Bookmark and Share

Tidsånden er dybt materialistisk

Det religiøse rum
Politiken 4. oktober 2003

Af Fatih Alev

Det må være svært at tænke på andre frem for sig selv. Det er o.k. at være sig selv nærmest, sagde Mimi Jakobsen i sidste uge, men vi skal ikke være os selv nok.

Hvor svært det er, konstaterer vi, når vi møder et stort flertal af enkeltpersoner og nationer, der mere tænker på sig selv, end på andre. Nationer der i øvrigt i forholdet til deres egne borgere ikke skænker de svageste i samfundet en tanke.

Tidens ånd er tilsyneladende åndløs. Den synes blottet for åndelige værdier, moralitet og visdom og alt for præget af en materialistisk tankegang. Alt handler om at skrabe til sig af verdslige titler og goder. Viljen til at dele det, man er i besiddelse af, med andre er til at overse. Etik og moral er ikke de gloser, der længere bliver benyttet som referenceramme.

Ansvaret for fællesskabet, for helheden er blevet reduceret. Et menneske er ikke en, man forholder sig til i ansvar. Et menneske er en, der skal betale sig. Markedstænkningen har leveret en legitimering af selvoptagetheden.

Det, der tæller, er velfærdssamfund og tallet i bundlinjen af nationens og husholdningens økonomi. Velfærdsniveauet er i sig selv et mål – måske det højeste – for hele samfundet at værne om. Det skal bevares, om det så skal betyde, at vi ser grimme ud i udlandet pga. vores politiske tiltag.
Der er en tendens til at individualisme og egoisme idealiseres. »Grådighed er godt for fremskridtet«, sagde en amerikansk politiker.

Dette er hovedproblemet i verden. Den er blevet polariseret, ikke i en kristen og en muslimsk del, ikke mellem civilisationer, men mellem dem, der motiveres af moral og visdom og dem, der styres af materielle og selviske interesser. Dette blev meget tydeligt efter 11. september 2001 og i forbindelse med krigen i Irak og den forudgående diskussion.

Mange kristne og muslimer gik sammen imod krigstruslen, imod brugen af vold og militær magt. Religion modsiger det, modsiger egoisme og det at ‘være sig selv nok’ og appellerer til samvittigheden og til ansvarsfølelsen, den etiske handling. For eksempel lægger islam vægt på social retfærdighed, fællesskab, menneskets værdighed etc.

Religionens exit som etiske pejlemærker for samfundet har resulteret i, at visse værdier er gået i forfald. Troen på Gud fordrer, at mennesker ikke ser sig selv som små guder, men at de er bevidste om deres ansvar både over for Gud og deres medmennesker.

Ryger samfundets tro på Gud, er det sandsynligt, at bevidstheden om dette ansvar ryger med. Hermed ikke sagt, at det kun er troende mennesker, der tænker på deres næste. Men troen på noget større end mennesket, noget uden for os selv, kan hjælpe os med at være opmærksomme på andre menneskers situation.

Individualisme som sådan er ikke et problem, så længe man bevarer respekten for andres krav på rettigheder og støtte. En balancegang mellem en egoistisk individualisme og en individ-udslettende kollektivisme må være det ideelle, hvis vi ønsker at leve i et bæredygtigt samfund.

I integrationsdebatten hører vi tit regeringspolitikere sige, at her i Danmark dyrker vi individualisme, og at det må de (flygtninge og indvandrere) også lære at gøre. Der er utvivlsomt mangt og meget, de nye danskere skal omstille sig til i Danmark, og det sker også. Men det vil da være ret uheldigt, hvis integrationen skal gå ud på at flytte de nye danskere fra det ene ekstrem (kollektivisme) til det andet (individualisme).

Samfundet må omstille sig som helhed til det bedre. Der må skabes et nyt og bedre vi. Og ‘det bedre’ har ingen befolkningsgruppe og intet politisk parti monopol på at definere.