Bookmark and Share

Hvem sagde demokrati?

Det religiøse rum
Politiken 29. marts 2003

Af Fatih Alev

Forestil jer Bush, Blair og Fogh blive tvangsanbragt et tilfældigt sted midt i Bagdad, mens bombningen af byen er i fuld gang. De bliver ført til det ene nypulveriserede sted efter det andet. Ser alle de døde, døende, skrigende, grædende mennesker. Hører fædre og mødre, der råber »Må Gud forbande dig, Bush«, angiveligt fordi de lige har mistet én af deres kære.

Ville de mon føle noget, disse herrer? Eller ville de fortsætte med at diskutere fordelingen af genopbygningskontrakter? Vi får nok aldrig svaret.

Inderst inde må de dog have en dårlig samvittighed, måske uden selv at være opmærksomme på det. Det må man da håbe for deres skyld. Hvordan kan de ellers overhovedet holde sig selv ud?

Sådan er krig jo altid, vil man måske indvende. Det er ikke kun selve krigen, men også vejen til krigen, der er problemet. Har omstændighederne nødvendiggjort en øjeblikkelig intervention? Det var tilfældet i forbindelse med første Golfkrig, men det er det ikke nu. Og det er der mange, der mener. Hvem sagde demokrati?

Lige nu stinker det hele af olie. Argumenter om masseødelæggelsesvåben og demokrati overskygges af verdensopinionens berettigede mistanke om olien som stormagternes drivmiddel i denne krig.

Mange unge muslimer tager sig til hovedet, når de hører bedrevidende danske politikere, lærere og debattører tale om demokrati og menneskerettigheder. Det gør de, fordi de kun alt for godt kender til det demokratiske Israel og dets demokratiske støtter i Vesten. Samme demokratier, som i disse dage smider deres bomber over Irak. Krigen ødelægger ikke kun Irak. Den undergraver tilliden til demokratiet på verdensplan og bekræfter sammensværgelsesteorier blandt mange.

‘Retfærdig krig’, ‘Det handler om vores sikkerhed’, ‘Vi vil indføre demokrati’ og ‘Nej, det handler ikke om olie’ bliver der sagt af krigstilhængere. Fælles for alle disse udtalelser er, at de højst sandsynligt ikke afspejler drøftelserne bag kulisserne. Man må godt nok være supernaiv, hvis man tror, at supermagten USA vil indvie verdensbefolkningerne i, hvad der egentlig ligger bag krigen.

Angrebet på Irak er tilsyneladende ikke religiøst motiveret. Forstået på den måde, at det ikke er en kristen kamp, hvis vi lige ser bort fra Bushs fortalelse, hvor han sammenlignede »kampen mod terrorisme« med korstog.
Der er dog noget religiøst over selve uenigheden om krigens nødvendighed.

Diskussionen, om man er for eller imod krigen, er begyndt at ligne en strid mellem to opfattelser, der hver især fastholder en bestemt livsanskuelse som sandheden. For krigstilhængerne er der ingen tvivl:
»Saddam udgør en trussel for verdensfreden. Denne krig er retfærdig«.

For modstandere af krigen er det mindst lige så sikkert: »Krigen skal tjene USA’s egeninteresser. Derfor er den uretfærdig«. ‘Sandhedskrigen’ foregår således hjemme i vores stuer, på gaderne i forbindelse med demonstrationer og i Folketinget.

Men selvom krigen i Irak er hamrende verdslig, ser det dog ud til, at Saddams brug af religiøse symboler får en virkning. Når han i Bagdad erklærer jihad, bliver muslimer i København spurgt, om de vil følge opfordringen om at tage del i Saddams jihad.

Men jihad er kampen mod uretfærdighed. En uretfærdighed, som Saddam ikke viger tilbage for at udøve mod sin befolkning. Hvorfor kunne han ikke bare have erklæret en socialistisk kamp mod USA? Muligvis fordi religionen blandt irakerne har overlevet hans særlige form for socialisme. Sikke en falliterklæring!

Religioner tillægges ofte ansvaret for alle de krige og ødelæggelser, der har fundet sted gennem historien. Magtsyge regenter misbrugte religionen i deres egen sags tjeneste. Det samme sker i dag: Mens Saddam misbruger islam for at fremme sin sag, fremstiller man i USA og de allierede lande vestligt demokrati som den eneste sandhed, der altid befinder sig på den gode side og aldrig på den onde.

Det er ikke demokratiet, det er galt med, det er derimod misbrugen af det.