Bookmark and Share

»Nej, jeg er ikke taknemmelig for at få lov at være her«

Politiken | 19.04.2003 | Kultur | Side 6-7

 

Interview: Fatih Alev

Den danskfødte imam Fatih Alev , der for nylig ledte muslimernes store fredagsbøn på Rådhuspladsen, har ofte været fremme med omstridte udtalelser i den hjemlig debat om islam. Allerede i sin barndom i Ishøj drømte han om det osmanniske storrige, og i skolen nægtede han at deltage i fællesbadning samt musik- og seksualundervisning. Selv om hans forældre prøvede at få ham til det.

 

Af Anders Rou Jensen

 

Næppe er Fatih Alev trådt ud af taxaen, før den hidtil så tavse chauffør åbner munden og slynger en talestrøm imod mig:
»Ja, nu skal jeg jo ikke blande mig i diskussionen, men der var én ting, jeg godt ville ha’ spurgt ham om. Hvorfor må en muslimsk mand have fire koner, når en muslimsk kvinde ikke må have fire mænd? Nej, islam, det er en dogmatisk religion. Det er, som nogen engang har sagt: Koranen, den påbyder, hvad muslimerne skal gøre. Bibelen anviser. Herhjemme har vi da aldrig haft noget med, at kvinder skal tie i forsamlinger. Og engang sad vi da adskilte under gudstjenesterne, men kvinderne sad da ikke bagest.
Det er egentlig ikke et spørgsmål om undertrykkelse. Det er bedre at tale om ligeret. Der skal være ligeret for alle«.
Det er en lang, lang smøre. Ud i den blå luft. Fatih Alev , som har udløst alle disse frustrerede ord, er for længst uden for hørevidde, og situationen er paradoksal. Alev, der bruger så megen af sin tid og energi på at være aktiv i debatten om muslimernes rolle i det danske velfærdssamfund, har ikke en chance for at tage til genmæle mod taxachaufførens udfald.
»I dag er der islamofobi i Danmark«, har Fatih Alev tidligere på dagen slået fast over for mig. Jeg kigger på chaufføren og prøver at forklare ham, hvad jeg tror, Alev ville have svaret. At man altid må skelne nøje mellem kulturelle sædvaner og religion. Men det er forgæves. Bag rattet i denne taxa er der ikke plads til at lytte. Kun til at tale.
Er der islamofobi – en næsten sygelig angst for den fremmedartede religion – i Danmark? I givet fald får det ikke Fatih Alev til at dukke hovedet:
»Tvivlen kommer aldrig mig eller folk som mig til gode. Der er indstillingen meget skråsikker. Attituden er: Sådan må det være, vi ved det. Men jeg føler også, at der i det her samfund er nogle mennesker, der simpelthen kun vil blive glade og tilfredse med os, med muslimer, den dag vi bliver ligesom dem. Den dag vi viser, at vi ikke bare er som dem, men også er lidt mere taknemmelige for, at vi får lov til at være her«.
»Og så siger jeg: Nej, jeg skal ikke vise taknemmelighed over for nogen.
Det er med rank ryg, jeg står her i Danmark i dag. Jeg mener ikke, jeg på nogen måde skal takke nogen som helst. Mine forældre er dem, som på et eller andet tidspunkt var glade for, at de fik lov til at være her og blive her, men jeg er født og opvokset her. Jeg har dansk statsborgerskab. Jeg skulle ikke engang søge om det«.
Det er første og eneste gang i løbet af mange timers samvær, jeg oplever, at Fatih Alev har svært ved at styre sit temperament. Hans stemme dirrer, får en hård og trodsig skarphed. Denne behandling, denne indstilling – han vil ikke finde sig i det. For ellers er han jo netop så behersket.
Veltalende, velovervejet.

 

