Bookmark and Share

Hvad med en omvendt van Gogh?

Det religiøse rum
Politiken 20. november 2004

Af Fatih Alev

Okay, budskabet er modtaget: Muslimer er for sarte, de tåler ikke kritik, og de har ikke forstået et pluk af, hvad ytringsfrihed betyder.

Der synes at være en vis forvirring omkring danske muslimers syn på det afskyelige drab på Theo van Gogh. Ifølge de sædvanlige islamkritikere bør muslimer nøjes med at fordømme mordet på ham. Man må end ikke antyde, hvad man synes om manden og det, han kalder kunst.

Van Gogh og hans ekstreme forhånelse af islam er nyt for de fleste danske muslimer. De har ikke haft kendskab til hans mangeårige forhånelse af bl.a. hollandske jøder og nu muslimer. De første reaktioner fra danske muslimer umiddelbart efter drabet omfattede derfor også nogle kommentarer om hans film. Der var ikke tale om en retfærdiggørelse af drabet. Tværtimod. Både fordi det strider imod retsprincipperne i ethvert civiliseret samfund, og fordi manden er blevet gjort til martyr, må enhver dansk muslim nødvendigvis være modstander af dette mord. Hvis nogen blandt danske muslimer udtrykker forståelse for drabet efter at have set filmen, står det for den enkeltes egen regning.

Det står efterhånden klart, at visse yderliggående islamkritikere er gået så langt i deres kamp mod islam og muslimer, at de i mangel af bedre argumenter håner islam på det groveste for derved at få afløb for deres had og fjendtlighed. Nogle af dem medgiver ganske vist, at der er tale om en provokation fra van Goghs side, men at den er debatskabende og derfor bør roses.

Hvis det er den eneste måde at gå i debat på, ja så må muslimer vel også snart til at lave deres egne kortfilm baseret på de fordomme, der måtte eksistere i visse ghettofamilier om ikke-muslimske piger, som bliver anset for at være løse på tråden. Men så må disse fordomsfulde muslimer til gengæld blive lovet, at ingen vil blive forarget over sådanne fremstillinger. Disse muslimer ønsker jo ikke, ligesom van Gogh og hans manuskriptforfatter ikke gjorde det, at blive lagt for had og forfulgt.

Spørgsmålet er, hvordan danske medier, politikere og de fleste borgere vil modtage disse muslimers kunstneriske udfoldelser, som godt og grundigt sviner den danske livsstil og de vestlige værdier til. Jeg tør ikke engang forestille mig konsekvenserne for de muslimske kunstnere, der skulle forsøge sig med noget så dumdristigt.

Javist, de har friheden til at ytre sig, men er der nogen grund til at frembringe usande historier om ‘dansk kultur’ og unødigt forarge en befolkning, som i forvejen er træt af at blive sat i forbindelse med lav seksualmoral? Bliver et hadebudskab lidt mere charmerende og legitimt, når det pakkes ind i ‘kunst’?

De vederstyggeligheder, som van Goghs film forbinder med islam, kan ikke tilskrives islam, men derimod enkeltpersoners misbrug af religion. Van Gogh var ikke en debatskaber, men grøftegraver. Han burde have været sagsøgt. Ikke kun på grund af filmen, men på grund af sin mangeårige karriere som mester i injurierende ytringer. Mordet på ham har frataget hollandske muslimer muligheden for at påvise, at han efter hollandsk lov var skyldig i at piske en stemning op mod en i forvejen dæmoniseret religion og dens tilhængere.

Det er ikke kun religiøse mennesker, der har følelser. Sommetider er det en god øvelse at prøve at sætte sig i ‘de andres’ sted. Så kan det være, at man opdager, at man selv ville blive lige så forarget som ‘de andre’, når grundløse anklager hagler ned over det, man har kært – kald det religion, ideologi eller hobby.

Man behøver hverken at være sart, kritikallergisk eller ytringsfrihedsmodstander for at blive træt af bestandig nedgørelse af det, der betyder så meget for en selv.