Weekendavisen
06.01.2006
Interview: Fatih Alev
Det er ikke overtrædelse af islams billedforbud, der er problemet med profettegningerne. Det er det politiske budskab, siger imam Fatih Alev.
Af Arne Hardis
HEN over bordet skubber jeg forventningsfuldt Weekendavisens to måneder gamle bagside med satiriske gengivelser af profeten Muhammed.
Fatih Alev gransker nysgerrigt avissiden, som han vist ikke har set før, for først kan han slet ikke få øje på nogen gengivelse af profeten. Jeg peger på stolen, der påstås at være profeten; på det abstrakte maleri, som hævdes at hedde »Brølende profet ved skovsø«; på julenissen med vatskægget og på den skæggede dame, som ligeledes skulle forestille Muhammed.
Den 33-årige danskfødte imam fra moskeen på Hejrevej i København har sagt ja til et interview om, hvor vi egentlig står efter statsministerens nytårstale. I talen forsøgte Fogh Rasmussen vist at lande den ophidsede internationale sag om Jyllands-Postens profettegninger ved at forsvare ytringsfrihedens forrang, men tilføjet nogle forsonlige ord om, at vi jo ikke skal dæmonisere hinanden. Den diskussion fik pludselig ny uventet næring, da det onsdag viste sig, at også Weekendavisens satire tilsyneladende er en del af problemet. Islamisk Trossamfund har, uden at nogen rigtig har opdaget det, haft avisen med i mappen på rejsen til den muslimske verden for at rejse protester mod Danmark. Trossamfundet forlanger undskyldninger og statsministerielt indgreb og truer endvidere med sagsanlæg for satiren, som man faktisk finder værre end Jyllands-Postens oprindelige initiativ – ikke mindst den skæggede dame.
Er avissiden sjov? Eller hånsk?
»Luften er vel ved at gå ud af ballonen. Nu har man godt og grundigt skildret profeten – ikke på en realistisk måde, men på en måde, som mere handler om at aflevere et budskab om profeten, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. الرهان في سباق الخيل Jeres billeder ligger i forlængelse af Jyllands-Postens, men jeres ærinder er forskellige. Weekendavisen laver faktisk bare lidt sjov med det hele, mens Jyllands-Posten har startet hele denne sag med Kaare Bluitgen-sagen som en elendig undskyldning og har gjort det til en sport at tegne profeten. Avisen glemmer, at biskop Niels Henrik Arendts meget kendte og udbredte bog Gud er stor har et billede af både Jesus og Muhammed på sit omslag. Og man kan se ansigtet og det hele.«
– Så Weekendavisens ærinde er i orden?
»Jeg blev lidt overrasket, da Islamisk Trossamfund tog denne sag op. Måske vil de bruge det som en illustration af, at nu er det virkelig kørt af sporet, men jeg vil fokusere på Jyllands-Posten.«
– Vores satireside er i orden?
»Altså… ja, det er det selvfølgelig. Jeg synes ikke, det er sjovt, men jeg vil heller ikke sige, at jeg er fornærmet. Vi har forskellig smag som mennesker, og det er ikke lige min smag.«
– Du føler dig ikke krænket?
»Nej, der skal mere til.«
Moderate kulturradikale
Fatih Alev understreger, at sagen om tegningerne af Muhammed for ham slet ikke handler om et billedforbud, hvad der ellers har præget den offentlige debat. Sagen er politisk, ikke religiøs – han ser det politiske budskab i tegningerne som en fortsættelse af en anti-muslimsk linie, som Jyllands-Posten har ført i årevis.
»Det er ikke i orden for muslimer at afbilde profeten, der er et billedforbud i islam, som binder muslimer, men vi kan ikke blande os i, hvad ikke-muslimer gør. Vi kan heller ikke forbyde ikke-muslimer at indtage spiritus i et muslimsk land, kristne og jøder har faktisk lov til det inden for sharialovgivningen. Derfor har muslimer heller ikke protesteret mod Arendts bog, fordi den er udgivet af en ikke-muslim på et ikke-muslimsk forlag.«
– Vi ikke-muslimer kan trygt fortsætte med at afbilde profeten?
