Det religiøse rum
Politiken 5. juni 2004
Af Fatih Alev
Ifølge en ny meningsmåling forestiller 24 pct. af den danske befolkning sig, at Danmark inden for relativt kort tid vil have et flertal af muslimer, og det har udløst debat. Flere statistikere har oplyst, at der maksimalt vil være op mod 10 procent borgere med anden etnisk, og ikke nødvendigvis muslimsk, baggrund i år 2050. Denne udmelding har medført, at ‘bekymrede’ dele af politikerstanden traditionen tro har udtrykt stor mistro til »ekspertvældets indvandringsvenlige manipulation med sandheden« om fremtidens Danmark.
Al den diskussion er for mig ganske uinteressant. Danmark er nemlig i mine øjne langt hen ad vejen et ‘islamisk’ land. Det skyldes ikke tilstedeværelsen af cirka 200.000 ny- og gammeldanskere med muslimsk baggrund. Danmark er ikke ‘islamisk’ på grund af overvældende mange halalspisesteder i hovedstadsområdet. Det er ikke kvantitet, der afgør, om et land er ‘islamisk’ eller ej. Det er menneskers væremåde og i sidste ende hele samfundets efterlevelse af visse principper, der efter min mening kan kvalificere et land til at blive betragtet som værende ‘islamisk’. 1xbet casino Havde islam kun handlet om at tro på Gud og tilbede Ham på forskellige tidspunkter, ja så vil det kræve en veludviklet fantasi at forestille sig Danmark som et ‘islamisk’ land, da de fleste danskere som bekendt ikke er muslimer. Men islam handler ikke kun om det hinsidige. Gud er ifølge muslimers og sikkert også mange kristnes opfattelse ikke interesseret i, at vi tror på Ham og ellers lever som vildmænd. Han er ikke tilfreds med den tjener, som er så optaget af de religiøse forskrifter, at han svigter ansvaret for sine medmennesker.
Danmark er et ‘islamisk’ land, fordi vi her ser islamiske principper implementeret i hverdagen. Jeg er ganske klar over, at der vil være en del, som vil modsætte sig opfattelsen af danske samfundsprincipper såsom solidaritet, retfærdighed, punktlighed etc. som specielt ‘islamiske’. Men det er ikke noget nyt, at islam siden tidernes morgen har præget muslimerne med disse principper. I middelalderen oplevede de muslimske lande en opblomstringsperiode, som varede cirka 300 år, og som netop blev til i kraft af efterlevelsen af islamiske principper.
Heller ikke jeg ønsker at leve i et samfund med et flertal af muslimer, som lever i modstrid med de principper, troen fordrer. لعبة الروليت Formålet med islam er at bygge hele mennesker op, som så kan bygge hele samfund op. Er mennesker ikke hele, bliver samfundene det heller ikke. Mange muslimske lande kan ikke rejse sig af støvet, da deres befolkninger på individplan ikke lever op til islams kvalitetskrav.
Det, der betyder noget for mig, er ikke, hvorvidt Danmark får et flertal af muslimer. Det er langt vigtigere, at de muslimer, der er her, kan leve op til islams kvalitetsstandarder, både til glæde for dem selv og til glæde for hele det danske samfund.
Jeg er egentlig mere bekymret for værditabet i samfundet, og at de tabte værdier søges genvundet ved brug af fjendebilleder. Jeg tror ikke på, at hverken islam, kristendom eller ‘dansk kultur’ handler om at vise fjendtlighed over for anderledes mennesker. Det er svage mennesker, som i mangel af menneskeligt overskud ikke kan forholde sig til midlertidige udfordringer, der tyr til forenklinger og generaliseringer af ‘de andre’.
Alene den faldende fertilitet hos kvinder med muslimsk baggrund er en medvirkende faktor til, at Danmark højst sandsynligt ikke vil kunne få et flertal af muslimer. موقع 888 Men stigningen i antallet af bekymrede danskere giver anledning til en helt anden og mere væsentlig bekymring: Vil Danmark udvikle sig til et land med en befolkning præget af paranoia og angst for fremtiden?