Bookmark and Share

Lad os skue fremad

Det religiøse rum
Politiken 11. marts 2006

Af Fatih Alev

Jeg tænker på døden. Vi skal alle dø. Ingen undtaget. Heller ikke Carsten Juste, Anders Fogh eller Ahmed Akkari. Døden gør ikke forskel på manden på gaden og magtens mænd. Når det nu er sikkert, at vi alle skal dø på et tidspunkt, hvorfor taler vi da så uendelig lidt om den som en realitet, der er lige så virkelig som morgendagens udfordringer på arbejdspladsen eller i skolen? Prøver vi at fortrænge den?

Det er der meget, der tyder på. Uanset hvilken religion vi hver især bekender os til, er mange af os mere bekymret for forholdene for kollektivet (og kun vores eget kollektiv) i denne verden end den uvisse skæbne, der venter hver enkelt af os ‘på den anden side’. Her tænker jeg naturligvis mest på kristendom og islam. I begge religioner er det troen på Gud, der i sidste ende vil give adgang til paradiset. Og ingen kan være sikker på, at troen vil være intakt i dødsøjeblikket. Vi er altså sårbare, og der er ingen af os, som ejer nøglen til paradiset. Spørgsmålet er så, hvorfor det er svært for nogle kristne og muslimer at anerkende hinanden som fæller i et skæbnefællesskab. Både Jesus og Muhammed var gudfrygtige. De udviste ikke hovmod og selvtilstrækkelighed. De var ydmyge og gudhengivne. De var bevidste om dødens realitet og opfordrede andre til også at være det. De advarede imod konsekvenserne af ikke at regne Gud for noget.

Det er jo ikke det, det handler om i dag, når religion er til debat. Det handler om forskelle. Teologiske, samfundsmæssige, kulturelle, politiske, økonomiske forskelle. Men ikke om, hvad formålet med religionerne overhovedet er. De apolitiske, religiøse blandt kristne og muslimer kan godt finde ud af det sammen. Men de, der har tvangsforvandlet deres religion til et stamme- og nyttefællesskab, ser anderledes på deres medmennesker. Deres livsfilosofi er: ‘Enten er de med os, eller også er de imod os’.

I Koranen fremgår denne livsfilosofi: »O mennesker. Vi har visselig skabt jer af mand og kvinde og gjort jer til folk og stammer, for at I må kende hinanden. Sandelig, den, der har størst ære hos Gud, er den, der har mest ærefrygt for Ham, thi Gud er Alvidende og kender alle ting« (Koranen 49:13). Bemærk, at Gud her ikke taler til muslimer, men til mennesker. Gud ville, at vi skulle være forskellige. Hvordan kan vi så være på rette spor, religiøst set, hvis vi anstrenger os for at rette op på noget, Gud har villet?

Så nej, det er ikke religion, der adskiller, men derimod visse menneskers politiske tolkning af den.

Døden er en realitet, der vil overgå mig og dem, der læser disse linjer. Det virker så fjernt, at vi skal dø, måske fordi vi allerhelst vil undgå at tænke på noget så uoverskueligt, som hvad der vil ske efter døden. Men hvad med at bringe lidt klarhed over, hvad døden betyder for os? Er det klogt at skyde det hen? Er det klogt at leve, som om døden ikke eksisterer, som om vi har ubegrænset tid til at gøre, som vi vil? Ubegrænset tid til at rette op på alt det, vi fik ødelagt?

Jeg undres, når jeg ser et menneske, som siger, at han tror på Gud, men som handler i strid med, hvad denne tro forudsætter, nemlig ydmyghed og empati. Det må være en tro med forbehold. Skræmmende.