Bookmark and Share

Deportationen af armenerne i 1915

Antallet af de osmanniske armenere (ortodokse, katolikker og få protestanter) i Istanbul, Anatolien og de arabiske lande var i 1915 omkring 1.300.000. De udgjorde ca. 5% af befolkningen i Østanatolien. Den største del af 3. kompagni, der forsvarede de østanatolske og kaukasiske fronter mod russerne under Sarikamis-offensiven i slutningen af 1914 (29.12.1914-2.1.1915), døde af ekstrem kulde. Fronten stod næsten blottet for forsvar. Russerne sendte våben til armenerne i Østanatolien. Armenerne dannede partisangrupper og angreb muslimske landsbyer, og senere forstæder og byer, som ikke længere var beskyttede af osmanniske soldater. De massakrerede i stor stil uden at skåne børn og kvinder. De skød ikke på civilbefolkningen, men udøvede tortur på dem bl.a. ved at skære deres lemmer af og dernæst brænde dem og lade dem dø. De voldtog de muslimske piger og kvinder i stort omfang. Deres formål var at jage muslimerne ud af Østanatolien og lade en stor del af dette område høre under Rusland. Byen Van var et vigtigt center for muslimer. De armenske partisaner angreb også Van og myrdede samtlige muslimer (20.4.1915). Da den russiske hær ankom til Van (19.5.1915), blev de overrasket over, at der ikke var en eneste muslim tilbage. De armenske rædsler overgik selv russernes planer. I adskillige officielle dokumenter og erklæringer fra russiske officerer nævnes det armenske massakre mod muslimerne og armenerne bliver beordret til øjeblikkeligt at indstille massakren. Russerne blev nødt til at trække sig tilbage og overlod Van til armenerne (3.8.1915). Men 2 dage senere ankom de tyrkiske styrker, og blev vidner til titusindvis af muslimers lig og de nedbrændte og -revne moskeer.

Armenerne var et beskyttet mindretal under seldjukerne og senere osmannerne, mens de tidligere under det byzantinske herredømme blev betragtet som andenrangsborgere og var undertrykte. Det vigtige armenske samfund i Istanbul er ikke oprindeligt fra Istanbul. De fik tilbud om at bosætte sig i Istanbul af Mehmed II (Konstantinopels erobrer), dengang de levede i Anatolien. Deres frihed til religion og kirke, og besiddelse af formuer blev respekteret. Selvom de osmanniske myndigheder i 1850′erne ikke brød sig om, at de ortodoks-kristne armenere lod sig omvende til katolicismen efter europæisk opfordring, gjorde de intet fysisk for at forhindre omvendelsen udover at anbefale armenerne at fortsætte i deres forfædres kirke og tillod endda de nu katolske armenere at stifte et Patriarkat. Både de ortodokse og katolske armenere har efter 1856 kunnet besidde statslige embeder som medlem af Statsrådet, amtsborgmester, ambassadør, hofmester ved Sultanens palads og minister (en udenrigsminister). 90% af disse har oprigtigt tjent Osmannerriget og er ikke blevet diskrimineret i forhold til de muslimske ministre. Udover at være officerer i Infermeriet har de ikke kunnet blive officerer i den osmanniske hær, men det har de heller ikke ønsket. Bortset fra det, levede de under gunstige forhold, de ingen steder i verden kunne opnå. De har deres musik-, digt-, køkken- og tøjkultur, vaner og en stor del af deres traditioner fra tyrkerne, og er det folk blandt kristne, som bedst har kunnet identificere sig med den osmannisk-tyrkiske kultur og har kunnet føle sig som en del af den. Nogle af de mest berømte komponister indenfor tyrkisk musik har været armenere. Samtidig med at de havde adgang til de mest eksklusive tyrkiske gymnasiale og universitetsuddannelser, tilrettelagde de også deres egne uddannelser på eget sprog på grundskole og gymnasieniveau, og de af dem, der har ønsket det, har kunnet tage en videregående uddannelse i Europa. Det er ikke muligt at observere selv et lille had imod armenerne eller en opfattelse af armenerne som andenrangsborgere hos Sultan Abdulhamid II eller Tal’at Pasha, som påstås at have næret had mod dem. Sultanen og Tal’at Pasha har samarbejdet med mange armenere, og placeret nogle af dem på topposter. De armenske parlamentsmedlemmer i Majlis-i Mab’uthan (De Udvalgtes Forsamling) har kunnet ytre sig endnu modigere end de tyrkiske medlemmer.

Men Bab-i Ali (Osmannerrigets centraladministration i Istanbul) har ikke vist nogen tolerance imod de armenere, der tog imod instrukser fra udlandet, bevæbnede og organiserede sig i partisangrupper for at drage ud på jagt efter muslimer og massakrere dem. De østanatolske armenere var ubehøvlede, og havde ikke draget fordel af den osmanniske kultur, sådan som Istanbul-armenerne havde det. De østanatoliske armeneres gerninger klæder kun vilde og uciviliserede samfund, og dokumentationen på alle disse ugerninger er blevet udgivet. Tidligere armenske oprør som nød støtte fra England, Frankrig og Rusland var blevet forhindret i at udvikle sig. Men for ikke at skade de uskyldige sammen med de skyldige har man været meget påpasselig med ikke at røre armenere uden våben i hånd. De østanatolske armenere modarbejdede Sultan Abdulhamid II, fordi han ikke gik med til at etablere et autonomt fyrstendømme indenfor grænserne af 6 østanatolske provinser. De støttede op om “Ittihad ve Terakki” (tyrkisk opposition mod Sultanen) indtil Abdulhamid II blev fjernet fra magten; senere modarbejdede de også “Ittihad ve Terakki”.

