Bookmark and Share

Islamkritikere fordrejer debatten

Det religiøse rum
Politiken 2. februar 2002

Af Fatih Alev

Endnu en gang er de på banen. De sædvanlige antiislamiske aktivister, der fører alle tre nordiske landes befolkninger bag lyset, hver eneste gang, der foregår noget vederstyggeligt i indvandrer- og flygtningekredse. Et æresdrab der finder sted i Sverige finder genklang i alle tre lande. Det er for så vidt forståeligt. Det, der derimod kan være svært at forstå, er, hvordan det kan gå til, at medierne ukritisk gengiver de svensk-iranske kommunisters påstand om islams rolle i denne tragedie.
Religiøse muslimer har til enhver tid fordømt æresdrab af enhver art, da det er i direkte modstrid med islams klare princip om, at det ikke er tilladt at tage loven i egen hånd.
Uanset hvad fædre, brødre eller andre familiemedlemmer måtte føle af æreskrænkelser, og uanset hvor meget de måtte frygte rygternes skadevirkning på familiens sociale relationer, så kan de ikke tillade sig at overtræde islams regler. Hvilket er netop det, ‘æresmorderne’ gør: De blæser på Gud og religion. Og det er desværre netop dette faktum, der hver eneste gang bliver fordrejet af islams svorne modstandere, såsom de nævnte iranske lobbyaktivister, der bevidst fremstiller æresdrabene som et islamisk og ikke kulturelt fænomen.

Den svenske minister Mona Sahlin, som har hjulpet den myrdede Fadime med at skjule sig, har meget klart udtrykt, at dette drab på ingen måde kan tilskrives islam.
Men skaden er allerede sket. De fleste har fået det brændt i underbevidstheden med ganske store bogstaver, at islam har noget med disse æresdrab at gøre. De iranske aktivister har dermed nået deres mål ved brugen af direkte usande påstande.
Jeg benægter ikke, at slige forbrydelser finder sted hos enkelte muslimske familier. De fleste muslimer i Norden og i resten af verden er ikke særlig praktiserende og gudhengivne. Meget af deres livsstil og mange af deres vaner er derfor ikke præget af islam, men enten vestlig kultur (sekulariserede muslimer) eller mellemøstlig/asiatisk kultur (kulturmuslimer).
Kulturmuslimernes forhold til religion er stærkt påvirket af det livs- og samfundssyn, som eksisterer i de lande, de har oprindelse i. Det, de har lært som islamisk korrekt, er i langt de fleste tilfælde direkte i modstrid med islams principper. Kultur og traditioner har for dem højere prioritet end de regler og begrænsninger, islam foreskriver.
Hverken viljen eller evnen til at lære at skelne mellem kultur og religion, er der. Følgelig bliver de nogle elendige repræsentanter for en religion, der i forvejen er blevet ret så misforstået.

Det hævdes ofte i samfundsdebatten, at for meget religion er årsagen til de mange konflikter, som både verdenssamfundet og det danske samfund har været og stadig er vidner til. For lidt religion er dog efter min mening årsag til store eksistentielle spørgsmålstegn og mangel på etiske pejlemærker, hvilket resulterer i et værditømt samfund. På langt sigt er et sådant samfund dømt til at have enorme sociale problemer.
De pågældende eksiliranske aktivister prøver konstant at skabe et monsterbillede af islam under dække af at drive kvinde- og barnerettighedsforeninger i de europæiske lande.
De proklamerer, at de har fået nok af religion. Men deres aversion mod religion er jo blot en naturlig, men alligevel overdreven reaktion imod det iranske styres politik.
De hævder i bedrevidenhed, at de har set islam i funktion i Iran, og at islam har vist sit sande ansigt for dem. De tager naturligvis fejl.
Islam har vist sit iranske ansigt i postrevolutionstiden. Islams sande ansigt kan findes i Koranen og profeten Muhammeds eksempel. Det må være en emotionel tilgang til emnet, kombineret med mangel på historisk indsigt og teologisk kundskab, der forårsager sådanne fejlvurderinger.
En hæderlig dialog bør være den foretrukne kommunikationsform i den offentlige debat. Stråforetagender er ikke vejen frem.