Bookmark and Share

Det Etiske Folkeparti er på vej

Det religiøse rum
Politiken 4. september 2004

Af Fatih Alev

Sekularismens dogmer er den seneste tid blevet udsat for en voksende udfordring. Tidligere var der måske ikke nogen nævneværdig modstand mod evolutionsteoriens vidtrækkende konklusioner om menneskets oprindelse. I dag er der en del, der åbent erklærer, at de har det vanskeligt med, at evolutionsteorien er blevet gjort til evolutionsteologi. Tidligere var der måske nogle få, som var kendt for at være imod ægteskab mellem to af samme køn. I dag er der flere, der åbent står frem og ytrer deres modstand. De afholder ikke Hetero Pride-parader, men de bliver hørt.

Folkekirkens særlige status som statskirke spiller naturligvis en vis rolle i denne udvikling. Den har i en årrække haft en ‘konfliktdæmpende’ effekt på fløjene. Også spørgsmålet om Thorkild Grosbølls manglende tro på »en skabende og opretholdende Gud« har været med til at få en del tidligere måske ikke så højlydte borgere op af stolene. I forbindelse med oplysningstiden var det de religiøse tabuer, der blev væltet én for én. I dag er det de af sekularismen opstillede tabuer, der står i vejen for ‘reel ytringsfrihed’. Tabuer som står for fald på grund af den religiøse debats offentlige karakter.

Det er en spændende udvikling. Ikke mindst fordi det er gået op for andre trossamfund end det lutherske, at der er meningsfæller i dele af folkekirken. Nok ser det ud, som om folkekirken er ved at blive splittet op i flere lutherske sektioner – hvad der formentlig inden for en overskuelig årrække også vil ske – men de mange voldsomme uenigheder i folkekirken er samtidig ved at skabe grobund for hidtil usete, tætte alliancer på tværs af trossamfund. Alliancer, som vil kunne have til formål at fremme visse etiske og moralske værdier i samfundet.

Det vigtigste fokus vil være på familien og dens betydning for samfundets udvikling i en bæredygtig retning. Det er også det emne, der optager de traditionelle kristne partier på verdensplan og Kristendemokraterne herhjemme.

Der er bare et problem: de får ikke nok opbakning fra kristne. Der er mange andre end folkekirkekristne, som er parate til at give deres støtte til de fleste af partiets programpunkter.
Man kunne nemt forestille sig, at det på et tidspunkt vil komme på tale at kristne, muslimer, jøder, hinduer, humanister, altså mennesker med meget forskellige baggrunde danner en fælles platform, som sætter moral, etik og anstændighed i centrum for deres politik. Som en indremissionsk gymnasielærer fra Sønderjylland engang sagde til mig: »Vi kunne kalde det Etisk Folkeparti«!

Tiden er løbet fra ‘sekteriske’ partier. Det er også noget, muslimer i Tyrkiet har lært. En del af politikerne i AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) er religiøst motiverede, men gør brug af verdslige argumenter, når de fører politik. For dem er det resultatet, der er vigtigt, og ikke hvem der har opnået det. Derfor er der også en del irreligiøse politikere i AKP, som støtter de religiøst motiveredes program. Det er forudsætningen for at leve i et pluralistisk samfund, hvor tingene ikke er, som de har været. I dag er de kristne ikke de eneste, som har et problem med den omsiggribende og missionerende verdsliggørelse.

De nye værdibaserede fællesskaber vil opstå helt naturligt. Det er blot de formelle rammer, der mangler. Og en god portion vision for hvordan samarbejdet i praksis kan forløbe.

Det kunne dog være ønskeligt, at fremtidens værdibaserede fællesskaber gør sig umage for ikke at virke ‘frelste’ og missionerende. Det yderst verdsliggjorte danske samfund vil sandsynligvis ikke være modtagelig for hårdtslående udsagn om, i hvilken retning samfundet må bevæge sig. Det handler om at skabe forståelse for moral, etik og familieorienterede værdier, og ikke om at føre ‘hellig krig’ mod sekularisme.

Det er nye tider. Ønsker man at sætte værdier i centrum, er man også nødt til at finde fæller uden for eget trossamfund.