Bookmark and Share

Retten til at ændre mening

Det religiøse rum
Politiken 22. februar 2003

Af Fatih Alev

Tit og ofte beskyldes nogle debattører for at tale med to tunger.
Således tog en læser den helt store kanon frem i et indlæg med overskriften ‘Alev taler med to tunger’ (Politiken 8.2). Læseren begrunder sin dom over mig med, at jeg for et par år siden skulle have udtalt mig grundlæggende forskelligt fra, hvad jeg i dag plejer at mene og sige om muslimers forhold til demokrati.

Dette udfald har fået mig til at reflektere over den udbredte opfattelse af religiøse mennesker (og i vores dage især muslimer) som værende statisk tænkende væsener. Religiøse mennesker, antager man, kan måske godt tænke, men de kan ikke tænke selvstændigt og udvikle sig, for de er bundet til bestemte dogmer. Og når de ikke kan tænke selvstændigt, ja så må de have præcis de samme synspunkter i dag, som de havde eksempelvis for to år siden. Måtte disse religiøse mennesker give udtryk for nye betragtninger, som gør op med, hvad de selv har sagt og ment tidligere, opfattes det som uærligt – som udtryk for, at de taler med to tunger.

At politikere kan finde på at skifte mening, kan man derimod godt leve med. Sammenholder man partiet Venstres syn på socialstaten i dag med det, der blev fremført nogle år tilbage, kan der observeres et holdningsskift, der ligefrem blev belønnet ved sidste folketingsvalg. Poul Nyrups frustrerede molestering af Anders Foghs bog med dens forældede synspunkter faldt ikke just i god jord hos den brede befolkning.

Religiøse mennesker er ikke ens, ligesom alle andre mennesker heller ikke er det. Der findes nogle (mere konservative) der gennem hele deres liv holder fast i et bogstavtro udgangspunkt i statiske dogmer uden at tillægge samfundsforholdene særlig stor betydning. Andre (de mere progressive) vil løbende justere og genoverveje deres opfattelse af, hvordan samspillet mellem troens læresætninger og den moderne virkelighed skal være.

Som ung religiøs muslim, født og opvokset i Danmark, har jeg altid forholdt mig til samfundet. Men i takt med at jeg har fordybet mig i forskellige samfundsmæssige spørgsmål, har jeg oplevet, hvordan jeg begynder at se anderledes på forholdet mellem mine religiøse idealer (at være tro mod Gud) og mine verdslige omgivelser. Jeg er således ikke længere af den opfattelse, som jeg var for et par år siden, at muslimer ikke kan forvalte menneskeskabte love i et demokratisk samfund.

Ikke alle religiøse mennesker har dog mulighed for at reflektere over koncepter og samfundsforhold og selvstændigt udlede nogle idéer om, hvordan man får troen gjort levende i en ny kontekst. Man kan naturligvis blive forarget over, at de konservative ikke flytter sig en tomme, på trods af at samfundsvirkeligheden kræver stillingtagen og aktiv deltagelse. Men sådan er det i ethvert samfund. Der vil altid være nogle, der har det på den måde.

Kunsten må så være, at man ikke generaliserer over alle religiøse mennesker, og at man som udgangspunkt lægger større vægt på deres meningstilkendegivelser i dag, end hvad man kan grave sig frem til i avisarkiverne. Det er i orden at udtrykke sin forundring over en tilsyneladende uoverensstemmelse mellem, hvad jeg siger i dag, og hvad jeg har sagt tidligere. Men det er for hurtigt at konkludere, at jeg taler med to tunger.

Som medborgere, religiøse som irreligiøse, har vi alle et ansvar for at dele vores meninger med hinanden uden at mistænke hinanden for at være uvederhæftige. Hvis mistanken bliver til reglen, vil det være umuligt at få afklaret, hvilke holdninger der reelt er i samfundsdebatten. Og netop det vil undergrave den frie meningsudveksling.