Bookmark and Share

Skal vi opkræve religionsskat?

Politiken 31. maj 2003
Det religiøse rum

Af Fatih Alev

Gennem længere tid har det igen været debatteret, hvorvidt stat og kirke bør være adskilt, denne gang foranlediget af uenigheden mellem kirkeministeren og biskopperne. Den senere tids konferencer, seminarer og høringer og de mange debatindlæg om emnet vidner om, at det ikke er en ligegyldig diskussion, heller ikke uden for de folkekirkelige kredse. Tilhængere og modstandere af en skarp adskillelse mellem stat og kirke argumenterer ihærdigt for deres sag.

Som den næststørste religion i Danmark har islam naturligvis også været inddraget i denne diskussion. Spørgsmålet er, om det er diskrimination af de øvrige trossamfund, når staten ifølge grundloven »som sådan understøtter« den evangelisk-lutherske kirke. Og om det er et problem, at staten understøtter kirken både politisk og økonomisk.

Blandt religiøse muslimer er der generelt ikke den store modstand mod de tætte relationer mellem staten og folkekirken. Statens forpligtelse over for kirken er med til at forhindre, at den bliver fremmedgjort over for religion og religiøsitet. Frankrig og Tyrkiet er et par gode eksempler på, hvilke konsekvenser en total adskillelse kan få for religionernes vilkår: mistænkeliggørelse af religion og religiøse mennesker og en ensidig statslig indblanding i religiøse anliggender.

Det synes umuligt for den verdslige stat at holde fingrene væk fra trossamfundenes interne forhold. Når staten og kirken opnår skilsmisse, så finder staten sig en ny ‘kirke’ som ideologisk partner, nemlig en sekularisme, der begrænser og udelukker.
I disse ligestillingstider er verdslige muslimer nok mere for en adskillelse. De betragter den nuværende ordning som en hæmsko for bedre muligheder for de muslimske trossamfund. Her tænker de nok mest på økonomien. Det er korrekt, at folkekirken drager økonomisk fordel af at være en statskirke. Der er derfor behov for lige vilkår for trossamfundene på dette område.
Tilhængere af den nuværende ordning argumenterer med, at ikke-medlemmers skattebidrag til folkekirken bliver opvejet af ‘de afvigende’ trossamfunds fradragsmulighed, og at folkekirken jo afholder udgifter, som også kommer de øvrige trossamfund til gavn.

Det har de for så vidt ret i. Men de glemmer noget, der er langt vigtigere: Det er en klar fordel for folkekirken, at medlemmerne kan bidrage til dens økonomi ved betaling af kirkeskat. Både religiøse kristne og kulturkristne bidrager på denne måde til kirkens økonomi.

De øvrige trossamfund er henvist til en fradragsmodel, der overvejende bliver benyttet af de religiøse iblandt dem. Verdslige muslimer, der kun frekventerer moskéen ved højtider, føler sig ikke motiveret til selv at tage initiativ til at indbetale deres bidrag til trossamfundene.

Da disse, ligesom kulturkristne i folkekirken, udgør flertallet blandt muslimer, bliver de islamiske trossamfunds indtægtsgrundlag ganske spinkelt. Dette resulterer i, at de ikke får råd til at realisere de forskellige projekter, der længe har været på dagsordenen i den offentlige debat, såsom etablering af gravpladser og moskébyggeri.

»Mange muslimer har endnu ikke pakket kufferten ud«, sagde tidligere kirkeminister Johannes Lebech ved et seminar på Århus Universitet for et par år siden. En af årsagerne er, at de symbolske tegn på muslimsk tilstedeværelse endnu ikke er på plads. Vi behøver kun at tage til Malmø for at møde muslimer, der for længst har pakket kufferten ud og har haft nemt ved det. Med syv gravpladser og adskillige ‘rigtige’ moskéer, føler de sig mere ‘hjemme’, end mange danske muslimer gør det. Vi skal selvfølgelig ikke glemme, hvordan den danske debat om islam og muslimer påvirker mange muslimers selvfølelse og direkte skader integrationen.

De fra folkekirken ‘afvigende’ trossamfund bør støttes af staten gennem en form for ‘religionsskat’, således at mange flere borgere kan bidrage til trossamfundenes økonomi. Det er også i de verdslige muslimers interesse, at der bliver bygget moskéer og etableret gravpladser.

Danmark har brug for en ny tilskudsmodel for religiøse trossamfund. Med eller uden adskillelse af stat og kirke.