Blandt sultaner og muslimske krigere
Sådan har han også virket på Aurehøj Gymnasium, hvor vi lige kommer fra med taxaen, og hvor Fatih Alev for de 24 elever i 3. y har talt om grundbegreberne i islam. Han begynder med at forklare klassen, at han er ganske vant til at »holde foredrag for den danske ungdom«. En beskrivelse, hvis lettere højtidelighed sættes i relief af omgivelserne i klasseværelset – et par rulleskøjter (‘Turbo 33 Classic Supreme’) på gulvet, en elev i en T-shirt med et Marilyn Manson-motiv, plasticflasker med Nestea og cola på bordene, papirkurve fyldt med yoghurtbægre. Men Fatih Alev mener det netop alvorligt. Det gælder islam.
Det gælder hans tro. Det gælder hans liv. Og da han forudsigeligt nok af de spørgelystne elever bliver konfronteret med sharia-begrebet og stening som straffeform ved sex uden for ægteskabet, gør han sig kun endnu mere umage. Han vil tale helt åbent om det, siger han: »Fire øjenvidner skal se penis gå ind i vagina«, for at straffen kan blive aktuel, og da er det ikke engang sikkert, at dommeren vil idømme den. Og i øvrigt giver Alev ikke meget for den religiøse overbevisning i de få muslimske lande, der kan finde på at praktisere den omdiskuterede straf.
Sådan står den 30-årige Fatih Alev i 2003 i et klasseværelse og redegør for sin tro. Da han i sin tid selv var elev, var den samme tro anledning til så mange besværligheder med svømning og fællesbadning, med musik- og seksualundervisning, at han til tider vendte skolen ryggen. Det er en beretning om tro og kompromisløshed, som han i dag gerne fortæller videre.
Men hele sin historie serverer han alligevel ikke for eleverne på Aurehøj. Den begynder nemlig helt tilbage i Det Osmanniske Rige. Blandt sultaner og muslimske ryttere, krigere og helte. Den slags drømte Fatih Alev om som barn. Hans far var på tommelfingeren kommet fra Tyrkiet til Danmark via Tyskland for at finde arbejde – en »rigtig fremmedarbejderhistorie«, siger Alev – og senere etablerede den lille familie sig i en lejlighed i Ishøj. Her gik den 8-årige Fatih rundt i en uholdbar drømmeverden:
»Jeg talte om det osmanniske storrige dengang. Og det skyldtes ganske enkelt, at jeg havde læst romaner, noveller og især tegneserier, som påvirker en 8-årig. Helt sikkert. Det var især et ungdomstidsskrift, ‘Can Kardes’, som jeg abonnerede på. Det kom hver uge helt fra Tyrkiet. Jeg ventede på dem meget utålmodigt, fordi det var min livslinje til Tyrkiet«.
»Jeg levede mig meget ind i det. Jeg følte, at jeg var med i det her fællesskab sammen med en masse andre ligesindede unge mennesker. Jeg var også meget fascineret af de osmanniske sultaner. Jeg har tegnet dem. Og det gjorde jeg flot, synes jeg. Jeg kan også huske, at jeg selv lavede et træsværd og havde taget sådan en osmannisk kappe på. Og nogle gange spillede jeg skuespil, som om jeg var sådan en osmannisk rytter, der sloges mod de her vantro, ikke?«.
Og allerede i denne tidlige alder var Fatih Alev skeptisk over for det moderne sekulariserede Tyrkiet:
»Engang mens mine forældre var ude at besøge nogen, og jeg var alene hjemme, havde jeg sat et kassettebånd i, og så var jeg begyndt at holde en tale på tyrkisk, hvor jeg var meget sur på det tyrkiske styre, hvor anti-islamisk og undertrykkende det var. Jeg har stadig båndet, og når vi hører det i dag, så trækker vi alle sammen på smilebåndet og griner lidt af, hvor idealistisk jeg var dengang. Jeg var meget mod Atatürk dengang.
Altså, jeg vil sige: Jeg er også imod Atatürk i dag, men han er død, og så gider jeg ikke bruge min tid på ham. Men jeg kan også huske, når jeg var ude at lege, og nogle af børnene sagde: »Jeg er kurder« eller »Jeg er tyrker«, så sagde jeg: »Jeg er osmanner«. Så kiggede de alle sammen underligt på mig og sagde: »Hvad mener du med det?«. Så sagde jeg: »Du er også osmanner. Du ved det bare ikke««.
Denne selvbevidsthed kan man stadig ikke tage fra Fatih Alev . Men han synes aldrig at skilte med den. Arrogance eller overlegenhed udstråler han ikke.
Det virker nærmest, som om et religiøst princip får ham til at bekæmpe disse karaktertræk: »Jeg føler, at jeg skal være med Gud og ikke være for selvsikker i alt det, jeg foretager mig. Man skal være lidt ydmyg og vide, at vi er svage væsner, skabninge, i forhold til Skaberen. Vi skal vide, at vi er meget afhængige af Gud«.
Tilbage er der alvorsmanden Alev . Roen, selvbeherskelsen. Til tider så meget og så påfaldende, at man synes, det må kræve enorme kræfter at ensrette og båndlægge den enorme religiøse lidenskab så fuldkomment. For man skal ikke tage fejl af den besindige facade. Når det kommer til stykket, virker det, som om Fatih Alev ikke er til at rokke. Der er en passion og en hengivenhed, han lever på, og som er ganske uantastelig.