»Jamen, der er så mange, der har gjort det, uden at der har været problemer, men jeg vil sige, at der er en meget nærliggende mistanke hos mange muslimer om, at formålet kun er at fremkalde nogle negative følelser hos muslimer. For eksempel kunne Politiken jo med rette have fundet på det samme, men de undlader det. Jeg tror, de laver en vægtning, hvor de siger, at ’vi er jo kulturradikale, så vi kan blæse på alt, men vi gør det ikke, fordi vi har en minoritet, som i forvejen føler sig meget presset og marginaliseret og stigmatiseret på grund af debattonen. Vi vil ikke gøre den situation værre’. Det er den vægtning, som jeg ikke mener, Jyllands-Posten og til en vis grad Weekendavisen og Berlingske Tidende har.«
– De kulturradikale er de nye bærere af den respektable tone?
»De kulturradikale er kulturradikale med måde, mens de islamkritiske aviser prøver at blive kulturradikale i deres facon, men de gør det på en meget kluntet måde, fordi de ikke tænker på, at der er nogle hensyn at vise.«
– Hvordan har du det med at få statsministeren som overdommer i den offentlige diskussion?
»Statsministeren har bedre ting at bruge sin tid på end at kommentere ethvert indlæg i debatten. Men det er klart, at han skal have fingeren på pulsen, når noget er ved at optrappes. Det kan være hensigtsmæssigt at feje nogle misforståelser af bordet ved at sige, at det her er uacceptabelt. At vi som Danmark ikke kan acceptere det her. Det kunne Fogh godt have signaleret, det gjorde han eksempelvis i forhold til Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, da det kom frem, at der var hadske udfald mod islam på hans hjemmeside. Så da sagen om Jyllands-Posten blussede op, kunne han godt have opfordret til en større hensyntagen til moralske og etiske grænser, når vi ytrer os.«
– Frygter du ikke, at man betræder en sti med censur eller selvcensur?
»Det er debattonen, det hele handler om. Siden jeg begyndte at skrive i Politiken i 2001, har jeg advaret mod de kløfter, det kunne skabe i samfundet, hvis debatten blev ved med at køre på den måde.«
– Tone og indhold kan jo være svære at adskille, så lurer
faren for censur ikke?
»Nej, på ingen måde. Det, at statsministeren klart markerer, at det her er uacceptabelt, det er på ingen måde censur. روليت كازينو Hvis Hizb-ut-Tahrir havde en avis og kom med deres udgydelser, kunne jeg slet ikke forestille mig, at Anders Fogh kunne holde sig tilbage med afstandtagen. Det er ikke et angreb på Hizb-ut-Tahrirs ytringsfrihed, hvis statsministeren siger fra over for deres holdninger.«
– Er det ikke rigtigt, at det er udtryk for inklusion, at man også gør grin med det muslimske mindretal?
»Hvis der var tale om, at muslimer udgjorde 30 procent og også kunne føle sig som en del af samfundet. Men når det er en minoritet, der hele tiden føler sig fremmed og også hele tiden bliver gjort opmærksom på, at man ikke helt hører til på grund af hudfarve, skikke og sprog, så er der nogle knapper, man simpelthen ikke skal trykke på. Tak for tanken, men jeg tror simpelt hen ikke på, at inklusion er det egentlige formål, når man tænker på den fremmedfjendske ideologi, Jyllands-Posten har. Det samme gælder Weekendavisen og Berlingske, der har givet god plads til skribenter som Helle Merete Brix, Farshad Kholghi og Lars Hedegaard.«
Det er tonen
– Hvis en tegner vil diskutere det forhold, at muslimer forbinder deres selvmordsaktioner med islam, må han vel gøre det og tegne profeten med en bombe i hatten?
»Man kan gøre det, men så får man at vide, at kære ven, vi ved, at din avis hele tiden påstår, at islam er som nazisme og skal bekæmpes, og at den oven i købet bringer en tegning, der viser, at islam er lig med terrorisme.«
– Så Politiken måtte gerne bringe sådan en tegning, der diskuterer sammenhængen mellem nogle udøvere af islam og terror, fordi de ikke har hetzet forud?
»Det er spørgsmålet om, hvilket motiv man kan spore hos den, der gør det.«
– Jyllands-Posten har noget i banken, som gør, at de ikke har den ret?
»Hvis Politiken havde bragt samme billede som en bevidst provokation, ville de også have fået kritik for det, jeg siger bare, at de har undladt det, fordi de er klar over, at der er følelser på spil.«
– Så en tegner kan ikke illustrere en sammenhæng mellem islam og terror?
»Udgangspunktet for den her sag er, at Jyllands-Posten angiveligt ville diskutere ytringsfrihed. Hvis avisen havde bedt tegnerne gengive profeten på en saglig måde, som de forestiller sig, han ser ud, ville det ikke have forarget nogen.«
– Hvis tegnerne sagligt set synes, at terror er det mest fremtrædende udtryk for islam?
