Bookmark and Share

Danskernes angst for islam

Det religiøse rum
Politiken 11. august 2001

Af Fatih Alev

Islam er et tilbud om fred og hengivelse til Gud. En mindre del af Danmarks befolkning bekender sig til læren om, at der ingen gud er foruden Gud og at Muhamed er Guds sidste budbringer til menneskeheden.
Denne lære har også den konsekvens, at de der bekender sig til den, skal leve op til enkelte krav, den stiller. Resultatet er, at mennesker der bekender sig til islams lære og samtidig praktiserer dens anvisninger vil erfare, at de både åndeligt og materielt vil stå vel.
Men det er ikke den oplevelse, en del ikke-muslimske danskere har af muslimerne i Danmark. Muslimerne i Danmark er ikke mønstereksempler på, hvordan muslimer burde være, indrømmet. Men så er spørgsmålet, om de ca. 84 pct. af den danske befolkning, som er medlemmer af folkekirken er eksemplariske kristne?
Jeg tænker på alt fra økonomisk kriminalitet og røverier til voldtægter og mord. ‘Kristne’ danskeres ugerninger vil normalt ikke forklares med deres religiøse tilhørsforhold, mens det er almindeligt at se visse personer træde frem og give den ‘muslimske kultur’ skylden for al kriminalitet, som begås af borgere af muslimsk observans.
Det er en tung byrde at være muslim, for man kan ikke nøjes med at have et ansvar for sine egne og måske sin nærmeste families handlinger, men skal åbenbart også stå til ansvar for andres handlinger.

Debatten bærer præg af en angst for islam. Man ønsker ikke at lære om islam, men er i stedet interesseret i at finde de famøse ‘fem fejl’ og helst flere. Er der ikke nok problemer herhjemme, peger man på problemer i udlandet, som danske muslimer kan stilles til regnskab for.
Det handler naturligvis tit om sharia, dødsstraf og mangel på menneskerettigheder i ‘islamiske’ diktaturstater.
Der er sågar enkelte, der kritiserer danske muslimer for ikke offentligt at stå frem og protestere mod menneskerettighedskrænkelserne i muslimske lande. Disse kritikere glemmer måske, at muslimerne til dagligt er travlt optaget af at protestere over de uhyrligheder, de bliver udsat for i samfundsdebatten herhjemme. De glemmer måske også, at det officielle Danmark ikke højlydt protesterer mod forholdene i f.eks. Iran og Saudi-Arabien. Hvad årsagen dertil end måtte være.
Den overvejende negative stemning i debatten om muslimer kan også betragtes i et bredere perspektiv. Professor i økonomi, Anders Ølgaard giver i sin Kronik i Politiken den 7. august et bud på, hvad der skal til, idet han skriver: »Hertil kommer, at man må regne med, at muslimerne ligesom alle andre efterhånden integreres i den danske befolkning, især hvis integrationspolitikken lykkes. Det vil samtidig medføre, at deres tilknytning til islam vil svækkes, især hvis de danske myndigheder blander sig udenom«.

Bortset fra, at jeg ikke deler hans betragtning om, at islam skulle virke som en bremseklods for en sund integration af muslimerne, kan jeg kun give Ølgaard ret i, at indblandingen udefra er uhensigtsmæssig. Den aggressive pådutten af værdier, som angiveligt skulle være bedre end islamiske værdier, er med til at forværre forholdet mellem muslimer og majoritetssamfundet.
Hermed ikke sagt, at urimelige og samfundsnedbrydende tendenser hos muslimerne ikke må kritiseres. Men der må være en grænse for, hvor langt majoritetssamfundet kan gå i sit ønske om et homogent samfund.
Den grænse er for længst overskredet. Spørgsmålet er, om det er rimeligt at forvente, at muslimerne ikke bliver påvirket negativt af den måde den aktuelle debat føres på.
Der er både blandt de muslimske og ikke-muslimske danskere personer, der vil fællesskabet og ikke fjendskabet. I al for lang tid har disse danskere været usynlige i den offentlige debat. De må frem og gøre rede for, hvorfor de ikke ser konflikter, men muligheder for et bedre Danmark.
Vi er alle i samme båd. Kæntrer den, vil alle samfundsgrupper blive ramt lige hårdt.