Bookmark and Share

Sådan læser jeg Koranen

Det religiøse rum
Politiken 8. maj 2004

Af Fatih Alev

En bog på ca. 600 sider i arabisk skrift. Tilnærmelsesvis oversat til alverdens sprog. Forefindes kun i en ‘sekterisk’ oversættelse på dansk. Voldsomt interessant for mange, når det handler om ‘hellig krig’, islamisk lov og kvindeundertrykkelse. Fuldstændig uinteressant for de fleste, når de prøver at gøre sig kloge på islam. Det må være det, der kaldes selektiv læsning.

Når jeg læser Koranen, ser jeg en guddommelig vejledning, der vil mig det godt. Den skildrer nemlig modsætningen mellem taknemmelighed og utaknemmelighed over for Gud, som spørger, hvad der er bedst: at være Gud nær eller at være Gud fjern? Jeg vælger at være tro mod min Skabers vejledning og lovprise Ham, ganske som Han hvert eneste øjeblik holder mig i live og er parat til at give mig af sin nåde. Jeg vil ikke være et utaknemmeligt væsen.

Når jeg læser Koranen, møder jeg ord, der har guddommeligt ophav. Ord, som rammer mig dybt inde i hjertet. De beskriver ganske smukt formålet med min tilværelse. Usikkerhed og forvirring erstattes af sikkerhed og afklaring. Min majestætiske Herre, som kender mig bedre, end jeg selv gør, trøster mig, når jeg oplever modgang og advarer mig, når jeg oplever medgang. Han ønsker ikke, at jeg bevæger mig væk fra Ham ved at miste håbet eller ved at blive hovmodig. Det optimale er en balancegang. Det er i min interesse, at jeg holder kontakten ved lige.

Når jeg læser Koranen, får jeg at vide, hvilke egenskaber Gud ønsker, jeg skal forbedre hos mig selv. »Vær ydmyg«, siger Han. Jeg tester, om jeg er ydmyg nok, og prøver at skrue ned for min bedrevidenhed, arrogance og øvrige uvaner. »Hils dem venligt, når de ignorante kaster med mudder«, anbefaler Han. Selv om det i perioder kan være svært, forsøger jeg at holde mig tilbage fra at tale dårligt til og om mennesker, uanset hvad de siger om og gør mod mig, for det siger min Skaber til mig, at jeg skal. Jeg er overbevist om, at det tilfalder min Herre med sin uendelige visdom at vurdere, hvad der tjener mig bedst, og hvad der ikke gør. Jeg har i min begrænsethed behov for at blive vejledt af noget større end mig selv. Og Gud er vitterlig større end mig og end alt andet.

Når jeg læser Koranen, bliver jeg opfordret til ikke at være ødsel. Mange vil mene, at det jo er almindelig sund fornuft. Hvad specielt er der ved, at det står i Koranen? Der er det ved det, at det er min Herre, som jeg respekterer og nærer ærefrygt for, som siger det: »Gør det ikke«. Nogle indvender: »Jamen, jeg vil også lige købe den der fede villa og den dyre sportsbil. Det betyder så meget for mig og min status«. Han gentager: »Gør det ikke«. Mennesket er, som var det et barn, ikke i stand til at se det store perspektiv og trænger sommetider til at få et par instrukser fra en højere instans, der har det ultimative overblik.

Sådan læser jeg Koranen. Det er mit udgangspunkt. Og grunden til, at jeg er muslim. Havde jeg læst Koranen som mange opfindsomme ateistiske ‘humanister’ og kristne ‘korsfarere’ og stadig holdt fast i islam som min referenceramme, ja så måtte jeg være ondskabsfuld af natur. For den Koran, de læser i og henviser til, er ikke den Koran, jeg læser i. Det er ikke for ingenting, at man på dansk har udtrykket ‘som Fanden læser Biblen’. I dag er det blandt danske muslimer efterhånden ikke sjældent, man møder udtrykket ‘som Fanden læser Koranen’.

Koranen bør læses som en hvilken som helst bog. Fordomsfrit og med et åbent sind.