Bookmark and Share

Friheden til at svine til

Det religiøse rum
Politiken 21. september 2002

Af Fatih Alev

Det undrer muligvis nogle, at jeg slet ikke eller meget sjældent kommenterer de mange fantasifulde udfald mod min person, der udgår fra en håndfuld ‘sandhedens korsfarere’ på diverse dagblades debatsider.
Korsfarere, der med titler som ‘journalist’ og ‘forfatter’ åbenbart ikke har meget andet at bestille end at sværte islam og danske muslimer til. De islamiske principper – som jeg forsøger at efterleve efter bedste evne – forpligter mig til ikke at kaste med mudder på mennesker, som jeg er uenig med. Polemikken og mundhuggeriet vil ikke gøre det muligt for debattøren at vise sin anstændige side. Jeg går ind for en anstændig debat, og derfor kan jeg ikke lade mig rive med af de grundløse beskyldninger og den konstante mistænkeliggørelse.

Hvis man ved ytringsfrihed forstår retten til, at man bare sådan uden videre kan sprede løgne om mennesker og kalde det for et indspark i debatten, så er jeg ikke tilhænger af denne grænseløse ytringsfrihed.
Jeg ved, der vil være læsere der allerede nu ser rødt, og tænker »Ha, nu kom han til at afsløre sin hemmelige plan for Danmark, hvis han får magt, som han har agt!«.
Den danske debat, der jo desværre viser sig at være ganske blottet for nuancer, har gjort mange af de aktive deltagere nærmest paranoide.
Således at min opfattelse af den danske ytringsfrihed som noget, der efterhånden minder om en ’tilsviningsfrihed’, f.eks. kan udlægges som et forsvar for totalitære regimers meningsundertrykkelse.

Som en person der har været i offentlighedens søgelys i ca. tre år har jeg opdaget, at det er medierne der skaber virkeligheden. I min daglige kontakt med journalister og redaktioner har jeg lært, at de har en magt, der langt overgår politikernes magt. Det er helt op til den enkelte journalist, hvordan en problemstilling skal formuleres.
Redaktionen har efterfølgende ‘friheden’ til at sætte overskrifter, der skaber opmærksomhed. Ordet ‘sensation’ er her et nøgleord.
Det er ikke min opfattelse, at medieansatte er kyniske af natur. Men markedsforholdene gør konkurrencen i branchen benhård, således at nuancer ofte må vige for sensation.

I disse dage er Islam én af de få sensationer, vi tit møder på forsiderne. Muslimer indgår næsten dagligt i nyhedsartikler. Selv i forbindelse med debatten om værnepligtige sikhers mulighed for at gå med turban, var debatten pludselig præget af, at det igen var kravstillende muslimer, det handlede om. F.eks. udviklede næstformand for Dansk Folkeparti Peter Skaarup femtekolonneteorier ud fra min udtalelse til Jyllands-Posten 7.7., om at jeg først er muslim og dernæst dansker. Et forhold til danskhed, der i øvrigt er sammenligneligt med troende kristnes forhold til kristendom og troende jøders forhold til jødedom. Diskussionen om turban, som i sit udgangspunkt intet havde med islam at gøre, blev for danskhedens soldater meget belejligt en diskussion om muslimske soldaters loyalitet over for det danske forsvar.

Konsekvensen af denne ’tilsviningsfrihed’, som bemærkelsesværdigt ikke findes i Sverige, hvad man end måtte mene om svenskerne, bliver at mange mennesker, der har en identitets- og følelsesmæssig tilknytning til Danmark, helt ubevidst begynder at lægge afstand til samfundet og bliver passive borgere. Denne udvikling er naturligvis ikke ønskeligt, hvis vi ønsker et samfund, hvor alle – trods forskelligheder – opfatter sig som medborgere. Jeg er ikke tilhænger af en misforstået ytringsfrihed, der både på kort, men især på lang sigt vil gøre en ubodelig skade på samfundet. Relationerne mellem samfundsgrupper med forskelligartede opfattelser af ‘sandheden’ bør styrkes. Dette kan kun lade sig gøre ved at promovere visse principper i samfundet, såsom anstændighed, respekt for medmennesker, dialog og det personlige møde – ansigt til ansigt.
Lad os da være kritiske. Lad os dog stadig huske at bevare respekten for vores medmennesker.