Af Fatih Alev
Dette er historien om en tyrkisk dreng – født i Danmark – der i 8-års alderen begyndte at se sig selv som en osmannisk muslim (betegnelse for borger i det osmanniske storrige (1299-1922), som blev grundlagt af den tyrkiske Kayi Han-klan), midlertidigt bosat i et ikke-muslimsk samfund. Han havde fået denne opfattelse af sig selv efter at have læst kilovis af tyrkiske bøger – romaner, tegneserier, ungdomsblade og historiske værker – om det osmanniske rige. Motivationen var naturligvis religiøst inspireret. Der var for ham som ung muslim mere at være stolt af i den osmanniske civilisation end i den tyrkiske samfundsmodel. Danmark, hvor han jo levede, var blot et sted, han skulle være midlertidigt. For drømmen om genetableringen af den osmanniske civilisation var altoverskyggende i forhold til en stillingtagen til muslimernes rolle i det danske samfund. Han havde endnu ikke fået livets realiteter tæt ind på livet. Kun få problemer i folkeskolen såsom svømmetimerne (fordi piger og drenge skulle svømme sammen) og fællesbadningen efter idræt (fordi der intet badeforhæng var) kunne af og til få ham til at huske, at han i virkeligheden levede et helt andet sted. Hans identitet var stærk nok til også at ignorere forældrene, der mente at han alligevel skulle prøve at deltage i de nævnte aktiviteter sammen med de danske børn. De fik ikke deres vilje. Livets realiteter var stadig ikke indenfor rækkevidde, efter at 12-årige Fatih startede i en muslimsk privatskole. Den nye skole var en frizone for ham, hvor han ikke følte at han blev tvunget til noget. Alt hvad skolen stod for, var foreneligt med det verdensbillede, som han havde. Han vidste, at en af forudsætningerne for at kunne forstå det osmanniske sprog, som han absolut ville beherske, var at man skulle have kundskaber i arabisk. Via arabisk ville han også direkte kunne forstå Islams kildetekster, Koranen og Hadith-samlingerne. Han var klar over, at det at lære arabisk var utraditionelt hos de tyrkiske muslimer. De fleste tyrkere opfattede det som tegn på bagstræberisk adfærd fra hans forældres side, at han blev sendt på en islamisk privatskole. At man understregede sin islamiske identitet blev nemlig anset for at være umoderne og i modstrid med det moderne Tyrkiets strenge praksis af laicisme (rigid fransk udgave af sekularisme, hvor stat og religion adskilles skarpt).
Efter afgangsprøven fik 16-årige Fatih sig noget af en overraskelse, da han startede på et almindeligt dansk gymnasium. Efter at have været isoleret fra samfundets realiteter i 16 år stod han ansigt til ansigt med de åbenbare uoverensstemmelser. Han skulle bl.a. vænne sig til, at det var almindeligt at klassekammeraterne drak øl i undervisningens sidste timer om fredagen. Den frie omgang mellem kønnene var også noget, der vakte forundring hos ham. Selvfølgelig var disse uoverensstemmelser også gældende i samfundet som helhed, men for første gang rykkede de meget tæt på den unge Fatih. Den danske livsstil som han ikke kunne drømme om at tage til sig, var ikke længere noget han kunne iagttage på afstand. Han var henvist til at forholde sig til den, hver eneste dag. En proces var begyndt.
Da han var ca. 17 år gammel, mødte han nogle muslimer oprindeligt fra Pakistan, som alle talte flydende dansk og som formulerede Islam på dansk. Tidligere havde han besvær med at kunne forklare Islam til udenforstående, da han ikke var fortrolig med de danske ord for de islamiske begreber. Det nye bekendtskab ændrede alt.
Dette blev starten på udviklingen af en helt ny identitet hos den unge mand. En identitet som i dag er en kendsgerning hos mange unge muslimer: Den dansk-muslimske identitet. Historien fortsætter.
Utraditionelle muslimer
De var en del ældre end mig og var halvvejs i deres studier. Samværet med dem betød enormt meget for mig. Jeg ville gerne have min religiøse identitet til at hænge sammen med den virkelighed, jeg mødte i samfundet. Der var en umiddelbar konflikt mellem min religiøsitet og samfundets verdslighed. Så vidt jeg kunne se, havde disse unge mænd løst det dilemma, som jeg stod med. De var mere danske end de var pakistanske, men de var samtidig også mere religiøse, end den gennemsnitlige muslim er det. De havde lige stiftet FASM (Foreningen Af Studerende Muslimer), som den dag i dag er aktiv i dialogen med den danske ungdom på uddannelsesstederne. Kort tid efter endte jeg som én af FASMs oplægsholdere, som tager ud på danske skoler for at informere om Islam. Disse hyppige møder med den danske ungdom, fik en interessant effekt. Jeg følte mig ikke længere som én, der stod udenfor fællesskabet. For mig handlede møderne absolut ikke om ”indvandrernes skikke og religion”, men om Islam i dansk kontekst. Af og til kunne jeg direkte aflæse på mine tilhørere, at de var overraskede over denne indfaldsvinkel. Måske var vi for hurtigt integreret i deres øjne, siden vores måde at forholde os til problemerne på, forekom dem typisk dansk. Vi var nogle ”utraditionelle muslimer”, som måske ikke var så repræsentative for den muslimske ungdom. Der var sågar en vis skepsis mod os hos enkelte af de lærere, der inviterede os. De havde muligvis forventet at møde nogle traditionsbundne muslimer, som ikke var helt afklarede i forhold til deres rolle i samfundet.