Men alligevel er han også som voksen blevet mere realitetsbetonet:
»Jeg vil ikke direkte sige, at jeg ønsker Danmark skal blive muslimsk.
Det er ligesom børn, der siger, de ville ønske, der var fred i verden.
Det er sådan en ønsketænkning. Det er der ikke nogen grund til. Det, man på et mere realistisk plan kunne ønske sig, var, at den kristne kultur i Danmark blev til mere religion, hvor folk tager religionen mere alvorligt. Det, at man overhovedet ikke kan forholde sig til, at Gud findes, og at han skal respekteres og æres, det vil få konsekvenser både på det åndelige plan for den enkelte person i det hinsides og for samfundet, fordi etik og moral vil forsvinde, hvis troen ikke får lov til at præge samfundet«.
»Jeg ville ikke se nøgne mennesker« Og det var netop denne stærke tro, dette ønske om at respektere og ære Gud, der gjorde det så svært for Alev at komme i skole:
»Det var alvorligt med mig«, siger han om fællesbadningen efter gymnastiktimerne. »Jeg ville ikke bade og svømme sammen med piger. Jeg ville ikke blotte mig selv. Jeg ville ikke se nøgne mennesker. Islam har en meget klar regel om, at mænd ikke må blotte sig mellem knæene og navlen«.
Når Fatih Alev fortæller om denne blufærdighedstærskel, der gav ham så mange problemer, fordi han som barn følte sig magtesløs i situationerne, understreger han gang på gang, at hans forældre ikke forsøgte at presse ham. »Mine forældre begyndte at praktisere islam, før de blev gift, så jeg har fået en religiøs opdragelse. Men det var mig selv, der ville det sådan i skolen. Ikke mine forældre«, siger han og fortæller om en episode, hvor han og hans mor var henne på skolen for at tale med læreren om problemet:
»Min mor talte i klasseværelset med læreren, og så vendte hun sig til mig og sagde på tyrkisk: »Jamen, se, det siger din lærer. Din lærer siger, du skal«. Og så blev jeg fuldstændig hysterisk og sagde: »Det skal jeg ikke«, og så stak jeg bare ud af klasseværelset igen. Og både læreren og min mor løb efter mig. Og den dag i dag kan jeg ikke svømme. Men jeg har faktisk tænkt mig at starte med at gå til svømning nu«.
Også musik- og seksualundervisningen voldte Fatih Alev problemer. Som dreng var han i Ishøj begyndt at gå i Koranskole, og resultatet udeblev ikke: »Jeg blev hurtigt en af dem, der kunne hjælpe imamen med at undervise andre«.
Dette stærke forhold til troen udløste i gymnasietiden endnu et par voldsomme styrkeprøver:
»Jeg ville simpelthen ikke deltage i biologiundervisningen i de timer, der handlede om sexologi. Det ville jeg ikke. Det var overhovedet ikke aktuelt for mig. Som religiøs ung mand havde jeg sådan en lyst til at vise, at det er ikke relevant for mig. Det er jeres problem. Jeg vil ikke lære noget om det. Jeg har ikke sex uden for ægteskabet. Jeg dyrker ikke sex uden for ægteskabet. Men jeg havde forståelse for, at andre kunne have glæde af undervisningen, for de havde jo sex i deres fritid«.
Imidlertid ville tilfældet, at Fatih Alev til mundtlig eksamen i biologi lige præcis kom op i sexologi.
»Så fik jeg 6. Ærgerligt, for jeg ville gerne have haft 5. Så kunne jeg gå til re-eksamination«, konstaterer han med dette tørre og nøgterne tonefald, denne klang af urokkelig gammelklog snusfornuft, der er så karakteristisk for ham, og som sandsynligvis også virker så ekstra irriterende på en del af hans faste kritikere i den offentlige debat.
Men heller ikke musikundervisningen kunne Alev forlige sig med:
»Jeg mente, det var vestlig musik osv. Det er ikke den form for musik, jeg har noget med at gøre. Men min musiklærer sagde til mig, at jeg skulle deltage i undervisningen«. Det gjorde den modvillige elev så. Men herved opdagede læreren under en test af de enkelte elever, at Fatih Alev faktisk havde musikalske evner og udbrød: »Fatih , du har fuppet os. Du siger, du ikke kan«. »Jo«, svarede Alev, »det kan jeg godt, men jeg kan ikke synge vestligt og vil heller ikke synge vestligt. Jeg kan synge vores religiøse sange«.
Det kan han stadigvæk den dag i dag. Og da han genfortæller en særlig episode med musikken i centrum, kan jeg se, at han næsten overraskes over sig selv. Han får en let rødlig kulør i kinderne, hans blik og ansigt lyser op ved erindringen og bekendelsen:
»Arabiske og tyrkiske religiøse sange, det er jeg rimelig dygtig til. Jeg var i Sverige for at deltage i en islamisk konference sidste år. Så om aftenen var vi samlet i moskéen, og der sang jeg så for ca. 50-100 personer, og de blev meget glade for den sang, jeg kom med. Der kom en fra Stockholms lokal-tv og sagde til mig: »Har du lige tid om to timer til at komme ind i studiet og synge den sang?«. Så der er ikke nogen i Danmark, der ved, at jeg synger, men det gjorde jeg altså i en direkte udsendelse i Stockholms lokal-tv«.

