Det religiøse rum
Politiken 28. december 2002
Af Fatih Alev
I året, der gik, blev valget i Tyrkiet den 3. november én af de store og mest overraskende begivenheder. Dagen blev vendepunkt i det moderne Tyrkiets 79-årige historie. Det var ikke de religiøse, der sejrede, og det var ikke sekularisterne, der tabte. Sejren tilhørte ene og alene viljen til forsoning. كرة اولين
3. november var ikke et udtryk for én mands (R. Tayyip Erdogan) og hans partis (AKP) succes. Vejen til denne succes blev brolagt af progressive og forsoningsvillige forfattere, journalister og politikere forud for den 3. مباريات يورو ٢٠٢١ november. Det var ikke kun de religiøse politikere, der begyndte at følge en forsoningslinie. Også sekularistiske kredse blev mere tilbageholdende med den sædvanlige skepsis over for religiøse muslimer ved magten. Det tyrkiske samfund synes at regulere sig selv mod et harmonisk balancepunkt.
Som arvtager til Det Osmanniske Storrige er Tyrkiet et meget komplekst land. Fra at være et multietnisk og -religiøst samfund har landet gennemgået en vanskelig proces, hvor det multietniske skulle tilpasse sig en tyrkisk enhedskultur, og hvor det religiøse skulle underlægges statens kontrol. Det har tilsyneladende været nødvendigt for republikkens grundlæggere at gå hårdt til værks for at skabe et fællesskab, der vender ansigtet mod Vesten. Men jo mere det tyrkiske samfund har tilnærmet sig Vesten, desto klarere har vælgerne kunnet udtrykke deres mishag ved totalitære tendenser i statspolitikken.
Til trods for den massive kampagne imod det religiøse AKP, sagde ca. 35 procent af Tyrkiets vælgere nej til yderligere polariseringer og ja til dialog, forsoning og samarbejde mellem de forskellige ideologiers repræsentanter. Presset af meningsmålinger, der viste AKP som valgets vinder, gav det sekularistiske Det Republikanske Folkeparti (CHP) løfter om, at de vil fjerne forbuddet mod tørklæder på de videregående uddannelser. Folkets vilje vendte op og ned på partiernes sædvanlige ideologi og politik.
Det er ikke lutter positivt det hele. Visse medier er stadig lige så opsatte på at fremprovokere konflikter mellem den nye regering på den ene side og præsidenten og militæret på den anden. Militæret observerer meget nøje, hvad regeringen foretager sig. Så længe regeringen er påpasselig med ikke at skabe spændinger i samfundet, har militæret ingen umiddelbar grund til at intervenere.
AKP-politikerne er ikke alle religiøse muslimer. Mange af dem er erfarne politikere fra de sekulære, liberale partier. De rette betingelser for en sådan samling på tværs af partier kunne opstå, på grund af forsoningsstemningen der efterhånden er begyndt at brede sig i samfundet.
Det vil ikke være forkert at sige, at erfaringerne med forsoning og samarbejde inden for AKP, meget vel kan komme regeringen til gavn. Der er brug for alle gode idéer og erfaringer for at mindske spændingen i samfundet.
Også herhjemme er der behov for dialog og forsoning. Jo længere tid der går, uden at parterne har mødt hinanden og talt deres indbyrdes uenigheder igennem, desto større er chancen for at parterne hver især udvikler ubehagelige fordomme om hinanden.
Tilhørende en samfundsgruppe, der er usædvanlig udskældt og mistænkeliggjort, kunne jeg vældig godt ønske mig en udvikling i Danmark, der minder om den, der finder sted i Tyrkiet. Man kunne ønske sig, at der som i Tyrkiet også i Danmark vil komme en udvikling væk fra den totalitære tankegang, der kommer til udtryk i manglende vilje til at erkende, at det danske samfund er multikulturelt og -religiøst. روما الإيطالي
Der er ikke noget alternativ til samtale og samarbejde, når vi nu alle er i samme båd. Vi må stræbe efter det fælles bedste. Om ikke for os selv, så for vores børn og børnebørn.
Det er tid til forsoning.