Bookmark and Share

Det misvisende ord ‘fundamentalisme’

Det religiøse rum
Politiken 20. oktober 2001

Af Fatih Alev

»Jeg synes, at islam med de tendenser, vi har set, med de fundamentalistiske tendenser, bør bekæmpes i allerhøjeste grad«.
Sådan sagde Pia Kjærsgaard i Folketingets åbningsdebat. Det er et udsagn, jeg har svært ved at forholde mig til. Ikke kun fordi jeg selv er muslim, men især fordi det er uklart, hvad det er, hun hentyder til, når hun refererer til »de fundamentalistiske tendenser, vi har set«.
Ordet ‘fundamentalisme’ bliver brugt om mange ting. Ordet bruges både om militante fanatikere, der udøver terror, muslimer der kæmper for en islamisk stat uden brug af vold, politikere der arbejder for religionsfrihed for muslimer i muslimske lande og praktiserende muslimer, der begår en alvorlig ‘kriminalitet’ ved at følge islams basale principper.
Brugen af ordet ‘fundamentalist’ er blot udtryk for mangel på evnen eller viljen til nuancering af muslimernes forskellighed. Ordet er så misvisende, at fagkyndige islam-forskere vælger ikke at bruge det om nogen som helst muslimsk gruppering.

Piloterne ved angrebet på World Trade Center er terrorister. Det er bagmændene bag aktionen også. Disse angreb kan ikke være motiveret af islam, da islam i sine kilder, Koranen og profetens vejledning, på ingen måde tillader angreb på uskyldige og civile. Personerne bag WTC-angrebet er således ikke ‘fundamentalister’, men nationalister, der misbruger Islam.
Jubelscenerne umiddelbart efter WTC-angrebet vakte stor forargelse i hele verden.
Det er dybt uanstændigt og samtidig i modstrid med islam at bifalde mord på uskyldige mennesker. De festende personer med muslimsk baggrund er siden blevet kaldt for fundamentalister.
Var det islam, der i grunden havde motiveret disse mennesker til at udvise glæde over terrorangrebet? Var det ikke deres engagement og binding til deres hjemland, Palæstina, der udløste den spontane glæde, som nogle af dem senere har givet udtryk for, at de fortryder at have udvist?
Nej, jubelscenerne var ikke religiøst motiveret, derfor har de intet med ‘fundamentalisme’ at gøre.
Hvis det at elske sit land så meget, at man i et øjebliks rus jubler over, at USA har lidt et stort tab, er fundamentalisme, så må det være en nationalistisk fundamentalisme, der meget vel kan sammenlignes med den fundamentalisme, Pia Kjærsgaard og venner er præget af, når de erklærer krig imod islam.

Det er ikke særlig overraskende, at Pia Kjærsgaard kaldte til kamp mod »de fundamentalistiske muslimer«, når selveste statsministeren udtalte sig på nogenlunde samme måde, da han erklærede, at han ikke vil gå i dialog med fundamentalister.
Linien var altså lagt for, hvad der er ‘stuerent’. Når statsministeren én gang for alle slår fast, at almindelige praktiserende muslimer er fundamentalister, som man skal undlade at være i dialog med, så er det ret naturligt, at Pia Kjærsgaard fortsætter ud og konsekvent opfordrer til kamp mod det fundamentalistiske islam.
Ved at erklære visse grupper blandt muslimerne for fundamentalister, og i øvrigt ikke ønske at lytte til dem, begår man den store fejltagelse at grave dybere grøfter mellem befolkningsgrupperne.
Det er ikke godt for Danmarks fremtid, hvis politikerne ikke er deres ansvar bevidst og i stedet opildner til had og modvilje mellem mennesker.
Dialog bør aldrig afvises. Alle misforståelser og enhver krig og ulykke skyldes, at mindst én af parterne afviser dialogen og hævder at have ultimativt ret i sine holdninger.
En del af misforståelserne omkring muslimerne skyldes også, at der blandt muslimer er nogle, der kalder sig selv for ‘moderate’, ‘kulturelle’ og ‘kritiske’ muslimer og erklærer os andre for ‘konservative’ og ‘ortodokse’.
De må kalde sig selv, hvad de vil. Men som en religiøs praktiserende muslim vil jeg nøjes med at kalde mig selv for ‘muslim’. For det er den eneste betegnelse, islam opererer med.