Bookmark and Share

Nu skal isen brydes

Det religiøse rum
Politiken 24. august 2002

Af Fatih Alev

Der er mange påstande om islam i den danske debat. En del af disse problematiserer muslimernes tilstedeværelse i Vesten, navnlig i Europa og naturligvis i Danmark. Begreber og fakta kastes i en stor populismegryde og koges. Resultatet er en ofte ret uspiselig folkestemning vendt mod muslimer i Danmark, der efterlader mange af os med en grim smag i munden.

Ingen midler skys. I diverse aviser finder vi konstant læserbreve, der tilsviner islam og muslimer – undertiden ligefrem med navns nævnelse og i en grad, at det er lige til byretten. Man higer nærmest efter ‘eksperter’, intellektuelle analytikere, der ‘objektivt’ og ‘videnskabeligt’ kan forklare masserne, hvorfor islam vitterligt er et problem for fremtiden, og hvorfor man skal frygte eller ‘være bekymret for’ den slemme muslim og hans frygtelige religion, der vil løbe Europa over ende.

De danske muslimer har selvfølgelig også deltaget i debatten, i det omfang de kunne magte det. Men da de ikke har lige så mange remedier til rådighed som de islamofobiske interessegrupper har, bliver muslimernes deltagelse i debatten også derefter.

Det er specielt et problem for de danske muslimer, at der iblandt dem ikke er nogen højtuddannede, danskfødte akademikere med speciale inden for islam, der løbende kan kommentere de undertiden ret underholdende, men i længden ganske trættende ‘ekspertudtalelser’ om islam. Balancen i debatten har været ulige, da en islam-kritiker med doktorgrad virker mere troværdig på den gennemsnitlige dansker end en imam.

Dr. Tariq Ramadan fra Schweiz er en troende muslim, der ikke har begrænset sig til at udvikle abstrakte teorier om islams rolle i Europa, men som er i kontakt med muslimerne på græsrodsniveau. Han kender således de muslimske miljøer indefra, men kan samtidig bevare overblikket. Han taler for en kontekstualisering af islam i Europa, og at dette må ske indefra og ikke udefra.

Der er her tale om en opsang til muslimer om, at de må finde deres ståsted i de europæiske samfund, men også til alle de ikke-muslimer, der dikterer muslimerne, hvad de skal tro og praktisere. Denne balancerede tilgang gør, at Tariq Ramadans synspunkter bliver mødt med interesse både blandt muslimer og ikke-muslimer, ligesom de også bliver mødt med skepsis.
Fælles for de muslimske og ikke-muslimske skeptikere er, at de ikke besidder evnen eller viljen til selvkritik, som er en betingelse for et harmonisk Europa – med eller uden muslimer.

Hans stemme er en stemme fra fremtidens Danmark. Hans proaktive tilgang til diskussionen om islam i Europa vidner om års erfaringer fra andre europæiske lande. Mange af Tariq Ramadans forestillinger om, hvordan muslimers forhold til de europæiske samfund vil være, er en vision for os i Danmark, men derimod en realitet i mange andre europæiske lande.

Hans besøg i København i denne uge er derfor en kraftig saltvandsindsprøjtning i den efterhånden ret tørkelagte muslimske selvforståelse.

Tariq Ramadan har med sit besøg i Danmark været en katalysator for en uundgåelig intern debat blandt danske muslimer om, hvad der er vejen frem. Det er en debat, der vil forløbe med store vanskeligheder.

Ligesom det ikke er hensigtsmæssigt, at ikke-muslimer dikterer, hvad muslimer skal tro og praktisere, er det heller ikke befordrende, at de proaktive muslimer prædiker for det muslimske samfund. Det bedste er at forsøge at inspirere, ikke at agere bedrevidende.

Vi må alle lære at sige vores mening med respekt for den anden.

Startskuddet til den interne muslimske debat bliver givet i morgen søndag på Sankt Annæ Gymnasium kl. 15, hvor dr. Tariq Ramadan sammen med den norskfødte muslim dr. Anne-Sofie Roald er talere. Det er Muslimernes Landsorganisation, der har dristet sig til at tage et sådant initiativ.

Isen skal brydes. Koste hvad det vil!