Bookmark and Share

Er muslimernes ‘oplysningstid’ på vej?

Det religiøse rum
Politiken 15. juni 2002

Af Fatih Alev

»Problemet med islam er, at de muslimske lande ikke har gennemgået en oplysningstid«. Sådan omtrent lyder konklusionen nu om dage. Journalisten Osama Al-Habahbeh og historikeren Karsten Fledelius kommenterede begge denne konklusion i Information (15./16.5).

Mens Karsten Fledelius gav et historisk indblik i reformforsøgene i Osmannerriget i dets sidste ca. 200 år og den modstand de mødte, påpegede Osama Al-Habahbeh, at de vestlige lande selv har været og er medvirkende til, at ‘oplysningstiden’ ikke er blevet en realitet i de muslimske lande.
Disse to synsvinkler fortjener at blive belyst nærmere. Den islamiske verden oplevede sin oplysningstid i Vestens mørke middelalder, men mistede senere sin førerstatus. Den rationelle, videnskabelige udvikling og udfoldelse blev ikke hæmmet, men interessant nok, tværtimod katalyseret af islam. Islam var én af flere faktorer, der muliggjorde denne – for mange muslimer ‘ideelle’ – periode i verdenshistorien.

Verdenskendte videnskabsmænd som Ibn Sina (Avicenna, filosof og en af lægevidenskabens mestre, 980-1037) og Ibn Khaldun (sociologiens fader, 1332-1406), var ikke alene specialister inden for verdslige fagområder, de var også dybt forankrede i islamisk lærdom.
Begge havde de uddannet sig inden for forskellige islamiske discipliner, inden de i kraft af Koranens (Guds ‘tale’) og Sunnahens (Profetens vejledning) opfordring om at udforske naturen, fortsatte med studier i medicin, historie, filosofi mv. Disse to personligheder var kendetegnende for den tid, da islam og videnskabelig tænkning gik hånd i hånd.

Vist opstod der undertiden uenigheder mellem de fremmeste videnskabsmænd. Det vil dog være at fortegne omstændighederne omkring disse uoverensstemmelser, i fald man fristes til at betegne dem som en konflikt mellem de ‘bagstræberiske’ muslimske lærde og de ‘progressive’ og ‘rationelle’ videnskabsfolk.

Dengang var de religiøse og verdslige fagområder ikke skarpt adskilt, som de er det i dag. Hvert fagområde var som en del af et hele. Det verdslige var en del af det religiøse, uden dog af den grund at have været underlagt begrænsninger.

Samme struktur havde det osmanniske uddannelsessystem nogle århundreder senere. Men muslimerne havde i mellemtiden mistet deres førerstatus på det videnskabelige område, og udviklingen var forlængst gået i stå. Man forsøgte sig nu med en reform på læreanstalterne, hvor der stadig blev undervist i både religiøse og verdslige videnskaber.
Osmannernes opsplitning af uddannelsessystemet i en religiøs og en ‘videnskabelig’ sfære (i 1830′erne og fremefter), resulterede i et fjendskab mellem de studerende på de respektive læreanstalter.

De studerende på de religiøse læreanstalter anså de (natur) videnskabsstuderende for at være Gudsfornægtere pga. den ukritiske tilegnelse af materialistisk funderet viden, mens de til gengæld selv blev betragtet som reaktionære og utidssvarende.

Opdelingen af uddannelsessystemet kan ikke siges at have hjulpet synderligt meget i udviklingen af en progressiv samfundsmodel, hverken i Osmannerrigets sidste tid eller i det moderne Tyrkiet.
Idéen om opdeling af læreanstalterne var ikke osmannernes egen, den var importeret fra Frankrig. Frontløberne for de vestlige reformers implementering i det osmanniske samfund var selv blevet uddannet i Frankrig og England.

Deres uddannelse var betalt af den osmanniske stat, der var interesseret i at tilvejebringe kompetencepersoner til rekonstruktionen af en ny samfundsmodel, der kunne hamle op med tidens stormagter: Frankrig, England, Tyskland og Rusland.

Det var altså osmannerne selv, der i desperation valgte at lade sig inspirere af den vestlige modernitet. En modernitet, som jo var udviklet under nogle bestemte vilkår og bl.a. som en reaktion imod kirkens hæmmende funktion i udviklingsbestræbelserne. En sådan importvare vil aldrig egne sig i et samfund, der er præget af andre vilkår.

Det viser de bitre erfaringer os ganske tydeligt. De muslimske lande længes efter friheden til selv at nytænke. Kun de samfund, hvis indre dynamikker fungerer, kan have held med at omstille sig til nye tider.