Bookmark and Share

At faste sig til empati

Det religiøse rum: At faste sig til empati
Politiken 1. november 2003

Af Fatih Alev

I dag er det 6. ramadan 1424 efter Hidjra (profeten Muhammads udvandring fra Mekka til Medina og starten på den islamiske kalender). Muslimer overalt i verden faster i disse dage fra daggry til solnedgang. Er man syg eller rejsende skal man ikke faste. Fasten er alene pålagt sunde og raske mennesker.

Ramadanfasten har både en åndelig og en social dimension. Først det åndelige: Den fastende bliver bevidst om sin svaghed og vil være mere tilbøjelig til at vende sig mod Gud. Der lægges netop vægt på, at ramadan er en tilgivelsens måned, hvis ellers man ønsker tilgivelse fra Gud.

Det er op til den enkelte, og man opnår det ønskede, i det omfang man gør en indsats. Den forholdsvis lange fællesbøn (tarâwîhbønnen), der bliver forrettet efter hver eneste nattebøn i ramadanmåneden, bliver et tilløbsstykke uden lige. Også ikke-praktiserende muslimer strømmer til moskeerne, og der opstår pladsproblemer i så godt som alle moskeer.

Hvad angår det sociale: Ramadanfasten kan bidrage til en øget bevidsthed om svagt stillede menneskers sørgelige situation. Dermed ikke sagt, at enhver fastende bliver en engel. Muligheden for at tilegne sig empati er dog til stede i løbet af denne velsignede fastemåned. 30 dages faste kan blødgøre selv det mest hærdede hjerte. Om ikke i år, så næste år. År efter år gennemgår den troende én måneds smagsprøve i fattigdom, sult og tørst.

Den kropslige prøvelse kombineret med den åndelige tilnærmelse til Gud, vil kunne give de bedste forudsætninger for en øget solidaritet i samfundet. Men hvis fasten udelukkende bliver betragtet som ensbetydende med tom mave og tør mund, vil den fastende ikke drage fordel af ramadanmåneden.

For et par år siden var jeg på et kursuscenter i Esbjerg for at holde et oplæg. I kantinen var der på bordene lagt nogle sedler med en opfordring til at spise mindre, således at overskuddet kunne gå til økonomisk trængende. Der var her tale om en kreativ solidaritetsaktion. Det glædede mig at være vidne til, at også andre end muslimer kan se det fornuftige i at lade kroppen gennemleve, hvordan det tilnærmelsesvist må være at leve som et nødlidende menneske.

Ud over de nødlidende, er der mange mennesker rundt omkring i verden, der bliver udsat for mistænkeliggørelse, had og forfølgelse. De forfulgtes eneste synd er at have en bestemt hudfarve, tilhøre en bestemt religion, kultur osv. Forfølgernes største defekt er deres manglende evne til at leve sig ind i de forfulgtes situation og tankeverden.

Forfølgerne er ganske almindelige mennesker, venlige og imødekommende. Ikke desto mindre er de barske og umenneskelige over for grupper af mennesker med en bestemt baggrund. De har tilsyneladende behov for at opleve, hvordan det er at blive udsat for konstant mistænkeliggørelse.

Der burde være behandlingstilbud til folk, der ser en ære i at hade og stigmatisere bestemte mennesker. En mulig terapi kunne bestå i, at man selv bliver udsat for nogle af de samme beskyldninger, som man har rettet mod andre mennesker. At man oplever håbløsheden, når der ikke bliver lyttet til ens argumenter. Ville en sådan terapi ikke hjælpe?

Jeg er overbevist om, at mange af de intolerante propagandister, der hetzer mod muslimer i dagens Danmark, i bund og grund er nogle rare og flinke mennesker. De har bare ikke ‘fastet’. De har ingen idé om, hvordan det må føles at være forhadt uden grund. For dem er deres synspunkter uskyldige, for de er ikke klare over den ødelæggelse, de forårsager.

Hvis integrationen skal lykkes, bør integrationskurserne ikke kun blive tilbudt de nye danskere, men også de, som har svært ved at sætte sig ind i andre menneskers situation. Dialog i øjenhøjde må fremmes i samfundet.