Det religiøse rum
Politiken 16. august 2003
Af Fatih Alev
Året er 2043. Danmarks befolkningstal er steget til ca. 8 millioner. Familieinstitutionen har fået central betydning i samfundet. Stadig er en stor del af danskerne kristne – uden at være folkekirkemedlemmer. Folkekirken er blevet afløst af mindre kirkesamfund, der forholder sig til kristendom på hver deres måde. Islam er repræsenteret ved fire forskellige muslimske trossamfund. Begravelsespladser og moskéer diskuteres ikke længere. De er nu en del af de dødes og de levendes virkelighed.
Det er gået op for de fleste kristne, at de i virkeligheden har mere til fælles med muslimer, end de har med ateistiske danskere. Og det er gået op for mange, muslimer såvel som kristne og ateister, at de må respektere hinanden som medmennesker, på trods af forskelligheder og uenigheder.
Alt i alt et samfund, der er langt mere harmonisk. Et samfund med politikere, der gør en dyd ud af at være saglige og visionære i stedet for at være nationalpopulistiske, og medier, der konkurrerer på anstændighed, værdighed og lødig journalistik.
Forskellige aktører har gjort alt dette muligt: Interesseorganisationer har knoklet for at få samfundets tjenere (politikerne og medierne) til at stille om til mere holdbare metoder. Religiøse organisationer har vist sig at være nyttige med deres i stigende grad proaktive tilgang til samfundet.
Danmark anno 2043 er et multireligiøst samfund. Ganske få mener stadigvæk, at Danmark er ‘dansk’ og derfor ‘kristent’, og at alle andre end kristne derfor pr. definition er mindre ‘danske’. De, der stadig taler om Danmark for danskere, er ikke så mange, at det gør noget. De fleste har opdaget, at vi lever i en pluralistisk verden. Men i et oplyst samfund som det danske er der naturligvis også plads til dem, der af forskellige grunde ikke er særlig oplyste.
Mange tænker slet ikke på, at der er forskelle. Sameksistens er blevet noget naturligt, ikke noget, der konstant skal problematiseres. De har gået i skole sammen, har været legekammerater, har arbejdet sammen på kontorer osv. De betragter hinanden som mennesker med en fælles fremtid, fælles problemer med hensyn til arbejdsløshed, pension osv. Bekymringen om deres børns fremtid har de også fælles.
Som et langt mere pluralistisk indstillet samfund er Danmark nu et eksempel til efterfølgelse i andre lande, hvor der stadig er spændinger mellem kulturer. ivermectina 6 mm Den til tider hårde danske debat om muslimer, som stadig fandt sted tyve-tredive år tilbage, er nu blevet afløst af et naturligt ønske om og vilje til at forstå dem, der ‘ikke ligner os’, men som vi alligevel har meget tilfælles med.
For 25 år siden eksperimenterede vælgerne med en dansk-nationalistisk regering. Det fortrød de dog hurtigt. På grund af sine hastelove imod de etniske, kulturelle og religiøse minoriteter blev regeringen udsat for heftig kritik i udlandet. ivermectina capsula Danmark var begyndt at isolere sig over for omverdenen. Denne udvikling vakte bekymring i store dele af befolkningen. Resultatet var markant ved næste valg: Fornuften sejrede, og nationalisterne kunne end ikke klare spærregrænsen. Danmark skulle gå nye tider i møde.
Tilbage til år 2003. Indtil Danmark selv kan blive et eksemplarisk multireligiøst, pluralistisk land, kan vi lade os inspirere af den interessante politiske og samfundsmæssige udvikling i Tyrkiet. Tyrkiet har været dér, hvor Danmark er i dag. Den uforsonlige, fjendtlige stil, som var kendetegnende for eliten i Tyrkiet, er nemt genkendelig her i Danmark. De kompromisløse magthavere i Tyrkiet har hverken været i stand til at udrydde den kurdiske nationalisme eller forhindre den religiøse vækkelse. Den nye tyrkiske regering er opmærksom på de tidligere regeringers fejl og har valgt dialogens vej. ivermectin (sklice)
Den vej skal Danmark forhåbentlig også betræde. Det er vel et spørgsmål om tid.