Det religiøse rum
Politiken 28. januar 2006
Af Fatih Alev
En gruppe danske borgere med muslimsk baggrund har nu taget initiativ til at danne et netværk af ‘moderate muslimer’. Der synes at være nogen forvirring omkring, hvorvidt netværket skal være et ‘anti-imam’-netværk, eller om det blot skal være et netværk for muslimer, for hvem ‘religion er en privatsag’. Gruppen har desuden tænkt sig at lave en liste over personer, som journalister kan kontakte, når islam er til debat. De mener, at imamer og religiøse muslimer fylder for meget i debatten, så nu må der andre boller på suppen.
Danmarks 180.000-200.000 muslimer er naturligvis ikke en homogen masse. De har deres oprindelse i mange forskellige lande. I Frankrig er de fleste muslimer fra Nordafrika, i England er de fra Indien, Pakistan og Bangladesh, og i Tyskland er de fleste fra Tyrkiet. Men i Danmark er der næsten lige mange muslimer fra hhv. Tyrkiet (55.000) og arabisksprogede lande (70.000), som er de største grupper, og Bosnien-Hercegovina (21.000), tidl. Jugoslavien/Makedonien (20.000), Pakistan (20.000), Somalia (17.000), Iran (15.000), Afghanistan (11.000) og etniske danskere (5.000-7.000) som de mindre grupper (tallene, som er omtrentlige, inkluderer også ateister og kristne fra nogle af landene, da deres andel er ukendt. Kilde: Danmarks Statistik).
Med en så broget etnisk profil er det fristende at kalde tyrkere, arabere, pakistanere, bosniere, albanere, iranere, afghanere og somaliere under et for ‘muslimer’. Det er, hvad medierne og de fleste politikere gør, når de omtaler etniske minoriteter. Alt, hvad der har med integration, sociale problemer og kulturelle konflikter at gøre, sættes i forbindelse med pågældende indvandreres og flygtninges fællesnævner, som er, at de oprindeligt kommer fra lande med en muslimsk majoritet.
Muslimers livsførelse antages at være 100 procent i overensstemmelse med deres tros læresætninger. Alle deres kulturelle traditioner og individuelle særheder og mangler anses for at være grundfæstet i religionen. Både de smukke traditioner, men også de afskyelige, som et fåtal af indvandrere/flygtninge og efterkommere praktiserer, såsom æresdrab, tvangsægteskaber, kvindelig omskæring mv., formodes at have deres oprindelse i islam.
Hver gang en muslim foretager sig noget, der vil forarge de fleste, islamiseres problemet, og dermed legitimeres problematiseringen af islam. I et debatklima, hvor det hele tiden handler om islam, er det naturligt, at journalister vil ønske at tale med muslimer, der kan gøre rede for forhold vedrørende religionen. Grundet formodningen om sammenhængen mellem mellemøstlige og asiatiske traditioner på den ene side og islam på den anden, vil de allerhelst interviewe muslimer, som har en viden om deres tro i kraft af deres engagement i det religiøse liv.
På dette punkt er der grund til at advare. Interviewpersonerne, hvad enten de er imamer eller talsmænd for religiøse foreninger, er relevante at interviewe, når debatten omhandler islam som sådan. Men medierne må sørge for ikke at fremstille disse muslimer som ‘muslimernes talsmænd’. De kan være fagkyndige (imamerne) eller delvis repræsentative (enkelte foreningers talsmænd), men de kan ikke repræsentere samtlige muslimer. På det holdningsmæssige plan repræsenterer de dog på nogle områder muligvis de fleste religiøse muslimer, som kun udgør cirka 10-20 procent af alle dem, medierne kalder muslimer. Men ved gentagen optræden i medierne får nogle af de muslimske interviewpersoner tildelt en større rolle, end de har i den virkelige verden.
På den anden side er der de kulturelle muslimer med en sekularistisk dagsorden, som også flittigt bruges af medierne. De fremstilles som de religiøse muslimers modstykke og som repræsentative for den mere integrerede og uddannede del af det muslimske samfund i Danmark. Det er en lige så stor forvrængning af virkeligheden. Heller ikke de kan tale på vegne af danske muslimer, hvoraf størstedelen befinder sig mellem de to grupper (de religiøse og de sekularistiske).
I stedet for at diskutere repræsentativitet bør de grupper, som klager over at blive repræsenteret af de forkerte, selv deltage i debatten. En kontaktliste til journalister er ikke nok.