Bookmark and Share

Problematiske sharialove i Nigeria

Det religiøse rum
Politiken 2. april 2005

Af Fatih Alev

Flere brikker faldt på plads for mig under mit nylige besøg i Nigeria i forbindelse med et studieprojekt under Det Lutherske Verdensforbund. Jeg og de øvrige projektdeltagere, både kristne og muslimer, fik bl.a. lejlighed til at besøge to af de overvejende muslimske delstater, Zamfara og Bauchi, i Nordnigeria. Vores møder og samtaler med repræsentanter for kristne kirker og muslimske organisationer har givet os en del input om årsagerne bag spændingerne mellem kristne og muslimer i Afrikas folkerigeste land.

I vestlige medier er der skrevet spalte op og spalte ned om shariaens indførelse i muslimske delstater i det nordlige Nigeria. Faktum er, at lovgivningen lige siden islams tidlige tider i Vestafrika har været baseret på shariaens bestemmelser. Briterne har dog i kolonitiden erstattet de islamiske straffelove med verdslige, så nigerianske muslimer siden da har været underlagt sharialove på alle områder. Da delstaten Zamfara – som den første blandt de overvejende muslimske delstater – i 1999 erstattede den verdslige straffelov med den til shariaen tilhørende straffelov, var dette en komplementering af en allerede eksisterende lovgivning og ikke en ny ‘indførelse af sharia’. I alt 12 delstater i det nordlige Nigeria har i dag formelt genindført shariaens straffelov.

Det er ingen hemmelighed, at lovændringerne i delstaterne har at gøre med guvernørvalgene. Fra kritikernes side fremføres det, at guvernørerne i de muslimsk dominerede delstater har erklæret, at de vil genindføre shariaens straffelov, for på den måde at tiltrække stemmer fra flertallet af vælgerne som er muslimer. Tilhængerne af lovændringerne mener derimod, at guvernørerne blot har reageret på et stærkt ønske hos de muslimske vælgere. Som eksempel nævner de, at en af guvernørerne netop ikke blev genvalgt, fordi han var imod genindførelsen af shariaens straffelov.

Tilhængerne af lovændringen fremfører i store træk følgende argumenter: 1) Den tidligere straffelov er for muslimer et uønsket levn fra kolonitiden. 2) Den nigerianske konstitution understøtter muligheden for særlove for muslimer. 3) Den tidligere lov er ude af stand til at få bugt med den omfattende lovløshed i samfundet, mens shariaens straffelov kan virke kriminalitetsforebyggende. 4) Ikkemuslimer vil ikke blive dømt efter shariaens straffelov, ligesom de heller ikke har været og stadig ikke er omfattet af shariaens øvrige lovområder.

Kristne kirker i Nigeria har gennem CAN (Christian Association of Nigeria) kraftigt protesteret mod ‘indførelsen af sharia’. De har bl.a. følgende ankepunkter: 1) Den nigerianske konstitution understøtter kun i begrænset omfang muligheden for særlove for muslimer. 2) Lovene vil også komme til at berøre andre end muslimer. 3) Sharialovene på straffeområdet medfører, at muslimer får særstatus og får dem til at fremstå som landets herskere. Det skaber unødig spænding. Nigeria er en sekulær stat. Ingen religion skal have særstatus.

Og sådan fortsætter argumenterne for og imod. Et uundgåeligt spørgsmål er: Hvorfor blev disse lovændringer foretaget i huj og hast med væsentlige mangler til følge? Der er nemlig flere problemer i implementeringen af shariastraffelovene. Blandt andet råder delstaterne ikke over eget politi. Det hører under den føderale regering. Derfor, og fordi en del af betjentene er ikkemuslimer, kan delstaterne ikke bruge politistyrkerne til håndhævelsen af shariaens straffelove. Et andet problem er shariadommernes (qadiernes) manglende kvalifikationer, som medfører, at dommene i sidste instans bliver omstødt. Overordnet kan man spørge, om det overhovedet giver mening at indføre sharialove i en sekulær kontekst, hvor man ikke først har etableret retfærdige økonomiske rammer.

En af de faktorer, der kan have spillet ind i forbindelse med fremskyndelsen af lovændringerne, er den triste spænding mellem kristne og muslimer – en spænding, som primært har at gøre med ønsket om politisk magt og stammetilhørsforhold. Men religioner kan (mis)bruges og bliver brugt også i denne konflikt.