Bookmark and Share

Behov for islamisk kulturkanon

Det religiøse rum
Politiken 5. november 2005

Af Fatih Alev

Danmark er et kristent land, siges det. På den ene side er der det store antal folkekirkemedlemmer, og på den anden den lange kristne kulturtradition i Danmark. Netop sidstnævnte bruges ofte som argument for nye tiltag rettet mod undervisningen i folkeskolen og gymnasiet.

Både undervisnings- og kulturministeren har været ude med udtalelser om vigtigheden af at værne om nogle danske traditioner. Kristne salmer i folkeskolen og en kulturkanon (som bolværk mod udanskhed eller ej) er eksempler på nogle af de midler, som regeringen har tænkt sig at tage i brug.

Der må i samfundet være en kulturel referenceramme, der skaber eller bevarer det, der så flot hedder ‘sammenhængskraft’. Det er vigtigt, at danske borgere skal kunne føle, at de har noget tilfælles ud over det stykke jord, de lever på. Spørgsmålet er så blot hvordan dette ‘noget’, som danskerne har tilfælles, skal defineres og afgrænses.

Det ville gøre det hele meget nemmere, hvis man opererede med en kulturel referenceramme, der ikke tager udgangspunkt i nogen bestemt religion. Så kunne de enkelte samfundsgrupper selv vælge til eller fra, hvad der betyder noget for deres identitet som kristen, muslim, jøde eller ateist.

Da tyrkerne, inderne, indoneserne m.fl. gik over til islam for mange århundreder siden, havde de de første muslimers civilisation som kulturel referenceramme. Det første muslimske samfund i Medina (fra år 622) var sprogligt set et arabisk samfund, men havde et internationalt islæt. Blandt de fremtrædende muslimer var f.eks. både iranere, byzantiner og jøder.

Danske muslimer, både indvandrere, efterkommere og konvertitter, har ud over den danske referenceramme også brug for en kulturel referenceramme, der tager udgangspunkt i den islamiske civilisations gyldne tidsalder. Her tænker jeg ikke på en referenceramme, der siger noget om, hvordan samfundet indrettes med love og regler, men mere på, hvordan muslimer i forskellige islamiske samfund interagerede tilbage i historien.

Mange unge muslimer får i dag deres basisviden om islam gennem kortfattede bøger, der ikke oplyser særlig meget om historiens levende islamiske civilisationer og de smukke islamiske traditioner. Nogle unge kombinerer en nutidig og overfladisk ungdomskultur med de stumper af viden om islam, som de har støvet op i løbet af nogle måneder, og efterlever deres egen form for islam. Nogle vil sikkert argumentere for, at det også er helt fint, at man skaber sin egen kultur.

Men der mangler noget i den måde at skabe en identitet på. Man kender ikke til ‘præcedens’ og bygger noget op nærmest som et eksperiment. Man har en teoretisk viden om nogle vigtige principper i islam, men har ikke megen viden om, hvad generationer af muslimer har gjort for at efterleve dem, og hvordan og på hvilke forskellige måder de har efterlevet dem.
Danske muslimer vil være bedre rustet til fremtiden, hvis de har kendskab til væsentlige dele af islams historiske arv med alt, hvad det indebærer af indsigt i muslimske sprog, litteratur og kunst.

Jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at den nuværende regering vil tilbyde danske muslimer at udarbejde en islamisk kulturkanon. Og det skal den heller ikke. Det er muslimernes eget ansvar at sammensætte en sådan. Det er muslimernes eget ansvar at skabe rammer for udfoldelsen af en dansk-muslimsk identitet, der lader sig inspirere af fortidens folketraditioner, som var præget af medmenneskelighed. Kunsten er at omsætte denne viden til nutidens globaliserede massekultur.

En sådan kulturkanon vil ikke være et problem for sammenhængskraften i samfundet. Vi må som danske samfundsborgere kunne blive enige om en kulturel referenceramme, der går på tværs af religioner, men som samtidig anerkender den lange tradition, religionerne hver især har. Både i Danmark og andre steder i verden.