Det religiøse rum
Politiken 9. marts 2002
Af Fatih Alev
Man må i dagens Danmark gerne være muslim, men bare ikke for religiøs. Man må godt være religiøs, men bare ikke muslim.
Kombinationen af at være muslim og religiøs giver visse mennesker gåsehud. Og associationer i retning af ‘ukritiske muslimer’ med mangel på humor dannes meget hurtigt, og straks falder dommen: »I er problematiske for det danske samfund. For at holde jer stangen, må der udarbejdes et katalog over og en reaktion på de grundværdier, som I går ind for«.
Dommen, som sidste uge stod at læse i disse spalter, blev afsagt af lektor Svend Bjerg – en dom, der baserer sig på en række antagelser om religiøse muslimer og deres mangel på selvkritisk sans.
Som religiøs muslim tager jeg naturligvis afsæt i islam som min referenceramme, ligesom religiøse kristne nødvendigvis tager afsæt i kristne grundværdier. Der er vel ikke noget odiøst i, at man som religiøs muslim påpeger, at visse normer i det danske samfund står i kontrast til visse etiske værdier i islam.
Når nogle af disse forbehold oven i købet deles af en del religiøse kristne, giver det mening at betragte modsætningen, som værende en kontrast mellem sekulære og religiøse værdier i samfundet. De teologiske forskelle mellem islam og kristendom er i denne sammenhæng ganske irrelevante.
I mangel af bedre argumenter mod islams helhedssyn, fremføres det synspunkt ofte, at sekulariseringen i Vesten er et produkt af kristendommen. Sekulariseringen sammenkædes desuden med frihed, ligeret og demokrati. Alle disse grundværdier skulle pludselig være blevet til i kraft af kristendommen.
Det er pudsigt, for så må man jo nødvendigvis erklære middelalderens kristendom, samt meget af den kristendom, som kommer til udtryk i f.eks. Afrika, som nu er blevet kristendommens egentlige centrum, for at være ret så mangelfuld og misforstået. I virkeligheden kunne sekulariseringen historisk set jo kun finde sted, ved at kristendommens betydning i samfundslivet efterhånden blev svækket. Der var andre faktorer, der betingede sekulariseringen, såsom industrialisering, pluralisme og atomisering af samfundet. Disse historiske betingelser har ikke været til stede i den muslimske verden, og heller ikke i Afrika.
Man glemmer måske også, at mange religiøse kristne i dag ikke bryder sig om den stærkt sekulariserede samfundsorden eller sekularisme som en ideologi. Svend Bjerg selv har i et interview i Kristeligt Dagblad (26.10.2001) givet udtryk for, at det sekulariserede samfund »bliver afkristnet i en sådan grad, at der ikke findes en teologisk kultur, og at vi overhovedet ikke kan forstå det at være kristen eller på anden måde religiøs«.
Dette forhold må da nødvendigvis påkalde en vis skepsis hos såvel kristne som muslimer, der tillægger deres religiøse grundværdier en vis betydning i deres tilværelse.
De ideelle grundværdier i islam på den ene side og muslimers praksis af dem på den anden (eller rettere, mangel på samme) står i skarp modsætning til hinanden.
For at foretage en retfærdig bedømmelse af islams væsen, må man kende lidt til de værdier, som den indeholder – værdier som social retfærdighed, tolerance, menneskets værdighed, lighed mellem mennesker og ansvar for naturen.
Hvor mange af disse efterleves i de ‘muslimske lande’ i dag – eller i ‘kristne lande’ for den sags skyld? Mange af værdierne har vi til fælles. Men det giver jo ingen ret til at betvivle islams og kristendommens potentielt konstruktive rolle i det danske samfund – blot ved at referere til disse lande og deres praksis?
Alternativet til hævdelse af den enkeltes autonomi, som vi ser den i Vesten, er for mig ikke et forsøg på ubetinget begrænsning af denne individuelle frihed. For os muslimer er alternativet derimod en hævdelse af, at værdier som fællesskab, ansvar og pligter bør sættes højere end tilfældet er nu.