 

Tingeltangel og poprefræner
Men det var ikke kun i skolen, Fatih Alev følte, at han i kraft af sin tro var udenfor i det danske samfund. Helt almindelige, dagligdags gøremål kunne være en overvindelse for ham:
»Jeg kan huske for 12-13 år siden, hvor nogle unge dansksprogede muslimer foreslog, at vi skulle på café. Vi skulle blot ud på en café og drikke kaffe. Det var en enorm oplevelse for mig. Jeg tænkte: »Hvad i al verden har de gang i? Skal vi ud på en café, hvor der også bliver udskænket alkohol?««.
»Det var første gang, jeg skulle over den tærskel. Men jeg fulgte dem, fordi de var religiøse mennesker. Det er det der med at gå ind i ikke-muslimers sociale verden. Hvor de har det socialt godt sammen. Det er måske ikke bare alkoholen. Det er måske også noget andet. Noget med underholdningen og de andre rammer. Man forbinder caféen med lidt for meget verdslighed. Hvor der er alt for meget kønsblanding, hvor der bliver drukket spiritus og danset«.
Fatih Alev vil ikke være en del af det. Som muslim handler det om at undgå at blive fristet til at bryde islams regler. Og midt i en vestlig kultur af kropslighed og seksualitet, hvor det frigjorte og det fordærvede med lethed kan siges at være to sider af samme sag, kan man enten se Fatih Alev som et menneske, der vælger at lukke sine øjne for tilværelsens realiteter eller som et menneske, der tør åbne dem helt op og søge en anden sandhed end tingeltangel, kønsorganer og poprefræner i metertykke stænger.
Han har f.eks. ikke noget imod at se en god film.
»Man skal se amerikanske film i dag, hvis man skal se ordentlige film.
Men sagen er også, at det er meget vigtigt for mig og andre muslimer, at vi gør de ting, de fleste gør, så længe det ikke direkte er i strid med vores tro«.
»Det hører med til et samfunds sprog. Det er ikke bare et sprog, man taler. Det er vendinger og eksempler fra film, og alle bør have set den og den film. Det har jeg været meget interesseret i at gøre, og det har da også gavnet mig. Men der er jeg selvfølgelig stadig selektiv. Hvis jeg ved, at filmen har, indeholder – altså simpelthen handler om erotik, så gider jeg ikke, så er jeg ikke interesseret i at se den. Der er ikke nogen grund til at se tilfældige menneskers erotiske begær og lidelser.
Det må de selv finde ud af i Hollywood. Og andre, der er interesseret«.
I stedet vælger Fatih Alev sin tro. Og det er nok denne tro, dens kompromisløse styrke og frimodighed, der gør, at han i den hjemlige offentlige debat kan virke så kantet og så stejl. Man kan slå sig på ham.
Eller i hvert fald på hans holdninger og hans religiøse inderlighed. Men egentlig ikke på personen Fatih Alev på tomandshånd. Han er høflig, hensynsfuld, opmærksom. Taler overmåde korrekt og tydeligt. Fremstår alt i alt som et dannet og kultiveret menneske, for hvem ethvert tilløb til det opblæste ligger fjernt. Han koncentrerer sig om det væsentlige. Sine fem daglige bønner f.eks.
»Det er dem, der bestemmer, hvornår jeg går i seng, og hvornår jeg står op. Lige nu i disse dage står jeg op omkring kl. 6, og så må jeg helst gå i seng omkring kl. 12-1 stykker, senest, hvis jeg skal gøre mig noget håb om at stå op kl. 6. Men der er også andre bønner. Altså, før vi begynder at spise, før vi begynder at gøre noget, der kræver forsigtighed, så vil jeg altid sige: »I Guds navn, den nådige, den barmhjertige« og håbe på, at Gud er med én«.
»Det kan f.eks. være, når man skal ud at flyve, måske. Eller når man skal lande. Der plejer jeg at læse nogle vers fra Koranen for ligesom at sætte min lid til Gud. Man kan aldrig vide«.
»Jeg tænker også på vores åndedrætssystem. Hele tiden, når vi trækker vejret ind og ud, er det, fordi Gud giver os mulighed for at leve. Sjælen er i vores krop, og tingene fungerer, som de skal. Det er en velsignelse, at vi kan leve uden at gøre noget som helst for at få lov til det. Det sker helt af sig selv. Vi skal bare spise lidt og sørge for, at vi sover nogle gange«.
»Så man skal lade Gud vide, at man er taknemmelig. Selv har jeg det sådan, at når jeg læser nogle beretninger om, hvad der er sket i profetens tid, hvilke besværligheder han havde, så kan jeg godt begynde at blive meget tænkende og blive meget åndelig lige pludselig, spirituel, og måske få lyst til at bede. Simpelthen få lyst til at lægge bedetæppet på gulvet og så bede nogle bønner, som det ikke er pålagt mig at bede«.