At leve som muslim i Danmark
Danske muslimer, som mere lægger vægt på Islam og ordnede forhold for muslimer i det danske samfund, end på en urealistisk og ikke særlig langtidsholdbar tilknytning til forældrenes hjemlande, er stadig ikke repræsentative for muslimerne i Danmark. Der er dog en bemærkelsesværdig udvikling i gang. Flere og flere unge står på grænselandet mellem Islam på dansk (at man ikke ser nogen konflikt mellem danskhed og islamiske værdier) og en selvudslettende danskhed. Selvudslettende fordi det handler om at efterligne og tilpasse sig flertallet til punkt og prikke uden at kunne være sig selv. En stigende andel af disse unge vælger Islam på dansk. Det giver dem et sikkert ståsted. Det gælder om at få opbygget en selvtillid som er præget af Islam. En selvtillid som er uundværlig for de unge i deres kontakt med samfundet. Jeg vil som bevidst muslim fastholde at dette er det mest rigtige, dog ikke kun for Islams bedste, men også for Danmarks bedste. Jeg har erfaret, at netop det sidste synspunkt ikke vinder gehør hos en del ikke-muslimske danskere. De associerer nemlig Islam med en fremmed kultur, mens vi som muslimer (de af os, hvis forældre har indvandrerbaggrund) ser Islam som en naturlig del af det at være menneske og ikke som noget, der udelukkende hører vores forældres hjemlande til. Mit bevidste valg af Islam som rettesnor for min adfærd og verdensforståelse er ikke mere udansk end mange danskeres valg af en bestemt livsanskuelse som deres værdigrundlag. Ligesom jeg betragter Islam som en løsning der fungerer fint for mig, vil jeg også mene, at Islam vil kunne bidrage til at løse det danske samfunds mangeartede problemer. Eksempelvis er alkoholisme et stigende problem i samfundet, og med Islams holdning til alkohol er det jo nærliggende med et samarbejde med afholdsforeninger. Og i samme åndedrag vil jeg have mig frabedt mikrofonen foran snuden, der afkræver en forklaring på, hvad jeg egentligt mener, og spørgsmål som: «Skal vi nu til at have en islamisk stat i Danmark? Skal vi straffes efter Islams Sharia-lov?»
Nej, vi skal leve i nutiden og ikke fantasere om en fremtidig islamisk stat. Vi skal ikke lade vores fredelige sameksistens blive forstyrret af, hvad der sker andre steder i verden. Den hypotetiske og konspirationsteoretiske mistænkeliggørelse af muslimer må ikke stå uimodsagt. Derfor må vi insistere på, at vores ytringer skal tages for pålydende uden paranoide spekulationer over, hvor sandfærdigt eller ærligt vi nu taler.
Verden er i hastig forandring, og Danmark er som bekendt en del af denne verden. Sommetider føles det dog som om, det ikke er tilfældet, når enkelte personer kan gå så langt som til at påstå, at ”dansk kultur er truet på livet” pga. muslimernes tilstedeværelse i samfundet. Jeg vil mene, at dansk kultur er truet på livet af dem, der misbruger dansk kultur i deres menneskefjendske og fremmedangste kamp imod de nye tilflyttere og alt hvad de har medbragt af kulturel baggage. For mig er det en del af den danske kultur at være venligsindet og imødekommende og ikke fjendtligt indstillet og fordømmende. Store dele af den danske kulturarv har danskerne selv kastet overbord gennem det sidste århundrede, og den resterende lille del skulle angiveligt stå i fare for at blive udslettet af muslimerne. Hvis man virkelig mener, at danskheden står i fare for at gå tabt, må man overveje om det skyldes en minoritet af muslimer eller en majoritet af ikke-muslimske danskere.
Det var frustrerende at se Danmarks indenrigsminister, Karen Jespersen, slå fast, at hun ikke vil have at ”den muslimske kultur” skal ligestilles med ”den danske kultur”. Det er en alt for forenklet udtalelse, der savner dybde og præcisering. Hvad mente hun med ”muslimsk kultur” og hvad mente hun med ”dansk kultur”? Hvad er hendes argument for at fremstille disse to som diametrale modsætninger?
Der er ikke noget, der kan kaldes “muslimsk kultur”. Islam er ikke en national betegnelse, som “dansk” er det. Der er mange kulturer, præget af islam. Disse kulturer kan i og for sig være temmelig uislamiske eller meget islamiske, alt efter hvem man observerer. Man kan altså ikke entydigt definere en muslimsk kultur. Overordnet kan muslimsk kultur defineres som ”ethvert menneskeligt adfærdsmønster præget af Islam, med forbehold for menneskers egenfortolkning efter forgodtbefindende”.
