Bookmark and Share

Gud straffer terrorister

Det religiøse rum
Politiken 6. september 2003

Af Fatih Alev

Den iranske forsker, Mehdi Mozaffari fra Århus, har fået titlen ‘professor’ i islamiske studier. Men hans udtalelser på det sidste får en til at sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af denne titel. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er enig eller uenig, men derimod om, hvorvidt hans sammenblanding af æbler og pærer er videnskabeligt redelig og ansvarligt.

Islamisme er ikke – sådan som Mehdi Mozaffari antyder – én homogen bevægelse. Islamisterne har ikke – som han antyder – samme mål og gør ikke brug af samme midler. Det må være en videnskabsmands opgave at rette misforståelser i stedet for at skabe dem og dermed forvirre masserne. Det er mildt sagt videnskabeligt uredeligt, når Mozaffari sætter fredelige og moderate islamistiske grupper i bås med voldelige og ekstremistiske grupper.

Jeg vil gå så langt som til at fastholde, at Mozaffari udtaler sig mod bedre vidende. Han bør med sin akademiske baggrund vide, at ‘islamismen’s sande væsen ikke kan forklares med en forsimplet analogi til udviklingen i Vesten efter Anden Verdenskrig. Vidste han ikke bedre, burde han have ventet med at drage sine spektakulære konklusioner, indtil han havde gennemført den tilbundsgående undersøgelse af islamismen, han så bedrevidende postulerer endnu ikke er blevet iværksat nogen steder i verden. Det er en hån mod hæderlige forskere som den franske sociolog Olivier Roy at regne deres forskning i islamisme for ingenting.

De muslimske landes problemer er af verdslig, og ikke religiøs, karakter. Det gælder problemer som analfabetisme og uoplyste masser, social og økonomisk ulighed, totalitære regimer, der misbruger eller undertrykker islam, og krigstilstande, som vestlige lande både direkte og indirekte støtter. Islamistiske grupper står for langt hovedparten af modstanden mod disse urimelige forhold. Derfor den massive folkelige opposition mod Vestens engagement i de muslimske lande og den store sympati for islamistiske grupper, der tør tage kampen op imod Mellemøstens totalitære og korrupte regimer.

Det er kendetegnende for mange islamistiske grupper rundt i verden, at de bliver påvirket af moderniteten og de tanker og strømninger, der gør sig gældende i den vestlige verden. På intet tidspunkt i islams historie støder vi på terrorisme som strategisk og taktisk krigsførelse. Ifølge islam er der nogle klare og uomtvistelige regler for krigsførelse, som nogle få islamistiske grupper i dag vælger at se bort fra. De mener ikke, at de vil være i stand til at nedkæmpe uretfærdigheden i deres samfund uden at ty til vold mod civile og uskyldige mennesker. De overser dog, at Gud meget sandsynligt ikke vil støtte dem i deres forehavende, da de handler mod Hans vilje. De blæser på visdommen i islam. Når Gud i Koranen befaler, at ‘grænsen’ ikke må overskrides i krigsførelse, så er der en visdom bag et sådant bud. Overtræder man denne Guds befaling, handler man i strid med islam.

De få islamistiske grupper, der anser terror for at være et legitimt kampmiddel, ønsker at sætte dagsordenen overalt. Hver gang de står bag en terroraktion, kommer de endnu mere i fokus. Men der er ingen grund til at overdramatisere og gøre dem til flere, end de faktisk er. De udgør en vis procentdel, men bestemt ikke størstedelen af de islamistiske bevægelser.

Det er trist, at Mehdi Mozaffari – i stedet for at være videnskabsmand – agerer som en eksiliransk politiker, der taler et sprog, der minder uhyggeligt meget om Pia Kjærsgaards.