Bookmark and Share

Åndelig død er værre end flodbølger

Det religiøse rum
Politiken 8. januar 2005

Af Fatih Alev

Hele verden er optaget af den ufattelige og forfærdelige katastrofe, der har ramt kystområder i Sydøstasien. Alle ingredienserne er der: billeder af flydende lig, nedstyrtede bygninger, overlevende med fantastiske overlevelseshistorier og grædende mennesker fra vores del af verden, som også er blevet ramt af tsunamien. Især det sidste element, nemlig turisternes ufrivillige deltagelse i den regionale katastrofe, har for alvor fået os til at vågne op til virkeligheden. Vi har opdaget, at vi ikke kan beskytte os ultimativt mod farer. Vi er svage og sårbare.

Nu ved vi desuden lidt mere om, hvordan det må være for så mange mennesker i den fattige del af verden, når de med jævne mellemrum bliver ramt af forskellige naturkatastrofer, såsom oversvømmelser, jordskælv og diverse epidemier. Vi har gennem nyhedsdækningen fulgt med i, hvordan bl.a. skandinaviske og tyske turister har delt skæbne med lokalbefolkningen i Sydøstasien, og hvordan mange af de lokale satte deres eget til side for at hjælpe gæsterne. Turisterne har på en måde fungeret som et empati-instrument for os, således at vi på nærmere hold har kunnet ‘føle’ håbløsheden, frustrationen, usikkerheden – kort sagt alt det, vi allerhelst ønsker at iagttage på afstand.

Menneskehedens lidelser vil fortsætte. Denne tsunami er ikke det værste, der er hændt eller kan hænde mennesker. Vi og kommende generationer vil kunne opleve endnu større katastrofer.

Globaliseringen bringer nye udfordringer med sig. Tidligere i historien nåede nyheder om katastrofer i Langtbortistan først vore breddegrader efter lang tid, og der var ikke særlig meget, man kunne gøre for at komme de nødstedte til undsætning. I dag formidles informationen nærmest synkront, og hjælpeaktioner kan indsættes umiddelbart på tværs af kontinenter. Vi får i løbet af ingen tid at vide, hvad der er ved at ske på den anden side af kloden. Det stiller os over for store udfordringer, etisk, økonomisk, logistisk, politisk etc.

De rige lande er dårlige til at tackle denne udfordring. Befolkningerne udviser nok en vis offervilje, fordi denne katastrofe også er gået ud over ‘deres egne’. Men det er egne interesser, der er det dominerende i de mere eller mindre velstillede samfund. Verdens mægtigste land håber, at dets relativt beskedne bidrag (set i relation til omkostningerne ved at have udstationeret invasionsstyrker i Irak) til de katastroferamte områder kan rette op på det efterhånden rimelig slidte image, landet har i den muslimske verden. Det saudiarabiske kongehus udviser samme ligegyldighed med et løfte om 30 millioner dollar – et beløb, der blegner i forhold til kongefamiliens årsbudget.

Med respekt for de døde og deres pårørende ved den seneste katastrofe vil jeg hævde, at det er en langt større katastrofe, at økonomisk ressourcestærke personer og lande generelt udviser mangel på ansvar i forhold til ressourcesvage lande. Denne katastrofe er ikke et engangsfænomen, men har karakter af en kronisk sygdom. Åndelig død er langt mere alvorligt og alarmerende end den kropslige.

Materialisme og spiritualitet er hinandens negationer. Den rige del af verden har i lang tid været præget af en materialisme, der i sagens natur har givet medmenneskeligheden trange kår. Det er sikkert ikke nemt for et menneske, der har alt, at sætte sig ind i fattige og nødlidende menneskers situation. Men det er heller ikke umuligt. Den voldsomme tsunami har muligvis virket som en øjenåbner for dem af os, der er sig selv nok. Den har måske været med til at sætte hele tilværelsen og meningen med livet i perspektiv.

Vi kan ikke undgå naturkatastrofer, men vi kan i vores del af verden blive bedre til at dele med andre og vise os mere ansvarlige.