Det religiøse rum
Politiken 24. januar 2004
Af Fatih Alev
Det er ikke i orden at fremsætte kritik af de forskellige former for overtroisk praksis, som i disse år er ved at blive spredt ud over det danske land – i hvert fald hvis man som kritiker selv praktiserer en ‘overtro’ ved at følge en bestemt religion. Kritik af overtro må være forbeholdt dem, som betragter alle religiøse livsforståelser under ét som den rene overtro. Sådan forstår jeg religionshistoriker Mikael Rothstein i hans kommentar til biskop Jan Lindhardts kritik af nyere healerpraksis (8.1.). Rothstein ser desuden ud til at være utilfreds med, at religioner automatisk får en fremtrædende plads i forskellige sammenhænge. Men er Rothsteins definition på overtro versus religion nu også den korrekte?
Det er diverse religionshistorikeres naturlige ret at mene, hvad de vil, om de forskellige religioner, former for overtro m.m. Men jeg er ikke så sikker på, at man kan bevare sin ‘videnskabelighed’, når man fortæller biskop Jan Lindhardt, at hans tro er lige så latterlig som healer Jensens fra Brønshøj. Når ‘den objektive videnskab’s repræsentanter blander sig i en debat, som føres af religiøse mennesker, og henvender sig til de enkelte ‘objekter’ med konkrete synspunkter, så er deres meninger efter min bedste overbevisning ikke længere objektiv videnskab, men derimod pågældendes egen ‘subjektive’ mening. Havde Rothstein i stedet givet udtryk for, at han godt kunne ønske sig, at Jan Lindhardt fremsatte sin kritik uden at ‘gøre grin’ med astrologi, healing og den slags, ville det være noget andet. Som fagmand ved Rothstein sikkert bedre end de fleste, at næsten alle religioner konkurrerer på spørgsmålet om, hvem der har ‘sandheden’ på sin side. Mennesker med forskellige livsanskuelser har alle lige ret til at give deres mening til kende. Nogle er dog – om man så må sige – organiseret i et ‘fagforbund’ og kalder deres livsanskuelse for ‘religion’.
De ‘uorganiserede’ livsanskuelsers tilhængere er lige så berettigede til at konkurrere med og udfordre religionerne. Dette kan de gøre, uden at de behøver at anfægte religionernes ret til at opfatte sig selv som ‘holistiske livsanskuelser’. Og det er naturligvis at foretrække, at det er de ‘uorganiserede’ livsanskuelsers repræsentanter selv, der giver svar på tiltale. Det føles som indblanding fra en slags konkurrenceombudsmand for religioner og overtro, når personer, der foregiver at være ‘neutrale’, går i rette med enkelte udsagn i den religiøse debat.
Det er et faktum, at kristendom, islam og jødedom er etablerede verdensreligioner, der teologisk og historisk har meget til fælles på trods af væsentlige forskelle, og som også har en vis betydning for en del af de verdensbegivenheder, der optager mange af os. Og det er desuden en kendsgerning, at en stor del af befolkningen i Danmark officielt er medlemmer af folkekirken.
Disse fakta taget i betragtning er det fuldt ud forsvarligt, at Lindhardt giver udtryk for sin bekymring for den markante udbredelse af astrologi, healing og lignende. Alt på det religiøse udbudsmarked er ikke lige godt. Og at fremføre dette synspunkt er lige så legitimt som at mene, at alle religioner i bund og grund er ‘konstruerede virkeligheder’. Religioner og deres betydning i samfundet kan ikke afskaffes ved videnskabelig demagogi. Der må mere til.