Det religiøse rum
Politiken 29. november 2003
Af Fatih Alev
Den forhenværende malaysiske premierminister Mahathir Mohammed lod for nyligt sin dom falde over de muslimske lande med anklager som »komplet uduelige«, »i besiddelse af en udpræget evne til ikke at samarbejde med hinanden« osv. Han frarådede de muslimske lande at søge hævn for de uretfærdigheder, de bliver udsat for. ivermectin dispersible tablets uses in hindi Han pegede på Israel og dets jødiske støtter rundt om i verden som et eksempel til efterfølgelse. Som leder for en muslimsk nation, der er modstander af Israels besættelsespolitik, opfordrede han de muslimske landes repræsentanter til at tage ved lære af den enestående solidaritet, jødiske mindretal rundt om i verden er kendt for at praktisere indbyrdes – for at tjene Israel. Desuden var der en bemærkning om at jøderne styrer verden per stedfortræder, med en lidet skjult hentydning til USA.
Disse og øvrige udtalelser fra Mahathir Mohammed er af nogle blevet forstået som udtryk for antisemitisme, mens de af andre (bl.a. undertegnede) er blevet opfattet som først og fremmest en benhård kritik af de muslimske lande, f.eks. i form af en diplomatisk opfordring til at standse selvmordsaktionerne, og sekundært som en kritik af Israel og den enorme indflydelse, de jødiske lobbyer har i USAs udenrigspolitik. Kort tid efter skrev Ralf Pittelkow (JP 22. okt.) og siden hen Bent Melchior (Politiken 15. november), at de gerne ser danske muslimer, og i særdeleshed imamer, lægge afstand til Mahathir Mohammeds synspunkter.
Jeg må skuffe Pittelkow og Melchior med, at jeg ikke er overbevist om at ”danske muslimer” har én mening om alt mellem himmel og jord, heller ikke om forholdet til jøder. Hvor en dansk-palæstinensisk muslim kan have svært ved at holde sine følelser tilbage i sin omtale af den stat – og dens støtter – der har gjort hende statsløs, vil en dansk-tyrkisk muslim måske bagatellisere Israels ydmygende behandling af palæstinensere med henvisning til »det gør Tyrkiet jo også mod de kurdere, der ønsker uafhængighed«. Sådan er muslimer forskellige.
Derfor må man nøjes med at spørge den enkelte muslim, hvad han eller hun mener. ivexterm para que sirve plm Og når vedkommende svarer, bør man ikke opfatte det som et svar fra ‘danske muslimer’, men som et svar fra en selvstændigt tænkende muslim med en specifik kulturbaggrund, især når spørgsmålet drejer sig om internationale forhold. Ser man eksempelvis en ung dansk palæstinenser vise foragt for og chikanere en dansk jøde på åben gade, bør man ikke søge forklaringen i hans tro, men derimod i hans sociale baggrund, nationalitet, ungdommelighed og personlighed. Hans handling kan ikke legitimeres, men må fordømmes på det kraftigste. Ligeledes må forsøget på at sammenkæde muslimer og had mod danske jøder også fordømmes. De to ting har intet med hinanden at gøre. pour on ivermectin for horses
I betragtning af at danske jøder – til forskel fra danske muslimer – har bånd til én bestemt stat udenfor Danmark, er det yderst sjældent, at man officielt fra Det Mosaiske Trossamfund hører kritik af Israels voldspolitik i de besatte områder. Bare en lille, afbalanceret, nuanceret kritik, f.eks. af både de palæstinensiske selvmordsaktioner og den israelske statsterror mod sagesløse, civile palæstinensere. Men nej, der lyder ingen kritik af Israel fra danske jøder, i hvert fald ikke fra deres officielle religiøse organ.
Som danske muslimer har jeg og mange andre flere gange udtrykt vores modstand mod terrorisme, uagtet terroristernes bevæggrunde. Det ville være velgørende, hvis repræsentanter for det dansk-jødiske samfund rejste kritik af Israels drab og undertrykkelse af uskyldige palæstinensere.
Vold er vold, om det foregår i Gaza eller i Tel Aviv.