Bookmark and Share

Fri os for terroransvar

Det religiøse rum
Politiken 20. marts 2004

Af Fatih Alev

Spanien har været udsat for et grusomt terrorangreb. Det står efterhånden klart, at gerningsmændene har muslimsk baggrund. Ligesom de tidligere terrorangreb vil også dette medføre pres på muslimer alle mulige steder i verden. Det er allerede begyndt herhjemme.

I onsdags sagde statsministeren i Folketinget, at »alt tyder på at den islamiske terror for alvor er kommet til Europa«. Hvorfor betegner han egentlig truslen som »islamisk terror?«. Hvad er hans hensigt med denne besynderlige sammensætning af to vidt forskellige fænomener, der udelukker hinanden? Det er ufatteligt, at han kan få sig selv til at blæse på ca. 180.000 danske muslimers følelser. Han er også deres statsminister.

Skal der være konsekvens i statsministerens logik, så må enhver terrorbegivenhed forbindes med et eller andet livssyn. Den israelske statsterror må konsekvent kaldes »jødisk terror«, nordirske IRA og spanske ETA må stå for »kristen terror«, og tyske RAF må have æren for »marxistisk terror«. Det giver ikke mening.

Terror er et middel, som bestemte grupper af mennesker betragter som nødvendigt for at kunne nå et eller flere mål, som de har sat for dem selv. Disse grupper har nogle fællestræk, som er vigtige for os at studere nærmere, for at vi kan have en kvalificeret mening om, hvad der karakteriserer en terrorist. Statsministerens venstrehåndsbemærkning om »islamisk terror« hjælper ikke til en bedre forståelse af terrorens væsen, tværtimod.

Som to danske imamer sendte Abdul Wahid Pedersen og jeg i tirsdags en pressemeddelelse til samtlige landsdækkende danske medier om, at vi på det kraftigste fordømmer terrorangrebet i Spanien, uanset gerningsmændenes religiøse baggrund.
Dette gjorde vi et døgn før de første herhjemme, Kristendemokraterne, i en pressemeddelelse opfordrede danske imamer til at tage afstand fra terrorangrebet i Madrid. Vi tog ikke afstand fra terrorangrebet fordi vi blev opfordret til det, men vi gjorde det, fordi vi selv følte, at det var nødvendigt med en udmelding fra muslimsk side.

Vores fordømmelse af terrorangrebet blev ikke omtalt i medierne. Derimod var det åbenbart vigtigt for Berlingske Tidende i torsdags at oplyse sine læsere om, at kun få imamer tager afstand fra terror. Med en omvendt logik mente man altså, at så mange imamer som muligt burde stå i kø for at tage afstand fra terror.

I Danmark er muslimer under mistanke for at nære sympati for terrorister, og de er skyldige, indtil de har bevist det modsatte. Denne stigende mistænkeliggørelse må ophøre. De hovedansvarlige for denne mistænkeliggørelse, navnlig statsministeren, de øvrige politikere og ikke mindst medierne må sætte sig bedre ind i muslimernes interne forhold, hvis de da ellers ønsker at udtale sig på et sikkert grundlag.

Da bomberne sprang i Istanbul, var der ingen der opfordrede danske muslimer til at fordømme terroraktionerne, for det var jo et muslimsk land, der var blevet ramt. Men var det nu ikke også personer med muslimsk baggrund, der tog ansvaret for bombningerne i Istanbul? Hvorfor bliver der ikke afholdt to minutters stilhed herhjemme, når terroren rammer muslimske lande? Hvordan kan en terrorbølge betegnes som ‘islamisk’, når den ikke skelner mellem muslimer og ikkemuslimer?

Stiller man krav til danske muslimer om at de må tage afstand fra alverdens terroraktioner, som viser sig at have muslimske bagmænd, burde man ikke undre sig, hvis muslimer ligeledes stillede krav om, at folkekirken skulle tage afstand fra ‘kristne’ overgreb på muslimer som f.eks. det i Irak og Afghanistan, og at Det Mosaiske Troessamfund skulle tage afstand fra staten Israels overgreb på forsvarsløse palæstinensere osv.

Men da vi ved, at folkekirken og dens præster og Det Mosaiske Troessamfund og dets rabbinere ikke er ansvarlige for, hvad deres trosfæller gør andre steder i verden, giver det ikke mening for danske muslimer at stille den slags krav.

Spørgsmålet er så, om vi i Danmark vil komme til at unde danske muslimer samme form for ansvarsfrihed.