Bookmark and Share

Når medier mangler frisind

Det religiøse rum
Politiken 17. april 2004

Af Fatih Alev

Der er groft fremstillet tre grupper mennesker i ethvert samfund med muslimske og kristne borgere. Blandt muslimer er der dem, der kender til islam og til kristendom. Der er dem, der hverken kender til islam eller kristendom, da religion ikke siger dem noget. Og der er dem, der kender til islam, men ikke synes, at det er værd at sætte sig ind i, hvordan kristne selv opfatter deres tro, og hvad den betyder for dem.

Kristne er ikke anderledes: Der er dem, der har kendskab til deres egen tro og med fordomsfrie briller forsøger at sætte sig ind i islam. Der er dem, som hverken har kendskab til islam eller kristendom – på trods af at de er medlemmer i folkekirken. Og så er der naturligvis dem, der har kendskab til kristendom, men ikke ønsker at forholde sig til islam, sådan som muslimer forstår den.

De sidste to grupper, både blandt muslimer og kristne, har brug for bøger, som kan give dem indsigt i, hvordan ‘de andre’ forstår deres religion. Grundet disse to gruppers uvidenhed om ‘de andres’ religion, trives fordommene om ‘de andre’ i bedste velgående. Fordomme kan vise sig at være berettigede, og de kan vise sig at være uberettigede. Der er kun én måde at teste en fordoms berettigelse på, og det er, ved at man tilegner sig kendskab til ‘de andre’ og viden om, hvad ‘de andre’ selv siger.

Der er kredse i ethvert samfund, som ønsker at få adgang til litteratur, der bekræfter deres fordomme. I et muslimsk land kan sådanne bøger hedde noget i retning af ‘Korsfarerne i vores tid: de kristne missionærer’ eller ‘Derfor er jeg ikke kristen’. I Danmark kan de have titlen ‘I krigens hus’ eller ‘Derfor er jeg ikke muslim’. Muslimske hadebøger vil forbinde aktiv kristendom i muslimske lande med ‘de kristne landes koloniseringsprojekt’, mens vestlige hadebøger vil fremstille muslimer som en trussel og islam som djævelskab i højeste potens, som de stakkels muslimer må reddes ud af.

En stor del af Danmarks befolkning har en mening om islam. Deres meninger er ikke dannet gennem samtale med muslimer eller selvstændige studier i islam, men gennem mange års massiv påvirkning fra medier og politikere. Medierne har – som de vigtigste meningsdannere – et ansvar for ikke blot at omtale islamkritisk litteratur, men også at informere om den slags, som skildrer islam indefra, ud fra islams egne præmisser.

Ibn Warraqs bog ‘Derfor er jeg ikke muslim’ regnes i England for at være en underlødig bog, der ikke tages alvorligt af den brede befolkning, men som kun bruges som reference af de mest ekstreme højrefascister.

Her i Danmark har bogen fået meget og ofte positiv omtale i de fleste endog seriøse medier. De samme medier burde så også være frisindede nok til at gøre befolkningen ordentlig opmærksom på de bøger om islam, der skrives af herboende muslimer.

Dette frisind synes at være en mangelvare hos både DR og TV 2, som åbenbart er faldet på halen for ‘Ibn Warraq’s makværk af en bog, som blev omtalt i nyhedernes bedste sendetid, mens man tilsyneladende ikke var spor interesseret i at oplyse seerne om den nyligt udkomne seriøse bog om profeten Muhameds liv, skrevet af en dansk muslim. Denne bog var værdig til udgivelse på et af de største og mest agtede forlag herhjemme. Den blev åbenbart ikke fundet værdig nok til tv-nyhederne.

Mediernes særbehandling af islam medfører ikke blot, at fordomme om islam og muslimer bliver bekræftet. Også muslimer får bekræftet deres anelser om, at danske medier, politikere og myndigheder mangler demokratisk sindelag, når de skal forholde sig til islam.

Bør man ikke ransage sig selv, før man holder prædikener for muslimer om demokrati og frisind?