Bookmark and Share

Islam i krydsild

Det religiøse rum
Politiken 11. maj 2002

Af Fatih Alev

Som muslim gør man sig nogle tanker i disse tider. Man tænker: Det er dog utroligt, som der er fokus på os, hold da op! Mediernes og politikernes voldsomme kritik af islam påvirker visse muslimer mere end andre.
Jeg har observeret, at det mest er muslimer, der ikke selv går så meget op i religiøs praksis, der er frustreret over den negative omtale af islam. De spørger sig selv, om der dog er noget i vejen med deres religion. De kan ikke hitte rede i det. De påbegynder jagten på svar.
De kontakter forskellige religiøse muslimske kredse for at få lidt mere viden om islam.
Det ender med, at de begynder at blive mere bevidste om islam og med tiden får større selvtillid. Det ender med, at også de bliver immune overfor den massive kritik af islam. Nu kan de nemlig godt argumentere.
Det kunne de ikke tidligere. For de kendte ikke til de forhold, islamkritikerne jævnligt hiver frem som »endnu en grund til at islam er inferiør i forhold til kristendom og modernitet, og hvad vi ellers har af flotte koncepter«.
Jeg synes, at det er en spændende udvikling. Muslimerne i Danmark får ikke lov til at være ligeglade med religionen. Mine svensk-muslimske bekendte har fortalt mig, at de unge muslimer i Sverige slet ikke er så nysgerrige i forhold til islam, som unge danske muslimer er.
Det har sikkert noget at gøre med de særlige svenske forhold. De er en anelse mere afslappede i forhold til broderfolket.
Som muslim tror man på, at bag enhver begivenhed må der være en guddommelig visdom. Så selv om debatniveauet kan få mange mennesker op af stolene, ved en muslim, der har tiltro til Gud, at debatniveauet er da fint. Lad dem bare komme med deres udgydelser.

»Og de lagde en plan, og Gud lagde en plan. Og Gud er den bedste planlægger« (Koranen, 3:54).
Ovenstående vers giver endnu mere mening, når jeg dagligt får kontakt med endnu en nymuslimsk dansker. Debatten påvirker altså ikke alene ikke-praktiserende muslimer, men også almindelige danskere, unge som gamle. De bliver mistænksomme, og med den kritiske sans de har, sætter de i værk: De undersøger om påstandene om islam har noget på sig. Og da er det, at de opdager, hvad der ligger bag facaden.
De opdager ikke alene, at anklagerne mod islam er konstruerede og stærkt fordrejet, men også at islam faktisk er den eneste livsanskuelse, der tiltaler dem både spirituelt og logisk.
Dette betyder selvfølgelig ikke, at muslimer godt kan undlade at blande sig i debatten. Så simpelt er det nu ikke. På menneskeligt plan skal vi modvirke urigtige oplysninger, så meget som vi nu kan komme til det.

Vi er som muslimer forpligtet af Gud til med vores handlinger og ytringer at være gode eksempler for islam. Vi skal først rette på vores egne fejl. Dernæst skal vi forsøge at tale vores nærmeste fra at begå uretfærdigheder mod dem selv og andre.
Først derefter vil det give mening at forkynde islams budskab til hele det samfund, man er en del af. En del danskere kan nemlig ikke se, hvorfor islam skulle have noget fornuftigt at byde på, netop på grund af mange muslimers mangel på korrekt islamisk adfærd.
Som danske borgere med forskellige religiøse overbevisninger bør vi søge at gå i dialog, uanset hvad vi måtte have af meninger om hinanden og hinandens religioner. Sekularismen er også gået hen og blevet en form for religion for nogle, så det gælder også tilhængere af denne, at de bør afstå fra at hovere mod islam og andre religioner, som måtte ligge dem fjernt.
Aha-oplevelser i dialogen er noget alle kan få glæde af.