Bookmark and Share

Islam og Cyperns genforening

Det religiøse rum
Politiken 9. oktober 2004

Af Fatih Alev

Som oprindelig cypriot på mødrene side har jeg i mange år haft et ønske om at besøge Cypern. Et ønske, som netop i disse dage går i opfyldelse. I de tre dage jeg har været på den nordlige del af Cypern kan jeg nu ved selvsyn og gennem samtaler med flere imamer konstatere, at de nordcypriotiske tyrkeres tilknytning til islam er absolut minimal.

Der er flere årsager. En af dem er, at de muslimske tyrkisk-cyprioter siden 1974, da Tyrkiet invaderede Nordcypern, ikke i dagligdagen har haft kontakt med de kristne græsk-cyprioter. Dette har frataget dem muligheden for refleksion over deres religiøse ståsted.

Endnu en faktor er, at de tyrkere, der kom fra fastlandet, og som i dag udgør lidt over halvdelen af Nordcyperns tyrkiske befolkning, heller ikke er særligt religiøse. Og fastlandstyrkerne, som er præget af en vis folkereligiøsitet, har ikke efterladt det bedste indtryk blandt de oprindelige tyrkisk-cyprioter; lidt på samme måde som når mange folkereligiøse tyrkiske indvandrere ikke altid efterlader det bedste indtryk i Europa. I de bedre uddannede og kultiverede tyrkisk-cyprioters øjne er fastlandstyrkerne og deres folkereligiøsitet et problem. Så religion er noget, man som så mange andre steder holder på lang afstand. Det at være religiøs forbindes nemlig med kulturel tilbageståenhed.

En tredje faktor er KKTC’s (Den Tyrkiske Republik i Nordcypern) hårdhændede håndhævelse af forbud mod religiøs undervisning i moskeerne og andre steder. En udgave af den famøse tyrkiske straffelovsparagraf 163, som nu er afskaffet, og som i 70′erne og 80′erne sendte titusinder af religiøse tyrkere bag tremmer, er stadig gældende i KKTC. Politiet griber ind, så snart det kommer dem for øre, at f.eks. imamen i en moské er begyndt at undervise nogle børn og unge i at tyde arabiske bogstaver, så de kan læse Koranen på dens originalsprog. Altså selv en simpel koranundervisning tolereres ikke. Religiøse gruppers udadrettede aktiviteter er selvsagt ikke mulige i KKTC. Borgerne fastholdes på denne måde fra de ultrasekulære magthaveres side i uvidenhed i forhold til islam.

Religionsundervisningen i gymnasiet er en fjerde faktor. Den har de seneste par årtier bekræftet mange unges fordomme om islam. Lærerne har normalt undervist eleverne i at lære enkelte korankapitler udenad og opremse troslæren frem for at indgå i en dialog med dem og få dem til at reflektere over islam som noget, der har betydning for dem selv og det samfund/den verden, de lever i.

Med udsigten til en genforening med græsk-cyprioterne, hvis religiøse forankring tilsyneladende er langt større end tyrkisk-cyprioternes, må man stille sig spørgsmålet, om den vil medføre en total assimilation af tyrkisk-cyprioterne grundet deres svage religiøse identitet, eller om den i stedet vil skabe en naturlig interesse for religion og religiøsitet hos dem.

Ligesom mange religiøse cyprioter, deriblandt en del pakistanske indvandrere, som er de flittigste brugere af cypriotiske moskeer, er jeg af den opfattelse, at en genforening muligvis vil resultere i en øget religiøs bevidsthed hos de tyrkiske cyprioter. Det er direkte usundt, når et helt folkefærd udviser ligegyldighed over for åndelighed. Mødet med græsk-cyprioterne vil med stor sandsynlighed få tyrkisk-cyprioterne til at tage stilling til livets store spørgsmål og svarene herpå.

I Danmark ser vi også, hvordan mødet mellem muslimer og kristne er med til at få interessen for religion til at stige. Den mærkbare og af meningsmålinger bekræftede stigning i antallet af danskere, som søger og finder svar i det religiøse, bør ikke forurolige dem, som har svært med at forholde sig til religion. Samfundet er blot ved at finde sit naturlige leje i forhold til åndelighed.
Sådan har det været tidligere. Og sådan vil det blive igen – i respekt for forskellighed.