Bookmark and Share

Fundamentalistisk regering

Det religiøse rum
Politiken 25. januar 2003

Af Fatih Alev

I den sidste tid har nogle talsmænd for regeringen haft travlt med de danske imamer. Stats- og integrationsministrene har hver især udtrykt deres bekymring for »fundamentalistiske imamers middelaldertænkning«.
Løsningen er at »tale disse imamer midt imod«, sagde statsministeren i sin nytårstale. Og i samme ånd udtalte integrationsministeren for nyligt, at »imamer skal modsiges, hvis de udtaler sig imod demokratiske værdier«.
Regeringens topministre undgår behændigt og ganske belejligt (formentlig af hensyn til det parlamentariske grundlag) at nævne andre fundamentalister end netop de muslimske. Skal man tro disse udsagn, er der i Danmark kun én type fundamentalister, og det er de muslimske.
Men enhver ved jo, at sådan er virkeligheden ikke. Fundamentalister i alle afskygninger trives i bedste velgående i mange miljøer i det danske samfund. Med til denne virkelighed hører, at den fremgangsmåde, de to regeringspolitikere benytter sig af, i sig selv har fundamentalistiske træk. De mener de har en sag, og den fører de sig så frem med, uanset hvad det koster. Enhver professionalisme tilsidesættes, dialogmuligheden med de muslimske miljøer anses for at være ‘out of the question’, og der skydes.

Ingen skal bilde sig ind, at almindelige muslimer ikke bliver berørt og påvirket af den mistænkeliggørende retorik, der gjalder fra statens top. Selv muslimer, der ikke vil betegne sig selv som praktiserende, er indigneret og irriteret over, at der kun er fokus på muslimer, når det handler om fundamentalisme.
Man ønsker fra regeringens side, at muslimerne skal indordne sig under danske normer og værdisæt, altså de skal integrere sig. Javel, de danske muslimer skal nok parere ordrer. Men selv i militæret vil befalingsmændene tage kontakt til deres underordnede med henblik på en samtale, når kommunikationsbristen begynder at få konsekvenser for sammenholdet. Gør de det ikke, går sammenholdet fløjten.
Lad os foretage os et tankeeksperiment. Hvis fundamentalisterne i Danmark vitterligt kun var at finde blandt imamerne i Danmark, så ville Danmark have et problem med specielt de muslimske grupper. Men så ville de ansvarlige ministre vel ikke nøjes med blot at tale dem midt imod og modsige dem? Nej, så ville de sikkert have sat en undersøgelse i gang:
Hvad er problemets omfang? Hvem er disse imamer? Har de nødvendige forudsætninger for at kunne følge med i debatten? Hvad kan man gøre for at de kan forstå vores bekymring?

Mange af disse spørgsmål vil blive besvaret, hvis regeringen kunne vise handlekraft, og ikke nøjes med ord. De to ministre besidder utvivlsomt de evner, der skal til for at kunne tale med mennesker. Det så alle på topmødet i december. Altså er det ikke evnen, men nok snarere viljen til samtale det skorter på, når de står over for danske muslimer. Når integrationsministeren erklærer, at »imamerne er uforbederlige« antyder han dermed, at muslimer kan man ikke snakke med. Gad vide om ministeren kan forestille sig, at der i Danmark muligvis findes uforbederlige præster. Han behøver måske ikke engang at lede længere væk end på sin daglige arbejdsplads.
Denne skråsikre attitude over for imamerne graver dybe grøfter i befolkningen. Det må være enhver regerings ansvar at forhindre de tendenser i samfundet, som undergraver harmonien og den gensidige respekt borgerne imellem. Det kan aldrig være en regerings politik at øge spændingerne. Men det er desværre det, vi er vidner til.
Jeg er ikke pessimist. Jeg tror, at regeringen før eller siden vil opsøge repræsentanter for religiøse foreninger med henblik på at kortlægge forholdene i de muslimske miljøer. Modsat de uforbederlige imamer, er de ansvarlige ministre forhåbentlig ikke uforbederlige, når det kommer til stykket.
Initiativet er regeringens.