 

Guds opsynsmænd
Vi sidder i den lejlighed i Ishøj, som Fatih Alev deler med sin mor og sin søster. Dagligstuen er udpræget tyrkisk – sirlig, støvfri og velholdt.
Masser af pryd- og pyntegenstande i glas og porcelæn, masser af små duge og servietter, farvestrålende opsatser med kunstige blomster, glasskabe med kaffe- og testel, kander, skåle, fade, krukker, vaser, platter og tallerkener. Tre reolmeter med flot indbundne bøger – religiøs tyrkisk litteratur. Og så er der englene. Også i Ishøj. Som rettroende muslim er Fatih Alev sikker på, at der findes engle.
»Vi er overbevist om, at de er Guds opsynsmænd blandt menneskene. Der er især to engle, som hvert menneske har på hver sin side. Det er de engle, som skriver vores gerninger ned. De gode og de dårlige. De noterer dem simpelthen ned«.
Naturligvis spekulerer jeg straks på, hvad de mon skriver om Fatih Alev .
Naturligvis gør jeg det. Har han været en god dreng? Er han til at stole på? Men det er ulideligt, småligt. Jeg tager mig selv i det igen. Der er et vigtigere spørgsmål, der trænger sig på. Hvad mon englene ville notere om den, der skriver disse linjer? Der er nemlig ingen vej udenom. Så meget har jeg da lært af timerne og samtalerne med Fatih Alev.

 

Blå bog
Fatih Alev
Danskfødt muslimsk imam og samfundsdebattør af tyrkisk oprindelse. Født december 1972 på Østerbro i København. 1976: Familien flytter til Ishøj. 1976-78: Går på Bjørns Internationale Skole. 1978-84: I folkeskolen (Strandgårdsskolen i Ishøj). 1984-88: Islamisk privatskole på Nørrebro. 1988-92: Gymnasium og studenterkursus, henholdsvis i Ishøj og på Frederiksberg. 1990: Medlem af FASM (Foreningen Af Studerende Muslimer). 1992-99: Diverse studier (HA, polit. og datalogi). 1997-98: Aftjent værnepligt. 1999: Fungerende imam ved mindre moské på Nørrebro. 2000: Formand for FASM. 2001-03: Stud. mag. i arabisk på Københavns Universitet. 2002: Næstformand for MLO (Muslimernes Landsorganisation). Fatih Alev er bl.a. bidragyder til antologien ‘Vakuum’ (2001), redigeret af Mona Sheikh og Terkel Kundig, og har som redaktør (sammen med Mona Sheikh, Babar Baig og Noman Malik) netop udgivet debatantologien ‘Islam i Bevægelse’. Fatih Alev ledede som imam muslimernes fredagsbøn på Rådhuspladsen den 4. april, der samtidig var en demonstration for fred i Irak.