Det tvang Bab-i Ali (Istanbul) til at tage hårdere og mere radikale forholdsregler, da armenerne begyndte at massakrere på den civile muslimske befolkning (tilmed i en tid, hvor Osmannerriget kæmpede for sin eksistens) for at bane vejen for de russiske styrker, der forberedte sig på lidt efter lidt at besætte de østanatolske provinser efter 3. kompagnis definitive nederlag ved Sarikamis-slaget. Omkring en halv million armenere i Øst- og Midtanatolien blev beordret deporteret væk af Indenrigsminister Tal’at Bey og Rigsminister Said Halim Pasha, fra områder som de russiske styrker var forberedt på at indtage, til de sydlige områder af riget. De områder de blev deporteret til, dagens Syrien, Libanon, Jordan og Irak, var i mange henseender bedre og velfærdspræget i forhold til Østanatolien. Disse områder var en del af Osmannerriget. Deportationen blev gennemført i april 1915. På det tidspunkt er det stadigvæk vinter i Østanatolien, hvis vejnet var meget primitivt. Befolkningen og de tyrkiske soldater var ramt af sygdom. Soldaterne fik ikke deres løn og kost regelmæssigt. Under disse forhold og under beskyttelse af soldaterne begyndte deportationen af henimod en halv million armenere fra Østanatolien til Mesopotamien, Syrien og Libanon. Nogle af dem, også tyrkiske soldater, døde undervejs. Østanatolske muslimer, hvis familier havde mistet livet under de armenske massakrer, ønskede at hævne sig på armenerne, så de sneg sig ind på konvojen og skød på armenerne. De tyrkiske soldater gjorde gengæld og forsvarede armenerne. Men den største del af armenerne blev i løbet af et par måneder bragt i sikkerhed til de arabiske provinser. Da de er et flittigt folk og med støtte fra den osmanniske administration, opnåede de på kort tid meget bedre forhold end dengang de var i Øst- og Midtanatolien. Efter krigens afslutning udvandrede en stor del af dem til Frankrig, USA og andre lande. Armenerne i Europa og USA er efterkommere af disse anatolske armenere. Hvis påstanden om at deportationen i 1915 i virkeligheden var et folkemord på armenere skulle passe, burde der i dag ikke eksistere nogen armenere i Europa og USA.

På næsten samme tidspunkt som deportationen var Osmannerriget i færd med at forsvare sig ved Dardanellerne og Topkapi-paladsets rigsskat blev overført til Konya som en forholdsregel pga. faren for at Istanbul skulle blive besat. Men Sultanen nægtede selv at flytte til Konya.

Sidst men ikke mindst skal man huske, at deportationen blev gennemført under de væbnede armenske partisaners krigsførelse og forfølgelse.

Det er ganske vist ikke “pænt” at tvinge folk ud af områder, som har været deres hjem i århundreder. Men regeringer har i krigstilfælde været nødsaget til uden at skelne mellem nationaliteter at skærpe forholdsreglerne for hele befolkningen. En stat som Rusland skal ikke nævnes som eksempel i denne sammenhæng. Men den behandling irerne fik af englænderne under 1. verdenskrig og de japanske indvandrere af amerikanerne under 2. verdenskrig er kendt og flere eksempler kan gives herpå. I januar 1942 blev alle amerikanske statsborgere af japansk oprindelse samlet i fangelejre i Arizona, omringet af pigtråde og maskingeværer og blev ikke løsladt indtil krigens afslutning. Disse japanere havde ikke som de osmanniske armenere gjort oprør med våben. Man har blot været mistænksom omkring deres loyalitet, og det er forkert. Disse var født i USA, de var blevet kristne, talte engelsk og kunne ikke japansk. Det amerikanske justitsministerium satte sig imod denne deportation, men præsident Roosevelt beordrede den alligevel gennemført efter ønske fra militærlederne.

Endnu imens Milli Mujadala (Tyrkiets befrielseskrig) stod på, anerkendte både Den Armenske Republik i Rusland og Sovjetunionen, Tyrkiets grænser med Armenien og Georgien ved at undertegne en pagt med Ankara-regeringen. Samme forpligtelser indgik også i fredsaftalen undertegnet i Lausanne i 1923. Det Armenien som var indeholdt i Sevres-fredsaftalen, som ikke blev accepteret af hverken Sultanen eller Ankara, men som åbenbart blev opfattet som en mulighed for at tage hævn over tyrkerne og muslimerne af de imperialistiske stater, blev afslået i Lausanne.

Som bekendt besatte armenske partisaner og den dengang selvstændige Armenske Republik i Kaukasien endnu engang dele af Østanatolien og udøvede igen terror på lokalbefolkningerne. De blev senere jaget tilbage til de nuværende grænser af Kazim Karabekir Pasha’s 15. armékorps, hvorefter fredsaftaler med de nuværende grænser blev undertegnet af Den Armenske Republik og dens “chef” Sovjetunionen.

************************************************************************

Side 659-662, bind 1, Osmanli Devleti Tarihi (Osmannerrigets historie), Faisal Finans Kurumu Yayini, Istanbul, 1986.

Oversat af Fatih Alev