Ligeledes kan dansk kultur ikke beskrives entydigt. Dansk kultur kommer til udtryk på forskellig vis alt efter hvilken indstilling, man har til tilværelsen. De danske muslimer er ikke de eneste blandt danskerne, som har forbehold overfor noget af det, der almindeligvis bliver betragtet som dansk kultur. En muslim kan sagtens påberåbe sig danske kulturværdier, så længe de ikke er i uoverensstemmelse med Islam. Det er eksempelvis ikke uislamisk at spise rundstykker en søndag morgen – helst med en god kop kaffe! Sådan er det desuden med så mange andre minoritetsgrupper i det danske samfund, hvis danskhed der på intet tidspunkt sås tvivl om.
Mediernes magt
Et af de mest markante problemer i den offentlige debat om Islams stilling i det danske samfund er den vidtstrakte generalisering, som finder sted. En generalisering som er ganske upåvirkelig og samvittighedsløs. Erstatter man muslimer med ikke-muslimske danskere i en typisk muslimkritisk nyhedsartikel, vil man hurtigt opdage, hvor slemt det er, når man selv bliver slået i hartkorn med en befolkningsgruppe, der bliver lagt for had og er genstand for generaliseringer.
Medierne spiller en altafgørende rolle, og er med til at bestemme, hvad debatten skal handle om, og i hvilket toneleje den forløber. Følgelig har medierne reel indflydelse på, hvilket syn danskerne får på Islam og muslimer. Et eksempel på hvor galt det kan gå:
Tre muslimske og én etnisk organisation blev den 12. og 14. august 2001 spurgt af hhv. BT og Jyllandsposten om hvad de mener om den måde, hvorpå folkeskolen forholder sig til de muslimske elevers forbehold overfor svømning, fællesbadning og lejrture. Jeg udtalte mig på vegne af FASM og kritiserede folkeskolen for ikke at lytte tilstrækkeligt til de muslimske forældre. Direkte adspurgt om der var tale om et krav fra muslimsk hold svarede jeg, at vi som muslimer ikke stiller krav, men at vi efterlyser viljen til en dialog, der vil resultere i en for både folkeskolen og forældrene tilfredsstillende løsning. Først var BT ude med nyheden med overskriften ”Muslimer kræver særregler i skoler” og disse indledende ord: ”Danske muslimer stiller nu direkte krav om at få ændret folkeskolereglerne, så muslimske børn kan deltage i undervisningen uden at føle sig krænket. Folkeskolen skal indordne sig under muslimske traditioner”. Jeg ringede straks til journalisten og fik at vide, at det var redaktionssekretariatet, der havde fundet denne overskrift passende. Samme dag blev jeg kontaktet af en journalist fra Jyllandsposten, som fik at vide, at jeg var utilfreds med BTs valg af overskrift. Han forsikrede mig om, at det eksplicit ville fremgå, at FASM ikke stiller krav, men opfordrer folkeskolen til at være mere dialogvillig og åben overfor elever med religiøse forbehold. Dagen efter lød overskriften på Jyllandspostens forside ”Muslimer: Krav til skolen”. Journalisten forklarede mig senere, at overskriften var redaktionssekretariatets idé.
Selvfølgelig var jeg ikke den eneste, der udtalte mig. Det kan være, at de andre muslimske foreninger faktisk har stillet krav til undervisningen på skolerne. Men når jeg klart understreger at der på ingen måde er tale om krav fra FASMs side, så har pågældende redaktioner to valgmuligheder. Enten må de vælge en overskrift, der ikke maler fanden på væggen, eller så må de undlade at citere FASMs formand i forbindelse med denne konstruerede historie om krav fra muslimer. De har ikke ret til at udnytte nogen for at bekræfte deres egen dagsorden.
Muslimer med ansvar
Ja, sådan er vilkårene i dag. Det er også uheldigt, at der ikke kommer nogen synderlig respons fra muslimsk side. Det skyldes til dels, at en del muslimer endnu ikke har pakket kufferten ud. De føler sig ikke hjemme i Danmark. Det skyldes også, at en stor del af de unge, der har evner til og muligheder for at gøre en stor indsats, endnu er studerende eller lige er blevet færdiguddannet. Jeg er fuldt overbevist om, at situationen vil se ganske anderledes ud om nogle år, når ikke mindst unge muslimer begynder at organisere sig for at imødegå de problemer, muslimer skal tumle med i dag.
Dette er en proces, som hovedparten af muslimerne i kraft af deres anden etniske baggrund har skullet gå igennem. Ingen kan påstå, at en sådan proces kan forløbe uden udfordringer og gnidninger i samfundet. Tidligere var det alle andre end muslimerne der tog til genmæle, når bl.a. Glistrup profeterede om ”muhamedanernes” ødelæggelse af Danmark. I dag er det unge uddannede muslimer der svarer tilbage – på dansk. Det sker godt nok sporadisk og måske ikke effektivt nok, men som sagt er dette en proces, der ikke går så hurtigt, som man kunne ønske sig.
