Det religiøse rum
Politiken 22. april 2006
Af Fatih Alev
JP-krisen har gjort det klart for mange, måske især for regeringen, at det er problematisk at stille en gruppe mennesker til regnskab for en handling, en anden gruppe af mennesker har begået. JP’s handlinger var nu en gang JP’s og kun JP’s ansvar, ikke regeringens, og heller ikke den danske befolknings.
Uanset regeringens klodsede håndtering af ambassadørernes henvendelse og meningsmålingerne, der i Mellemøsten blev opfattet som det danske folks støtte til JP’s hån af profeten, var det ikke på nogen måde rimeligt, at der fra visse muslimske lande blev stillet krav, om at den danske regering bør give en undskyldning. Kravet skyldtes en mistanke om, at regeringen deler JP’s foragt over for profeten Muhammed. Men mistanken blev så til en dom. Den danske regering var skyldig, indtil det modsatte var bevist. Der var kun én måde regeringen kunne bevise sin uskyld på, og det var ved at undskylde.
Her på vore breddegrader bruger man normalt et andet ord, når der kræves undskyldning. Det forventes, at folk tager afstand. Man plejer at dække sig ind ved at sige, at det også vil være til gavn for dem, man mistænker for at have sympatier for usympatiske holdninger, at de offentligt tager afstand fra disse, så luften bliver renset.
Det har danske muslimer prøvet at stå model til i op til flere situationer de senere år. Da ligestillingsminister Eva Kjer Hansen 24. september 2004 i et åbent brev opfordrede religiøse ledere til at tage afstand fra en anden imams udtalelser, kunne imam Abdul Wahid Pedersen og jeg som medunderskrivere ikke dy os for at sende et ironiserende åbent brev som svar.
Her er et uddrag: »I disse tider, hvor afstandtagen er tidens løsen, og hvor muslimer konstant bliver opfordret til at tage afstand fra dette og hint, vil jeg hermed principielt tage afstand fra på afstand at svare på åbne breve om afstandtagen, om end jeg dog med høflig afstand vil driste mig til nedenstående:
Jeg har på afstand fulgt den afstandskabende debat om afstand i Shahid Mehdis holdninger til den brede danske befolkning. De danske medier, som jeg i øvrigt tager afstand fra, har gjort meget ud af at sikre, at alle tager afstand fra den afstandtagende ovenfor nævnte herres afstandsholdninger. Jeg har i samme medier på afstand gjort opmærksom på, at jeg tager afstand fra slige afstandsholdninger, ligesom jeg tager afstand fra alle holdninger, der med afsæt i køn eller religion lægger afstand til generelt anstændige normer.
Jeg er derfor glad for i behørig og respektfuld afstand at bekendtgøre, at jeg tager afstand fra at tage afstand fra at tage afstand. Og dette tager jeg ikke afstand fra … hverken i nærvær eller på afstand!«.
Man kan sikkert meget hurtigt blive enig om, at det ikke var seriøst og muligvis heller ikke særlig sjovt. Men det var og er heller ikke sjovt eller rimeligt at blive afkrævet afstandtagen for andre menneskers handlinger og ytringer. Det er ubehageligt at blive mistænkt for noget, som man ikke har lod eller del i.
Før JP-krisen løb man som muslim en risiko ved at protestere mod den kollektive mistænkeliggørelse, det er, når f.eks. imamer afkræves afstandtagen til trosfæller. Det blev kaldt for offertale og blev hurtigt og rutineret skudt ned af regeringen og dens medlemmer.
JP-krisen er forhåbentlig blevet en øjenåbner for regeringen. Den danske regering kan ikke holdes ansvarlig for, hvad en dansk avis vælger at bringe som nyhed eller karikatur. Man kan naturligvis diskutere, om ikke det vil være klogt at give sin mening til kende om en aktuel sag for at dæmme op for mytedannelser. Det vil det ganske givet. Forskellen er dog den, at man så gør det af egen drift. Undskyldning og afstandtagen på forlangende er ikke vejen frem.