Bookmark and Share

Ikke sjovt at være muslim i en valgkamp

Det religiøse rum
Politiken 24. november 2001

Af Fatih Alev

Hvad føler muslimerne mon?
Spørgsmålet optager muligvis mange i kølvandet på valget i tirsdags. For hovedtemaet i valgkampen var godt nok stramninger på udlændingeområdet, men det var muslimerne i særdeleshed og ikke alle udlændingene, der var ‘problemet’. Så hvad føler muslimer i dag, efter at valget er overstået og Dansk Folkeparti med sit syn på islam som terrororganisation har fået en pæn del af magten i kongeriget Danmark?
Der er tale om blandede følelser for mit vedkommende.
Der er ingen tvivl om, at det ikke kan være ret sjovt at være medlem af en samfundsgruppe, som bliver lagt for had og mistænkeliggørelse. Det har muslimerne i Danmark efterhånden vænnet sig til, ligesom de tyske jøder også vænnede sig til forholdene i Tyskland.
Så galt går det nok ikke her, men retorikken vækker ubehagelige minder fra historien.
På den anden side har Dansk Folkeparti ikke været ene om brugen af denne retorik. De øvrige partier har været lige så gode manipulatorer og talt for yderligere stramninger af udlændingeloven.
Der har været en samfundstendens, hvor de fleste politikere og en stor del af medierne har været hovedaktørerne. Når de traditionelt saglige politikere og meningsdannere begynder at imitere det yderste højre i bestræbelserne på at vinde nogle af stemmerne tilbage, sker der det meget naturlige, at der i samfundet bliver skabt en fejlopfattelse af, at muslimerne som samfundsgruppe vitterligt er problematiske.
Kortsigtede valgstrategier får langvarige konsekvenser for forholdet mellem flertallet og en hel minoritetsgruppe.

Selvransagelsen hos de traditionelt indvandrervenlige partier er allerede gået i gang. Den kommende regeringschef prøver at redde Danmarks image i udlandet.
Det er flot, alle sammen. Men det er ikke tilstrækkeligt. Nu da Fremskridtspartiet definitivt har forladt scenen, har Dansk Folkeparti ikke mulighed for at fremstå som et mere menneskeligt alternativ, og derfor må det tage hensyn til sine muslimforskrækkede vælgere i de kommende fire år. Kombineret med den indflydelse, Dansk Folkeparti meget vel vil kunne få på udlændingepolitikken, er der en reel fare for, at det vil blive svært at være muslim i Danmark i den nære fremtid.
Denne bekymring kan den kommende regeringschef ikke bare se gennem fingre med. Han har et moralsk ansvar og forpligtelse over for en minoritetsgruppe, der føler sig misbrugt og mishandlet i valgkampen og frygter det værste i den kommende tid.

Man kan ikke komme uden om, at der rent faktisk er problemer med enkelte medborgere med muslimsk baggrund. Men man løser altså ikke disse problemer ved udelukkende at tage udgangspunkt i gerningsmændenes kulturelle baggrund.
Det er mindst lige så vigtigt at undersøge de sociale vilkår disse personer er opvokset under.
Det er ikke noget nyt at islam grundlæggende er imod kriminalitet. Men ikke alle muslimer i Danmark er religiøse. Mange unge bliver ikke opdraget religiøst, men måske mere kulturelt.
Islam spiller således ingen synderlig rolle i børnenes syn på tilværelsen og samfundet. Andre værdier eller mangel på samme fylder derfor tomrummet. Når der opstår problemer med nogle unge med muslimsk baggrund er det derfor ganske uforståeligt, at der som automatreaktion fra Dansk Folkeparti og imitatorer peges på islam som den uforenelige faktor.

Som religiøs muslim er det mig magtpåliggende at understrege, at islam ikke hindrer, men tværtimod sikrer muligheden for fredelig sameksistens mellem befolkningsgrupper af forskellig religiøs observans.
Muslimerne i Danmark vil om 15-20 år ikke længere prioritere deres oprindelige modersmål og kultur, som de fleste gør i dag. Deres modersmål vil være dansk og prædikenen i moskeerne vil foregå på dansk.
Præmisserne for en ægte dialog mellem samfundsgrupperne er der måske ikke i dag, men vil absolut være der i fremtiden. Mestrer man dialogen, er man allerede halvvejs i sit arbejde for at komme problemerne til livs.