Jeg bliver sommetider stillet spørgsmålet ”hvorfor engagerer I jer ikke i andet end Islam og muslimernes forhold? Er det ikke vigtigt for jer, at I viser, at I også har en mening om EU-, finans-, miljø- og boligpolitik, ja om det danske samfund generelt?” Det er for det første ikke helt korrekt, at vi som religiøse muslimer ikke har en mening om andet end vores egne problemer. For det andet får vi ikke lov til at få tid til generelt at reflektere over samfundsforholdene og engagere os i samfundsrelevante emner, der går ud over muslimernes forhold. Det forventes af os, at vi skal trække i vore pæne politikertøj, smile og føre dansk politik, mens vi som brandmænd er nødsaget til at slukke alle de brande som ustandseligt bliver antændt. Sådan en dobbelttilværelse kan de færreste mennesker føre. Så jo, det er vigtigt, at vi også tager et ansvar for Danmark som vores alle sammens samfund. Men det kan vi bedst gøre, når der er lige vilkår for hvordan vi behandler hinanden.
Vi er danske muslimer
Min mor er vokset op i Istanbul i Tyrkiet, men oprindeligt er hun fra Nordcypern. Det er meget sjældent, at hun præsenterer sig selv som nordcypriot, da hun aldrig har levet der.
Jeg er født i København og vokset op i Ishøj. Oprindeligt er jeg naturligvis fra Tyrkiet, men jeg finder det ikke nødvendigt at understrege min etniske identitet. Jeg finder det vigtigere at man koncentrerer sig om den rolle, man spiller i det samfund, man lever i, end at man kæmper for at bevare stumperne af den kultur og de traditioner, som selv forældrene ikke har kunnet fastholde i deres livsførelse. Traditioner forgår, ligesom livet. Der er ingen mening i at fastholde en landsbytradition i et bysamfund, og slet ikke i et helt andet land. For et troende menneske er der dog et liv efter dette. Det vigtigste for mennesket er, at det ikke kun tænker kortsigtet, dvs. på det nærværende liv alene, men også langsigtet. Troen på det evige liv har førsteprioritet. Dernæst kommer forholdet til sine medmennesker, naturen og dyrene. Så hvordan vil jeg definere mig selv? Som tyrker, dansker, tyrkisk muslim, dansk-tyrker, tyrkisk-dansker, dansk-tyrkisk muslim eller tyrkisk-dansk muslim? Og det hele ville have været endnu mere kompliceret, hvis jeg havde været tyrkisk kurder!
Jeg er en dansk muslim. Det er slet ikke kunstigt. Det er, hvad jeg virkelig føler og tror på, at jeg er. Det fortæller noget om, at jeg er afklaret med hensyn til min rolle i det danske samfund.
Integrationsprocessen er for længst ophørt for mit vedkommende. Jeg kan ikke integreres yderligere. Jeg er blevet så dansk, at heller ikke jeg præcist kan definere hvad der er dansk og hvad der ikke er. Det gør dog ikke så meget, da det er Islam, som mit liv er præget af. Min dansk-muslimske identitet kommer på denne måde til udtryk i praksis, som en særlig form for danskhed. En særlig form for at være dansk er noget, som gælder alle danskere i det danske samfund. Danskere er alt andet end ens i deres kutymer, livsstil og religiøsitet. Der er tale om et mangfoldigt Danmark. Muslimerne er en del af denne mangfoldighed.
Det åndelige fællesskab
Der er i dag et stort behov og en enestående mulighed for dialog med især de religiøse kristne. De er nemlig også en minoritet i Danmark. Mange religiøse kristne føler sig lige så forbigået i samfundet som muslimerne. Mens der bliver lagt mærke til muslimernes religiøse liv, er dette ingenlunde tilfældet med de religiøse kristnes, da de ikke som muslimerne adskiller sig fra normen med deres påklædning og daglige regelmæssige bønner. Også de har en del forbehold overfor verdslige traditioner. Enkelte af disse troende kristne fortæller mig, at det må være nemmere at være muslim end at være troende kristen. Deres omgivelser kan nemlig ikke forstå det, når de siger fra i forbindelse med fester og lignende. Men hvis det havde været en muslim, der sagde fra, ville venner og kollegaer jo bare trække på skulderen og sige ”sådan er det jo ifølge deres kultur/religion”.
Religiøse mennesker med en tro på én monoteistisk Gud har noget tilfælles: At Gud, Skaberen, hvem mennesker skylder hele deres eksistens, har større betydning end alt hvad verden kan tilbyde. De materielle goder har med tiden fået menneskeheden til at fjerne sig fra åndelige værdier, og har ødelagt forholdet til Skaberen, således at Han ikke som tidligere bliver ihukommet og respekteret. Materialismens gennemgribende effekt på det danske samfund er et velkendt faktum. På kort sigt ser alt ud til at fungere fint, men på lang sigt har man forstyrret den naturlige orden, som Gud har forsynet verden og menneskene med. Religiøse og moralske principper bliver ét for ét afskaffet og erstattet af menneskeopfundne ”sandheder”.
