Det religiøse rum
Politiken 26. april 2003
Af Fatih Alev
»Jeg er kristen (men kan ikke helt tro på, at Jesus er Guds søn)«. »Jeg er muslim (men tror ikke helt på, at Koranen er Guds ord, den må være skrevet af Muhamed)«. Så klart udtrykker kulturkristne og kulturmuslimer sig sjældent, når de skal forklare deres forhold til henholdsvis kristendom og islam. Den i parentes satte begrundelse for den manglende tro udelades oftest. De nøjes med at sige, at de er kristne eller muslimer – ‘på min egen måde’. Man kan fornemme en tøven og manglende stillingtagen til det helt basale i de to trosretninger. Set fra en traditionel teologisk optik er disse kulturkristne og -muslimer ikke overbeviste om kristendommens og islams centrale indhold. Alligevel bliver de kulturelle stødt over, at troende kristne og muslimer står uforstående over for, på hvilken måde kristendommen eller islam kan få betydning for deres liv. how long does ivermectin toxicity last in bunny
Af kærlighed til kristendom eller islam ønsker mange troende nemlig ikke, at religionen skal udvandes og blive til en slags indholdsløs reserveetikette. De betragter heller ikke deres religion som en eksklusiv klub. Alligevel ser de det som en selvfølge, at man som kristen eller muslim ikke modsætter sig det centrale i religionen og har et ønske om at efterleve det.
Kan man være kristen uden troen på Jesu guddommelighed eller muslim uden troen på Koranen som Guds åbenbarede ord? Man kan selvfølgelig som kulturkristen eller -muslim på individuelt plan hævde, at det er muligt. Men hvis man ser på, hvad kristendommens og islams eksistensberettigelse som to selvstændige religioner er, giver det ikke mening at se bort fra eller ligefrem stille sig i opposition til fællesskabet omkring troen og den forpligtelse, troen medfører.
Det kan på sin vis sammenlignes med spørgsmålet, om man kan være en kapitalistisk indstillet person samtidig med, at man beskriver sig selv som ‘socialist’. Idealistiske socialister vil hurtigt være på mærkerne og meddele ‘pseudo-socialisten’, at han må have misforstået noget. Det ville de gøre netop for at forhindre, at deres sag lider skade.
I en tid, hvor begreber og livsanskuelser florerer i samfundet i hidtil uset grad, er det vigtigt at kende til definitionen af de identiteter, man associerer sig med. NOromectin ivermectin 1% poultry Det er vanskeligt at forstå, at man kan affærdige spørgsmålet om, hvorvidt man er troende kristen eller muslim med et ‘jeg er det på min egen måde’ – sådan som f.eks. Naser Khader gjorde det på Deadline den 19. ivermectina para que sirve en humanos april. Enten er man troende, eller også er man det ikke.
Man kan eksempelvis som muslim ikke benægte, at de rituelle handlinger, såsom salâh (de fem daglige bønner), sawm (at faste i Ramadan-måneden) og zakâh (betaling af almisser til de svage i samfundet), er islams grundsøjler. Det kan være, at man ikke evner at efterleve dem, men man er som muslim på det rene med, at de religiøse påbud og forbud er raison d’être for islam som den sidste guddommelige vejledning til menneskeheden. Mener man som Naser Khader ‘på sin egen måde’, at det er unødvendigt med disse regler og ritualer, fordi man kun holder fast i ‘de indre værdier’, burde man måske se sig om efter en anden religion. Man behøver jo ikke at binde sig til en religion, hvis læresætninger forekommer én at være unødvendige. At man er ‘født ind i troen’ kan vel ikke være et tilstrækkeligt argument.
Det må være hårdt at bekende sig til en tro, man ikke kan gå ind for og hvis centrale indhold, man tager afstand fra. Lad os ikke lave om på religionerne, men i stedet gøre op med os selv, hvorvidt vi hører hjemme i vores forældres tro, eller om vi blot er der ‘på vores egen måde’.