Bookmark and Share

Multikulturmøde på Marienborg

Det religiøse rum
Politiken 24. september 2005

Af Fatih Alev

Det var en blandet skare, der dukkede op til tirsdagens møde med stats-, integrations- og justitsministeren. Et fællestræk ved deltagerne var, at de stammer fra muslimske lande, og at de af statsministeren er blevet vurderet som repræsentative eller indflydelsesrige i forhold til det muslimske samfund i Danmark. Men så var der heller ikke meget mere, de var fælles om. Et flertal af deltagerne var byrådspolitikere eller repræsentanter for verdslige foreninger. Og så var der de meget omtalte syv imamer. De er årsag til, at mødet af medierne er blevet kaldt for et ‘imam-møde’.

For mig var det et multikulturmøde. Imamerne og de øvrige deltagere var nemlig et godt eksempel på, hvor mangfoldig og broget en samfundsgruppe muslimer i Danmark udgør. Regeringsrepræsentanterne mødte både muslimer, der talte flydende dansk, og dem, der ikke kunne og derfor var afhængige af tolkebistand.

Nogle af mødedeltagerne kom med forskellige bud på, hvad der kan gøres for at få de unge til at blive immune over for radikale gruppers påvirkning, bl.a. bedre jobmuligheder og uddannelsesvejledning og flere rollemodeller samt mere nuanceret omtale af islam og muslimer i medierne. Andre holdt lange taler om, at terror er forkasteligt set fra et islamisk synspunkt, og at de har afholdt store konferencer om terrorisme allerede før 11. september. Jeg forstod ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at understrege noget, som burde være en selvfølge for enhver, der følger bare den mindste smule med i debatten.

Efter cirka to timer fik jeg ordet. Jeg kom ind på, at det ikke er imamer, men muslimske foreningsrepræsentanter, der kan repræsentere et udsnit af muslimerne i Danmark. Men det sker ikke i dag, fordi nogle af moskéerne ikke er velorganiserede, og imamerne i disse få moskéer får derfor en fremtrædende rolle som overhoved. Der er brug for kommunikation og samarbejde mellem de forskellige moskéer, således at ingen af dem kan slippe af sted med at erklære sig som repræsentative for samtlige muslimer i Danmark.

Den kulturelle kløft mellem de religiøse foreningers ældre repræsentanter er for stor, da de oprindeligt kommer fra vidt forskellige lande; de mangler således en fælles samarbejdskultur. Unge muslimer, der er vokset op i Danmark, må derfor gå ind i bestyrelserne og tage et ansvar.

Desuden påpegede jeg, at mange religiøse foreninger får offentlig støtte ved at betegne sig som etniske foreninger, og de fastholdes i rollen som udlændinge. Mange projekter, som muslimer er nødt til at gennemføre, for at ‘kufferten for alvor kan pakkes ud’, forudsætter omfattende økonomisk opbakning fra det muslimske samfund i Danmark. Dette kan ske gennem en frivillig religionsbeskatning, som mange verdslige muslimer også vil støtte op om, ligesom mange verdslige danskere støtter op om folkekirken.

Afslutningsvis nævnte jeg, ligesom nogle af de andre deltagere, at det ikke kun er mediernes ansvar at afholde sig fra generaliseringer om islam og muslimer, men at politikerne også har et særligt ansvar. Regeringsrepræsentanterne har mulighed for at præge mediernes måde at omtale muslimer på, hvis de sender positive budskaber ud til samfundet og viser, at de også er regering for muslimske danskere.

Da mødet var slut, jeg kom hjem og så nyhederne, hørte jeg statsministeren klart og utvetydigt sige: »Det er positivt, at de imamer, der deltog, meget klart tilkendegav, at de føler et ansvar for, at unge ikke bliver tiltrukket af ekstremisme. Til gengæld er det også meget vigtigt, at vi aldrig i den offentlige debat generaliserer og gør islam som religion til et problem – eller at muslimer som sådan udgør en terrortrussel. Sådan er det ikke«.

Om der kom noget ud af mødet? Ja, så afgjort.