Familieliv og børneopdragelse optager også religiøse kristne. Det ses tydeligt af Kristeligt Folkepartis partiprogram, at familiebegrebet er det, der fylder mest. Også på andre områder har kristne og muslimer fælles værdigrundlag. I en tid hvor forskelligartede foreninger i stigende grad arbejder sammen på kryds og tværs i enkeltsager, dér hvor der er sammenfaldende interesser, er det vigtigt at religiøse mennesker kan gøre brug af samme fremgangsmåde for at fremme deres fællesinteresser i samfundet. Åndeligheden bør råde i det danske samfund.
I de fem år Islamisk-Kristent Studiecenter på Nørrebro i København har eksisteret, har der været adskillige debat- og dialogmøder mellem muslimer, kristne og personer med anden overbevisning. Dagsordenen for møderne har generelt været emner af relevans for hele samfundet, og både kristne, muslimer og andre har kunnet givet deres besyv med. At søge svar på fællesproblemer er jo ikke forbeholdt de kristne, også muslimerne er villige til at yde en indsats. Som troende mennesker vil muslimer og kristne kunne foranledige en bevidstgørelse af åndelighed og religiøsitet i samfundet. Det har dog endnu lange udsigter, selvom udviklingen efter min mening går i den rigtige retning.
Flere og flere melder nu, at de er trætte af den kunstige livsstil, som bliver mere og mere omsiggribende. Kunstig fordi den mangler substans og fordi man derved selv savner meningen med tilværelsen. De går imod strømmen, vælger alternative måder at tilrettelægge deres liv på og hvis de er helt vovede, erklærer de, at der må være en højere mening med tilværelsen.
Jo, åndeligheden får sandelig større betydning. Ikke nødvendigvis islam eller kristendom, men tro på Gud. Det er en erkendelsesproces, der vil medføre at søgende mennesker endelig vil finde en indre ro, fred og harmoni i en sand tilbedelse af Gud. Alle mennesker har behov for at være i kontakt med deres Skaber, ligesom det nyfødte barn har behov for kontakt med sin moder. Det materialistisk indstillede menneske har dannet en effektiv skal omkring sig bestående af prestige, rigdom og verdslig viden, som kan være svær at bryde ud af. Men i vores underfulde tid sker det forbløffende, at også dét sker. Det materialistiske menneske kan gå hen og udvikle sig til det åndelige menneske.
Religion og politik – ideelt set
I Tyrkiet plejer de politisk bevidste religiøse muslimer at sige: ”Islam er spærret inde i moskéerne”. Det er en yderst meningsgivende og rammende formulering. Det fortæller faktisk alt om, hvordan progressive muslimer beskriver dagens situation i den islamiske verden og hvad de gerne vil med Islam: De vil befri Islam. De vil gøre Islam nærværende, vedkommende og synlig i samfundslivet, således at den kan være til gavn for alle.
Lad mig kort opsummere hvad religiøse muslimer føler og tænker om Islams indflydelse på samfundslivet. Når Guds vilje tilgodeses i samfundet, vil dette samfund opleve fremskridt og velfærd. Men når Gud glemmes eller der tages let på Hans vejledning i samfundslivet, vil Hans støtte også ophøre, og man vil derved komme i modvind. For ikke-religiøse personer og sikkert også for mange kristne lyder dette måske som en meget forenklet model for forholdet mellem Gud og menneskets succes på jorden. Ikke desto mindre mener jeg, at historien meget tydeligt viser, at da den islamiske civilisation var på sit højeste, var Islams betydning i de daværende samfund også ganske betragtelig. Et meget vedkommende eksempel på denne lille teori er Osmannerriget. Dets svækkelse og endelige fald skete, da riget ikke længere var så oprigtigt islamisk, som det havde været før. Jeg er ikke blind for, at der var mange andre faktorer der også spillede ind, men de fleste af de faktorer er afledt af osmannernes faldende binding til Islam.
Jeg er af den overbevisning, at et samfund bygget på respekt over for Skaberen er et samfund bygget på et solidt fundament. Ja, dette er min ultimative tro og vision. Når jeg skriver ultimativ, så mener jeg, at jeg ikke vil forsøge at effektuere et sådant samfund i Danmark – heller ikke i Tyrkiet. Det vil være at føre en evt. fremtidspolitik i dag. Og det er forkert. Hvis et samfund grundlæggende ikke har respekt for Gud, så nytter det ikke noget at tvinge den enkelte til at indordne sig under et system, han/hun ikke har det godt med. Det bringer ikke noget godt med sig. Det iranske eksperiment er ikke til at misforstå. Det blev ganske enkelt en fiasko. Tryk avler modtryk.
Er jeg så både tilhænger af at Islam skal have medindflydelse i hvordan samfundet indrettes og alligevel modstander af en sådan indflydelse? Der er i virkeligheden ingen selvmodsigelse. Jeg tror på en proces i samfundet. Jeg tror på, at det åndelige og guddommelige i sidste ende vil betyde meget for de fleste mennesker. Jeg opfatter ikke et islamisk reguleret samfund som et rædselsregime. Lande som Irak, Syrien og lignende er alt andet end islamiske. De grelle eksempler fra enkelte pseudo-islamiske styrer har forvansket billedet af en islamisk samfundsmodel, der på mange måder er et yderst fleksibelt og progressivt alternativ til de nuværende styreformer i de muslimske lande.
