Bookmark and Share

Vesten har et forklaringsproblem

Det religiøse rum
Politiken 13. april 2002

Af Fatih Alev

De fleste europæiske lande har et historisk medansvar for den fastlåste situation i Palæstina-området. De proisraelske debattører gør dog alligevel brug af sofistikerede retoriske krumspring for at dreje diskussionen i en retning, hvor det handler om selvforsvar mod selvmordsaktioner.
Det svarer til at man stjæler en persons ejendom, jager ham i landflygtighed, gennemprygler og torturerer ham, og senere bliver forarget over, at denne person eller hans børn tyr til vold med de forhåndenværende midler.
Det er tragisk, at selvmordsbomber skal eksplodere midt i menneskemylderet. Men det er meget mere tragisk, at verdenssamfundet med de vestlige lande i spidsen i så lang tid har set gennem fingre med, at Israel konsekvent har ignoreret alle henstillinger om tilbagetrækning fra de besatte områder.
En selvmordsbombe bliver ikke til af det rene ingenting. De vigtigste ingredienser til bomberne har Israel forsynet palæstinenserne med gennem et halvt århundrede. Ingredienser som sorg, frustration og had.

Visse religiøse lærde har siden foræret detonatoren til de »israelske« bomber. De har givet grønt lys for antændelsen af sprængstoffet. Det undrer mig, at de kan det, da Islam med klare og utvetydige principper udelukker muligheden for at begå selvmord. Det undrer mig også, at det af disse religiøse lærde bliver anset for at være islamisk legitimt at tage uskyldige mennesker med i døden. Der er i islam regler for krig, og regler er til for at blive overholdt, ikke for at blive overtrådt.
Uanset hvilken situation man end befinder sig i.
Profeten Muhammad (må Guds fred og velsignelse være med ham) tillod ikke muslimerne at forsvare sig mod Mekkas aggression, førend han fik tilladelsen til væbnet modstand gennem en guddommelig åbenbaring. Som profet fulgte han Guds anvisninger.
At der blandt selvmordsbombemændene også tæller kristne palæstinensere, fortæller alt om konflikten set fra palæstinensernes synsvinkel: Den er ikke af religiøs, men mere af national og politisk karakter. Men da Israel for de zionistiske jøder bør forblive en ren jødisk nationalstat, er konflikten set fra israelsk vinkel i særlig høj grad af religiøs karakter. Ligesom den er det ifølge de kristne bibelfundamentalister, der med næb og kløer forsvarer israelerne.
Religiøse argumenter og Holocaust-kortet blev flittigt brugt af zionisterne i årene op til grundlæggelsen af staten Israel. Uanset hvor demokratisk og verdslig en profil israelerne forsøger at tegne af sig selv i dag, er historien et urokkeligt vidne på, at tilblivelsen af staten Israel er et religiøst jødisk projekt.

Forskellen på de palæstinensiske og israelske argumenter er altså, at palæstinenserne påberåber sig deres ret ud fra verdslige forhold, mens israelerne gør det ud fra religiøse. Der er ikke noget at sige til, at forhandlinger går i hårdknude hver eneste gang, da den ene part er bundet af nogle religiøse principper om den jødiske stat og den anden part selvfølgelig vil insistere på at de principper ingen relevans har for palæstinenserne.
Staten Israel er i dag et ubehageligt minde fra den europæiske kolonisering i Mellemøsten og Nordafrika. Den er Europas og siden USA’s dårlige samvittighed. Eller rettere: bør være det. Det er nemlig ikke de store armbevægelser overfor den israelske regering, vi er vidner til.
Det er som om, de politiske ledere i Europa forsøger at nedtone Europas historiske ansvar for konflikten i Palæstina. Og det er som om, USA har så mange strategier i Mellemøsten, at det giver anledning til mange gisninger.
Gisninger som at USA har brug for et stærkt Israel i regionen for at fremme egne interesser. Jo mere uld i munden på de politiske ledere, desto flere gisninger.
Vejen til fred går gennem retfærdighed.