Bookmark and Share

Regeringen er en del af problemet

Det religiøse rum
Politiken 13. august 2005

Af Fatih Alev

Et af udslagene af terrorangrebet i London er, at danske regeringspolitikere og diverse meningsdannere er begyndt at strø om sig med idéer til, hvordan man kan forebygge terror herhjemme. Der er fokus på imamernes rolle og bestemte muslimske foreningers hårde og militante retorik. Der bliver foreslået etablering af en imamuddannelse, og her for nyligt udtalte integrationsministeren, at imamerne bør prædike på dansk. Regeringen synes ikke at overveje at dens egen retorik og politik kan være en del af problemet. Problemerne og løsningerne søges udelukkende uden for egne rækker, nemlig hos de danske muslimer.

Regeringens ensidige »logik« er følgende: Den hårde retorik blandt nogle unge mennesker må nødvendigvis hænge sammen med deres middelalderlige religion og deres konservative imamer, som egentlig er ret dygtige til dansk, men bevidst undlader at anvende det i deres prædikener.
Visse unge muslimers behov for at indgå i mere radikale muslimske bevægelser skyldes udelukkende deres egen modvillighed over for integration og det danske samfund, og sættes ikke i forbindelse med den stigmatiserende os dem-retorik som bl.a. regeringen med statsministeren i spidsen har været med til at skabe.

Danmarks statsminister forklarer i samklang med sine kolleger i besættelsesbranchen Bush og Blair, at terrorangrebene intet har med besættelsen af Irak at gøre. »Se bare på 11. september, da var Irak vel næppe besat«, siger de og forventer, at vi nikker.

Hvad med at lytte til de personer, som ofte sættes i forbindelse med 11. september? Taler de ikke ofte om »de ugudelige amerikanske troppers« uønskede tilstedeværelse i Saudi-Arabien? Var disse tropper ikke der før 11. september?

Der er altså et klart mønster: Terroristerne legitimerer deres angreb på USA og Storbritannien med disse landes militære tilstedeværelse i muslimske lande. Den danske regering har kastet lille Danmark i armene på USA og Storbritannien, og kan kun takke sig selv for det øgede trusselsniveau i andedammen.

Men der er et andet og efter min mening langt vigtigere aspekt af udenrigspolitikken. Den har en demokratiundergravende virkning. Regeringen er kendt for at prædike demokrati over for danske muslimer, men da statsministeren slæbte Danmark ind i Irakkrigen, var der ikke meget demokrati over fremgangsmåden. Han vidste udmærket, at der ikke var den store opbakning i befolkningen, og ganske forventeligt var spørgsmålet ikke åbent for en diskussion, som han selv ville deltage i.

Her er, hvad statsministeren – som en glimrende illustration af dobbeltmoralen – sagde i DR TV-avisen (10.8.) om Tyrkiets optagelse i EU: »Hvis man prøver at undertrykke sådan et tema, så bliver det meget nemt sådan en betændt sag, fordi så bliver der skabt et indtryk i befolkningen af, at her er sådan en ting, som politikerne ikke vil have, vi diskuterer. Og jeg vil ikke være med til, at vi har sådan nogle betændte ting i debatten. Alt skal på bordet«.

Kan denne udmelding mon have at gøre med befolkningens velkendte skepsis i forhold til tyrkisk medlemskab af EU?

Mange unge muslimske skeptikere noterer dobbeltmoralen og har ikke brug for at høre flere prædikener om demokrati og danske værdier, når det er tydeligt for enhver, hvad demokratiet åbenlyst bliver (mis)brugt til.

Regeringen må tage sin politik op til overvejelse. Ikke fordi terrorister kræver det. Men fordi den kan være med til at skabe terrorister.