Jeg er ganske klar over, at mange udenforstående smiler medlidende, når de læser om religiøse muslimers forestillinger om et islamisk samfund. Jeg føler dog ikke behov for at smile tilbage på samme måde, da jeg godt kan forstå hvad smilet forårsages af, nemlig mangel på indsigt i og tro på Islam. Jeg er også blevet kaldt naiv, fordi jeg har en tro på, at et samfund overvejende styret i henhold til Guds vilje er en mulighed – også i vor moderne tid.
Jeg er blevet kaldt fundamentalist, konservativ, ultrakonservativ og ortodoks. Jeg er blevet beskyldt for at tage monopol på Islam og for at være dømmende, uden at nogen af delene har noget på sig. Man kan tydeligt se, hvordan yderliggående sekularister med muslimske navne i den danske debat forsøger at marginalisere religiøse og politisk bevidste muslimer ved at bruge sådanne etiketter.
De prøver at skabe et vrangbillede af Islam som noget, der skal tilpasse sig alt muligt, som mennesker kan finde på. Og de gør det konsekvent og målbevidst.
Jeg vil tværtimod hævde, at vi som religiøse mennesker er progressive og fremsynede, og at vi arbejder for hele menneskehedens ve og vel, ikke kun muslimernes.
Progressive fordi Gud tilskynder de troende til at bekræfte Hans Skaberkraft ved at udforske naturen. De tidligere islamiske civilisationer var i høj grad præget af udvikling, ikke på trods, men netop i kraft af Islam som værdigrundlag.
Fremsynede fordi vi er indforstået med at de Gudsgivne retningslinjer er til menneskehedens bedste på lang sigt, således at samfundet ikke går i opløsning. Selvfølgelig er det ikke alt i samfundet, der fastlægges efter Koranen og profetens Sunnah (overleveringer om hvad profeten sagde og gjorde). Færdselsregler skal eksempelvis bestemmes af et trafikministerium og hospitaler skal administreres af et sundhedsministerium. Det er immervæk os mennesker, som bestemmer samfundsordenen i lyset af de grundlæggende retningslinjer udstukket af Islam.
Sekularisterne i Tyrkiet siger ikke ligeud, at de ønsker at eliminere Islam. Atatürks reformer skete gradvist. Befolkningen ville have gjort oprør, hvis reformerne var blevet indført på én gang. I dag ytrer de laicistiske sekularister en frygt for, at de religiøse, progressivt tænkende muslimer uigenkaldeligt vil afskaffe det verdslige system og indføre shariaen. Det kan godt være, at de frygter det, men de må samtidig se på den aktuelle situation i Tyrkiet: Islam bliver i dag åbenlyst undertrykt i samfundslivet. Det er ikke muligt for de ansatte i den offentlige sektor at få fri ved middagstid om fredagen, således at de kan deltage i den obligatoriske fredagsbøn. Det er forbudt de progressive muslimske piger og kvinder at studere på gymnasier og højere læreanstalter, blot fordi de nægter at tage deres tørklæde af. De islamiske Imam-Hatib skoler, hvor imamerne bliver uddannet, bliver lukket én for én, under påskud af at skolerne er arnested for islamistisk aktivisme.
Det eneste kontroversielle punkt på den politiske dagsorden hos de religiøse muslimer er ønsket om en ægte laicisme, hvor staten skal blande sig udenom, når muslimerne vil efterleve de religiøse forskrifter. De islamiske partier i Tyrkiet kæmper ikke for en islamisk stat, men simpelthen for friheden til at leve som muslim. En islamisk stat kan kun komme på tale, hvis et stort flertal i fremtiden er af den opfattelse, at det er det, man ønsker. Men de islamiske partier bakser med her-og-nu problemer. De religiøse muslimer er praktiske problemknusere i lokalstyrerne og har vist sig at være gode til at forholde sig til de faktiske omstændigheder, i modsætning til størstedelen af de sekularistiske magthavere, der kun har et problem at kæmpe med: Politisk Islam. De spilder landets tid og ressourcer på polemik imod de religiøse muslimer og deres motiver.
Islam og politik – i Danmark
Debatten i Danmark får mig uvægerligt til at tænke på forholdene i Tyrkiet. Det er en lang sej kamp i Tyrkiet at få lov til at være sig selv, hvis man er et religiøst menneske. Med den udvikling i debatten, der finder sted her i landet, kommer forholdene efterhånden til at ligne de tyrkiske forhold. Om jeg så bor i Tyrkiet eller i Danmark ser det ud til, at jeg åbenbart skal kæmpe for mine rettigheder. Dette er endnu en grund til, at jeg virkelig føler mig hjemme i Danmark. Der er nemlig nogle af de samme udfordringer her.
