Det religiøse rum
Politiken 27. december 2003
Af Fatih Alev
Frankrig har kastet sig ud i et eksperiment. Franskmændene vil ved lov begrænse visse borgeres frihed til at iklæde sig et stk. religiøst pålagt hovedbeklædning. Dette vil de sikkert gøre med de bedste hensigter. Man er i de hellige statskorridorer nemlig nået frem til, at det også er i de pågældende borgeres interesse, at de ikke er synlige med deres religiøsitet på de offentlige uddannelsesinstitutioner. hraci automaty ke stazeni zdarma Sandhedens orakler har talt: Religionsfrihed må vige for idealet om det religionsneutrale offentlige rum.
En lov, der forbyder tørklæder, vil automatisk medføre, at de fleste kvindelige studerende, som bærer tørklæde, må skifte til privatskoler. Katolikkerne har en del af disse, og der er et par muslimske af slagsen på vej. Det er ikke forbudt for muslimske kvinder at bære tørklæde – og det bliver det heller ikke efter den nye lov – på de katolske skoler i Frankrig. Hvilket paradoks!
Derfor er situationen i Frankrig ikke så alvorlig som den i Tyrkiet, hvor også privatskoler er tvunget til at følge det generelle tørklædeforbud på de videregående uddannelser. Dette betyder, at tusindvis af religiøse kvinder vælger ikke at studere videre. Kun de bedre bemidlede eller de få, der bliver hjulpet via specielle fonde, har mulighed for at studere i f.eks. Østrig, hvor tørklæder ikke udgør et problem.
Frankrig kan lære af de tyrkiske erfaringer med tørklædeforbud. www gry hazardowe pl I mange årtier har Tyrkiet på mange områder ladet sig inspirere af det franske samfund. Grundet manglende demokratikultur (flertallet i Tyrkiet er ikke for et forbud) er sekularistiske principper dog blevet håndhævet hårdt og brutalt af lovgiverne under pres fra det stærkt sekularistiske militær.
Kvinder med tørklæde bliver stoppet ved universiteternes indgange, som minder om »checkpoints« mellem landegrænser. Særlig berømt og kontroversielt er vicerektor ved Istanbuls Universitet, Nur Serters ‘overtalelsesrum’ (ikna odasi), hvor de kvindelige studerende foran et videokamera én for én bliver forsøgt overtalt til at smide tørklædet mod til gengæld at få lov til at studere videre.
Tørklædeforbuddet er stadig gældende i Tyrkiet. Men i bestræbelserne på at få landet med i EU er selv en stor del af sekularisterne på det rene med, at forbuddet ikke kan fortsætte. Det kommende franske forbud kan dog have en smittende effekt på nogle af disse tyrkiske sekularister, således at de med henvisning til Frankrig kan argumentere for, at forbuddet ikke er så ueuropæisk endda.
Men de bør være opmærksomme på, at præmisserne for forbud i de to lande er meget forskellige. Frankrig ønsker forbud pga. synet på tørklædet som et religiøst signal, mens de tyrkiske argumenter for forbud bygger på postulatet om, at tørklædet er et politisk symbol, der har det mål at bane vejen for en islamisk statsdannelse. Altså samme argumentation, som vores hjemlige konspirationsteoretikere i det såkaldte Giordano Bruno-selskab gør brug af.
Frankrig er på vej hen mod et skråplan, hvor det bliver svært at holde balancen. På den ene side vejer hensynet til religionsfrihed tungt, og på den anden de laicistiske grundprincipper. Men franskmændene vælger at satse på laicismen på fundamentalistisk vis og mener derved at have fundet den endegyldige løsning på »problemet«.
De mener muligvis at have valgt det mindste af to onder, men er åbenbart ikke klar over, at det i praksis ikke ser særlig kønt ud, når forbuddet skal håndhæves. gry hazardowe na telefon Billeder af en hverdagssituation foran indgangen til læreanstalterne, hvor kvinder med tørklæde bliver nægtet adgang, er ikke den bedste reklame for Paris.
Demokrati og frihed på den ene side og forbud mod religiøse symboler på den anden udelukker hinanden gensidigt.