Kronik
Kristeligt Dagblad, 21. december 2002
Af Fatih Alev
“Jeg er kristen, men går kun i kirke til jul. Men jeg er ikke helt sikker på om jeg tror på Gud.”
Sådan lyder det fra en 17-årig pige i et radiointerview. Hun er langt fra den eneste dansker, der fejrer jul uden et afklaret forhold til Gud.
Julen har utvivlsomt stor betydning, ikke blot for troende kristne, men også for kulturkristne. Den fejres dog ikke på samme måde i alle danske hjem. Juletræ, -mand og -nisser er de vigtigste symbolfigurer i mange hjem, mens kristne symboler som stjerner, engle og julekrypper er vigtige i andre hjem.
Alle disse symboler er synlige – i tv, aviser, forretninger, skoler og på arbejspladser, dvs. i hele det offentlige rum. Ikke alle disse symboler har sin oprindelse i kristendom, men bliver alligevel benyttet i forbindelse med en kristen højtid.
Som muslim i et overvejende kulturkristent samfund, er juleforberedelserne og stilheden der sænker sig over samfundet juleaften, for mig en smuk oplevelse hvert eneste år. Det at langt størstedelen af samfundsborgerne fejrer en højtid med nogle farverige traditioner, der afspejler hensigten om at komme hinanden mere ved, sætter uundgåeligt sit præg på hele samfundet, og påvirker naturligvis også de muslimske, jødiske og andre religiøse minoriteter. Påvirkningen består mest i, at man er indforstået med at december er en en travl måned for de fleste danskere med hvad der hører til af juleindkøb, diverse julearrangementer, julefrokoster, juleaften og en spektakulær afslutning på året ved nytårsfestlighederne. Men noget især muslimer lægger mærke til, er at de fleste danske familier samles i forbindelse med juleaften og de efterfølgende dage. Dette er en usædvanlig oplevelse for muslimer, da mange af dem har en opfattelse af, at familien som institition er ganske svækket hos de fleste danskere i forhold til det velkendte familiesammenhold blandt muslimer. Denne opfattelse er nok ikke helt fjern fra virkeligheden, men ved juletid ser vi familien Danmark på en hel anden måde, end vi er vant til.
De to islamiske højtider som muslimer fejrer, Eid al-fitr (ramadanfesten) og Eid al-adhâ (offerfesten, afslutningen på pilgrimssæsonen), har begge en klar religiøs berettigelse, da de blev fejret i profeten Muhammads (må Guds fred og velsignelser være med ham) tid. Andre højtider såsom Profetens fødselsdag og Qadr-natten (én af de ulige nætter i ramadan-måneden) er ikke højtider som fejres. Derimod bruges de til at tilbede Gud lidt længere tid end sædvanligt og ønske Hans fred og velsignelser over Profeten. Der er endda nogle muslimer der mener, at det er direkte forkert i henhold til Islam at mindes Profetens fødselsdag på nogen som helst måde, da det efter deres mening vil være en utilladelig nyskabelse indenfor Islam at gøre det.
I Koranen omtales Jesus (arabisk: ´Îsâ) 25 gange ved navn. Jesus (må Guds fred være med ham) er én af de mest betydningsfulde profeter som Gud har sendt til menneskeheden. Faktisk den største af dem alle, næst efter profeten Muhammad, som ifølge Koranen er det sidste og endelige sendebud.
Jesus udmærker sig ifølge Koranen ved disse mirakler (foruden jomfrufødslen):
1. Han har som spædbarn talt til bestemte personer for at bekendtgøre sin mission.
2. Han har med Guds tilladelse indblæst livsånde i en lerfugl.
3. Han har helbredt de blinde og spedalske.
4. Han har gjort de døde levende.
5. Han har meddelt folk, hvad de har spist og hvad de har oplagret i deres huse.
6. Han har bedt Gud om at sende et bord med føde ned til disciplene, hvorefter det så er sket.
På trods af at Jesus ifølge islam er en vigtig profet, fejres hans fødselsdag ikke, ligesom profeten Muhammads heller ikke fejres. Men Jesus vedbliver med at være en højt respekteret profet som muslimer ønsker Guds fred over, hver eneste gang hans navn bliver nævnt. På arabisk siger man “aleyhis-Salâm” som betyder “må Guds fred være med ham”.
I en tid hvor kristendommen mere gør sig gældende i samfundet som kulturgrundlag end som religion, spiller betydningen af Jesu fødsel hos mange en mindre rolle end det familiefællesskab som julen giver mulighed for. Den optimale julestemning opnår man, når familien er samlet, og man i fællesskab både hygger sig og takker Gud. Fællesskabet omkring det sidstnævnte synes dog at være forsømt. Nok kommer der flere i kirke juleaften end normalt, men der opstår ikke ligefrem kødannelse ved de fleste kirker i julen.
Det forekommer mig at den omfattende gaveudveksling der finder sted, efterhånden er gået over gevind, således at glæden over at modtage en gave er faldet i takt med den øgede velstand i befolkningen.
På den ene side er den kommercialiserede jul mig totalt uvedkommende. På den anden side giver den konfessionelle kristne jul ikke mening for en muslim. Hvad betyder julen så for mig?
Den kan betyde to ting: Enten kan jeg vælge at blive en passiv tilskuer, der er glad for at holde fri i juleferien. Eller jeg kan vælge at læse nogle sider fra Koranen og Hadîth-samlingen, således at jeg bruger min fritid både i overensstemmelse med julens sande kristne ånd (at ihukomme Gud) og den islamiske ånd.
En sammenligning mellem den kulturkristne jul og den kulturmuslimske ramadan afslører mindst ét fælles træk. Kulturmuslimer er generelt bekendt med at ramadan er en islamisk måned og at fasten fra daggry til solnedgang er en islamisk pligt. Mange kulturmuslimer plejer at faste i ramadanen, men praktiserer stadig ikke de fem obligatoriske daglige bønner. Så selvom fasten oprindeligt er et religiøst påbud, praktiserer kulturmuslimer den tilsyneladende mere af andre grunde end religiøse.
I de sidste tre år har muslimer fastet i december måned, sideløbende med danskernes juleforberedelser. Det er først om ca. 30 år, at muslimer igen kommer til at faste i december måned. Dette skyldes den islamiske hijra-kalender, der er ca. 354 dage lang, da den følger måneåret. De islamiske højtider, deriblandt ramadan-måneden, rykker således ca. 10-11 dage bagud hvert år.
I løbet af Ramadan-måneden er det primært de voksne der faster, mens nogle børn af deres forældre får lov til at faste en halv dag, forudsat at de ikke bliver døsige og udmattede. Men når fasteperioden er overstået efter de 29-30 dage, er der nærmest tale om børnenes fest. Her ser vi endnu et fællespunkt mellem julen og ramadanfesten: Børnenes glæde.
Ethvert samfund vil mindst én gang om året mindes en stor begivenhed. I Danmark har denne begivenhed i mange århundreder været Jesu fødsel. I løbet af de sidste par århundrer har juletræer fra Tyskland, nisser fra før-kristen tid og julemanden fra Lilleasien vundet indpas i samfundet som supplerende symbolfigurer. Julen ændrer utvivlsomt karakter for hvert år der går alt efter samfundsudviklingen. For nogle danskere er julen blevet den eneste livslinie til kristendom, mens dens indhold og religiøse symboler for andre har fået mere betydning.