Jeg deltog for ca. to år siden i en spændende paneldebat sammen med Ole Sohn (SF) om demokratiet ifølge islamisk henholdsvis vestlig tænkning. Jeg forsvarede den ideelle statsmodel, dér hvor Skaberens indflydelse gør sig gældende, hvor der dog i høj grad er en form for demokrati, mens Ole talte for det demokratiske system, der gælder i de vestlige lande. Vi blev naturligvis ikke enige, men på vej hjem fortalte Ole mig, at det gjaldt om at mødes på midten. Som tidligere formand for DKP troede han naturligvis på kommunismen, men i realpolitik handler det jo om at give lidt for at få noget til gengæld. Han sagde, at slutresultatet vil være, at ingen får så sin absolutte vilje, men at man ender med et kompromisløsningernes samfund, som måske ikke er så værst endda.
Kan jeg også acceptere det som muslim? På den ene side har jeg som religiøs muslim idealet om et islamisk samfund i bl.a. det muslimske land, som mine forældre stammer fra. På den anden side vil jeg ikke andet end skade mig selv, hvis ikke jeg deltager i beslutningsprocesserne herhjemme og gøre min og mine trosfællers stemme hørt.
Men nemt er det ikke. Der bliver pisket en hysterisk stemning op, når progressive muslimer stiller op i dansk politik. Dansk politik har fået elementer af tyrkiske tilstande, som er præget af en indgroet islamofobi. Frontløberne for denne attitude mod de muslimske politikere er de fornemste udøvere af overdrivelsens kunst. Både de muslimske politikere og mange almindelige muslimer bliver berørt af en sådan mistænkeliggørelse, og føler at man på forhånd bliver opfattet som illoyal og konspiratorisk over for samfundet.
De unge muslimske politikere, der i sommeren 2001 var i vælten i medierne, har gennem en årrække, ved deres engagement i alment anerkendte interesseorganisationer vist, at de ikke arbejder ud fra skjulte dagsordener og instrukser fra udlandet. Hvad mere kan man kræve? Vi er vidner til en ”vi-alene-vide”-mentalitet, en udpræget arrogance og himmelråbende ignorance hos de personer, der gør deres bedste for at marginalisere de religiøse muslimer. De er overhovedet ikke interesseret i en dialog om eventuelle meningsforskelle. Er det ikke paradoksalt? De fremstår nemlig som åbensindede og demokratiske, mens de religiøse muslimer generelt fremstilles som bagstræberiske og dialogafvisende. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Én af dem, der i lang tid har set en ære i at køre de progressive muslimer ud på et sidespor er Naser Khader. Konsekvent benævner han de religiøse muslimer som “ortodokse” og “konservative”.
Han har ikke været interesseret i en dialog. Han og hans ligesindede vil gerne have lov til at bevare det monsterbillede af religiøse muslimer, de har været med til at skabe. Så for disse personer er en dialog med ”de ortodokse og stokkonservative” muslimer altså ikke ønskværdigt.
Når det passer i deres eget kram beskylder de gerne religiøse muslimer for at tage monopol på, hvad sand Islam er. Det er måske ikke at tage monopol på retten til at deltage i politik, når disse erklærede sekularister og kulturelle muslimer definerer hvilke typer af muslimer, der er plads til?
Et islamisk Danmark?
Man spørger tit religiøse muslimer om de ønsker at Danmark skal blive et islamisk samfund. Det egentlige spørgsmål, man måske burde stille os er, om vi mener, at Danmark er et godt samfund at leve i. Uanset vores ønske om et islamisk idealsamfund, vil vi nemlig kunne svare ”ja, i høj grad”. Paradoksalt eller ej, det danske velfærdssamfund er præget af adskillige islamiske værdier, som en stor del af den muslimske verden nærmest har fjernet sig fra. Et eksempel er, at korruption næsten ikke eksisterer i Danmark.
På den anden side er korruption og bestikkelse meget udbredt i mange muslimske lande i dag. Den utvivlsomt elendige tilstand som den muslimske verden befinder sig i, er den allerstørste lektie Gud har givet os muslimer i, hvor galt det kan gå, når man negligerer Islams regelsæt (Guds praktiske og åndelige vejledning) i sin livsførelse. Uanset hvor udviklet man tror, man er, er det for muslimer bydende nødvendigt at være opmærksom på, at Gud altid ved bedst og at vi derfor må indordne os under Hans vilje. Når man først begynder at lempe på reglerne efter forgodtbefindende, går der ikke lang tid, før de vidtrækkende konsekvenser sætter sine ubehagelige spor i samfundet.
Det er naturligvis ikke i kraft af Islam, at korruption og bestikkelse er til at overse i samfundslivet i Danmark. Det finder også sted her i landet, men på en mere eller mindre diskret og sofistikeret måde. I enkelte muslimske lande er det derimod et samfundsfænomen.
Det er så beklageligt og frustrerende for en religiøs muslim at konstatere, at de muslimske lande ikke alene er økonomisk tilbagestående, men at de også står elendigt i forhold til Islam. Realiteten i muslimske lande og idealet om et muslimsk samfund står i skarp modsætning til hinanden.