»Med en bombe i hovedet? Det er da ikke sagligt på nogen som helst måde.«
– Hvis en hard core kulturradikal tegner synes, at kristendom kendetegnes ved angreb på abortklinikker og mangel på enhver form for fornuft, så må han vel tegne det?
»Vi har lige set kampagnen ’Retten til Liv’ vendt mod fri abort, hvor man kombinerer billedet af en lynchet sort mand, ligdynger fra holocaust og et aborteret foster. Det kan forarge en masse mennesker.«
– Skal det forbydes?
»Nej, men på samme måde kan tegningerne i Jyllands-Posten forarge os. Hverken jeg eller andre muslimer har talt om, at Jyllands-Postens tegninger skal forbydes, tegningerne er trykt. Man har sagt, at de skal undskyldes. Og personligt synes jeg, man skal lægge sag an.«
– At kræve en undskyldning er jo det samme som at sige, at tegningerne ikke skulle have været bragt.
»Lad mig sige det sådan her: Hvis jeg bliver ved med at give dig et lille slag i ansigtet, ender vi med ikke at kunne tale sammen, ikke kunne være i samme rum. Hvis I tilsvarende hele tiden gør det mod os, så kan vi heller ikke tale sammen.«
– Det er jo første gang med de tegninger?
»Jo, men debattonen. Den har været der længe, og så afrundes den med et billede. Det er en kulmination på en langvarig debat.«
– Så igen: De, der ikke har hånet før, kan godt bringe tegninger?
»Nej, altså. Det siger jeg ikke. Uanset hvem – Politiken eller Jyllands-Posten – må man selvfølgelig vise hensyn til sine medborgere. Det her handler ikke om selvcensur, det handler om, at man tænker sig om: er formålet at få mennesker til at reflektere eller udelukkende at vække forargelse?«
Demonstrationer mod terror?
– Hvis det er så krænkende at se islam forbundet med terror, hvorfor er der så ikke demonstrationer, hver gang en selvmordsterrorist forbinder de to ting?
»Det er nok, fordi spørgsmålet om terror kun forbindes med ikke-organiserede gruppers virksomhed, mens staternes terror forties. Der er meget fokus på terror foretaget af muslimske grupper, men ikke så meget på den, der udgår fra forskellige stater i forhold til muslimske lande. Hvis man skulle lave en anti-terrordemonstration, skulle der også være en kritik af det, som skaber terror. Der skal være en sådan balance. Når borgerlige, der er lige så meget modstandere af terror, som jeg er, siger fra over for terror, siger de ikke samtidig fra over for Israels og USAs terror og menneskeretskrænkelser. De nøjes med muslimsk terror.«
– Kunne det ikke være en god idé med en dansk demonstration indkaldt af muslimer mod terror?
»Jeg vil ikke demonstrere, fordi en borgerlig fløj beder mig om noget. اندرويد كازينو Hvis nogen er i tvivl om, hvad muslimer mener om terror, kan de gå ind på islam.dk og læse om det.«
– På et tidspunkt må krænkelsen over selvmordsbombernes sammenkædning af islam og terror da blive så stor, at I går på gaden?
»Jeg ved ikke, hvorfor det ikke er sket. Jeg arrangerer ikke demonstrationer og mener ikke, de nytter noget. Så du skal måske spørge en anden. Mange muslimer er kraftigt imod terror, men der er selvfølgelig en gruppe muslimer, som prøver at forstå det, der sker i Palæstina i forhold til Israel. Jeg er meget imod selvmordsaktioner i forhold til Israel, da de ikke er islamisk forsvarlige, men det er der muslimer, der ikke er. Den forskel er der, og det kan være en af grundene til, at man ikke føler sig inspireret til at demonstrere mod palæstinensernes selvmordsaktioner.«
– Islamisk Trossamfunds tur til den islamiske verden – er det en god idé?
»Jeg har ikke selv fået den idé, men man kan konstatere, at det har ført til løftede pegefingre, og at det har virket. Jeg ville ikke selv deltage, for det er lidt unuanceret og dobbeltmoralsk at tage til muslimske lande, som ikke selv har ytringsfrihed eller ikke behandler deres mindretal og religiøse muslimer ordentligt.«
– Minder det ikke lidt om landsforræderi at henvende sig til en fremmed magt?
»Nej. Hvis det skulle være rigtigt landsforræderi, skulle disse mennesker virkelig føle sig som danskere, og det har man ikke tilladt dem at føle sig. De har ikke følt, de havde andre muligheder.«