Bookmark and Share

Kampen mod det uforståelige

Det religiøse rum
Politiken 12. oktober 2002

Af Fatih Alev

Du ved, at det du tror på er rigtigt, godt og retfærdigt. Du er ikke fanatisk i din tro og er åben for dialog med dine medmennesker. Du smiler til dem, er venlig og hjælpsom.
Du er dog heller ikke ligeglad med din tro. Du ved, hvad det indebærer at sætte sin lid til Gud. Du værdsætter fællesskabets betydning i gudstilbedelsen. Du anser ikke de religiøse gerninger som et mål i sig selv, men som midler til at nå målet. Målet er nærheden til Skaberen.
Denne nærhed … Hvor er den altså vidunderlig! En nærhed som ligger mange fjernt. Du finder ro i din sjæl og sind. Du fælder nogle tårer. Du er så svag, Han så Almægtig. Han glemmer dig ikke, uanset om du glemmer Ham. Men går du med et skridt hen imod Ham, kommer Han med ti skridt hen imod dig. Din tro giver dig orientering i dit forhold til din Skaber, dine medmennesker, dyr og naturen. Din tro er din navigatør. Uden den lider du skibbrud. Om ikke fysisk, så i hvert fald åndeligt.
Men du bliver misforstået. Nogle af dine medmennesker fortæller dig, at du er helt gal på den. Din tro må tilpasse sig en ny tro, som har mange navne.
De siger, at den menneskelige fornuft bør have højere status, end den Gud har for dig. De fortæller dig, at du ikke bruger din fornuft. Men du ved, at det gør du også. Som teologen Iben Thranholm skrev i sidste uge, »gælder det om at finde den rette balance«.
Mange troende mennesker magter ikke at holde denne balance. Nogle (de kulturelt religiøse) tvivler på Guds autoritet og lader fornuften få større autoritet. Andre (de yderliggående) er så forblændet af troens læresætninger, at de ikke ser nogen grund til at anvende fornuften i anliggender, der ikke direkte har med læresætningerne at gøre. Mellem disse to modpoler er der et stort rum for troens og fornuftens udfoldelse.
Det er nemmere at forholde sig til troen på den stramme eller slappe måde, og noget sværere at holde sig på middelvejen. Det kræver åndelig styrke og sund fornuft at kunne holde balancen over for sin Skaber og Hans skabelse.
Du bliver desuden fortalt, at din tro er gammeldags. At du er underlagt for mange ‘regler’ og begrænsninger. De fortæller dig, at du ikke er fri.
Men du ved, det ikke er sandt. Du tror på frihed under ansvar. Med rettigheder følger pligter, og dermed friheden til at udfolde sig. Principper bliver ikke gammeldags af at de også har været aktuelle tidligere i historien. Du ved, at der i islam er en reformationsmekanisme, der sørger for at islam ikke hindrer, men snarere befordrer menneskets og samfundets udvikling. Du synes, det er trist, at muslimer gennem de sidste århundreder ikke har draget fuld fordel af islams indbyggede dynamik.
De siger at sharialove er barbariske og umenneskelige.
Hvor er det forstemmende, at begrebet ‘sharialovgivning’ bevidst bliver fremstillet primært som ‘straffelove’! Også for dig forekommer disse straffe hårde, ligesom det forekommer inhumant over for offeret og dets familie, at den kyniske morder kan slippe ud af fængslet efter nogle år. Eller at livstidsfangen visner som et blad.
Du ved, at sharialovgivning først og fremmest handler om retfærdighed og social lighed. Det forekommer ingen steder i den muslimske verden.
Derfor er det absurd for dig, at straffelovene indføres i såkaldt islamiske lande. I bund og grund handler sharialove om retfærdighed, ikke om afhuggede lemmer. Men vil de forstå det?
De fleste kæmper imod det, de ikke helt forstår.