Når vi taler om en bedre verden med indførelse af en islamisk samfundsorden, er det derfor udelukkende de muslimske lande, såsom Saudiarabien, Irak og Algeriet, vi har i tankerne. Det vil være absurd at skulle arbejde for en sådan orden i Danmark, da meget af det er her i forvejen. Danmark er godt nok ikke et muslimsk samfund, men her får vi mulighed for at kombinere Islams lære med den danske arbejdskultur. Hvis jeg skulle leve i et muslimsk samfund med uislamiske træk, ville det have været svært for mig at undgå at blive påvirket af bestikkelseskulturen. Vi har mulighed for at undgå den i Danmark. Så i mange henseender er Danmark et yderst islamisk land, med den undtagelse, at det ikke er Islam, der er drivkraften i samfundet.
At respektere anderledesheden
Intet samfund kan komme udenom, at dets medlemmer kan være forskellige i deres være-, tænke-, spise- og klædemåde. Et vigtigt princip er, at forskelligheden ikke må være til direkte ulempe for andre mennesker. Især i et land som Danmark, hvor individualismen er i højsæde, kan det undre én, at der kan være så meget modstand imod anderledesheden. Der er kun én måde at sikre en fredelig sameksistens på, på tværs af forskellene, og det er gennem respekt. Man skal ikke nødvendigvis sympatisere med forskelligartet adfærd, men man skal respektere den andens frihed til at være anderledes.
Tørklædedebatten fik mange tørklædeallergikere til at drage ekstreme paralleller til primitive kulturers særegne traditioner. Spørgsmålet lød: ”Skal vi også tolerere deres traditioner, hvis det kom på tale?” Mage til argumentation skal man lede længe efter! For det første er det ikke en relevant og aktuel problemstilling. For det andet har mange ikke-muslimske danskere ytret sig positivt om piger med tørklæde i både lokale og landsdækkende avisers læserbreve. Så stor en opbakning ville nok være usandsynlig i forbindelse med en uanstændig og ekstrem klædeskik. Et af de argumenter, der har været fremført for, at det ikke er et problem, at muslimske piger bærer tørklæde, er, at det er renligt, stilrent og at det i øvrigt har været en del af dansk kultur. Det er altså ikke så fremmedartet endda.
Ligeledes er der blandt muslimerne nogle, der har gevaldige fordomme om de ikke-muslimske danskere, og de er fordømmende og ytrer sig stærkt generaliserende om ikke-muslimer. Men hvad bunder deres fordomme i? Det kan være ringe kontakt til deres danske omgivelser. Det kan også være, at de ikke er tilstrækkeligt stærkt forankret i deres egen kultur/religion og ikke har en stærk kulturidentitet, siden de finder det belejligt at ringeagte ”de andre”.
Det er en fællesopgave for de progressivt og fornuftigt tænkende personer i begge samfundsgrupper at arbejde for at komme en stor del af disse fordomme og myter om hinanden til livs. Vi kan ikke basere et fællesskab på gensidig mistillid grundet på misforståelser.
Dansk kultur retur?
Den senere tids debat om badeforhæng i folkeskolen har gjort mig en erfaring rigere. Jeg har pludselig opdaget, at muslimer i virkeligheden ikke står alene med ønsket om adskilte rum ved badning efter idræt og svømning. De borgerlige avisers leder- og klummeskribenter tilkendegiver nu deres sympati for muslimernes ønske om hensyntagen til blufærdighedsforbeholdene. Tænk at det kunne ske!
Deres bevæggrund for en sådan sympati er naturligvis, at også de finder badeforholdene blufærdighedskrænkende og derfor uacceptable. Det er i den grad interessant at konstatere danskhedens sande vogtere erklære et muslimsk forbehold for også at være “danskeres” forbehold.
Det er mit håb, at de danskere, der pr. automatik anser alt muslimsk for at være uforeneligt med den danske kultur, med tiden kan nuancere deres syn på Islam, således at de ikke udelukkende ser modsætninger, men også ligheder mellem ”dansk kultur” og islamiske værdier.
Fremtidens Danmark
I løbet af de sidste 30 år er Danmark blevet multikulturelt og –religiøst. Det har forårsaget en massiv værdidebat i samfundet de seneste år. Debatten er nødvendig, men den skingre tone kunne vi godt have været foruden. Argumenterne skal på bordet, men man skal ikke slå i bordet og hævde sin ret, fordi man har ”indfødsret” (læs: har forfædre der har levet i Danmark i flere generationer).
Jeg har lige så meget ret til at fremføre mine synspunkter. Jeg er lige så dansk som alle mine jævnaldrende danske samfundsborgere. Jeg er nemlig født i Danmark. Jeg tror på Gud og at Muhammad er Hans sidste budbringer. Jeg skammer mig ikke over at vedstå, at jeg skam tror på Gud. Jeg er derimod stolt af at kunne erklære, at jeg tror på, at jeg ikke er et produkt af tilfældigheder.
Jeg tror på at religiøse mennesker vil sætte deres præg på fremtidens Danmark. Jeg tror oprigtigt på, at både kristne og muslimer vil kunne stå sammen imod den omsiggribende materialisme, der hersker i samfundet i dag. Jeg tror og håber på, at tolerancen og respekten for hinanden vil øges i samfundet, både hos ikke-muslimer, men sandelig også hos muslimer. Vi har ikke råd til andet.
(Artiklen er et bidrag i antologien Vakuum*, red. af Mona Sheikh & Terkel Kunding, Tiderne Skifter, 2001)