Bookmark and Share

Jihad er kampen for retfærdighed

Det religiøse rum
Politiken 2. november 2002

Af Fatih Alev

»I Guds navn, den Allernådigste, den Allerbarmhjertigste«.
En sætning, som indleder 113 af Koranens 114 kapitler. Kendt af over 1 milliard muslimer i dens arabiske ordlyd: Bismillâh ar-Rahmân ar-Rahîm. Et udtryk for, at man som muslim sætter sin lid til Gud i alle livets sammenhænge og på Dommens dag. En sagte bøn, før man begynder at spise, drikke osv. Og et fingerpeg om, hvad islam i det hele taget handler om.
I sin essens handler islam om, at Gud er klar til at tage hensyn til vores svagheder og utilstrækkeligheder. Men det kræver så, at vi arbejder med os selv og forsøger at nedbringe antallet og omfanget af vores fejltrin.
Her kommer jihad ind i billedet. Et begreb, som får mange til at se rødt, da de nærmest associerer ordet med bloddryppende krumsabler og ‘hellig krig’ a la de kristnes korstoge. Associationer, der skyldes muslimers misrepræsentation af islam og mediernes manglende evne til at formidle en mere nuanceret viden om denne næststørste verdensreligion.
Profeten Muhammed (må Guds fred og velsignelser være med ham) har slået fast, at en mujahid (en der udøver jihad) er den, der kæmper mod sin nafs (ego). Hadîth Tirmidhî.
Jihad, som på arabisk betyder ‘anstrengelse’, er en forpligtelse for enhver muslim og indebærer, at man først og fremmest retter op på sine egne fejl og mangler, før man irettesætter andre.
Er der tale om et samfund bestående af gudsfrygtige og retfærdige muslimer, der gennem et pænt stykke tid har udøvet jihad mod deres egne uislamiske og egoistiske tilbøjeligheder, kan dette samfund forsøge at udbrede retfærdighed og menneskerettigheder til andre samfund også.
Som Piet Hein udtrykker det: »Folk, som vil forbedre hele verden, kan med held starte i dens centrum og begynde med sig selv«.
Sådan et samfund findes i dag ikke i noget muslimsk land. Derfor kan intet muslimsk land erklære jihad mod noget andet land, da de ikke selv har orden i deres egne interne forhold. En stat, der undertrykker sine egne og overhører Guds krav om retfærdighed på Jorden, kan ikke med hjemmel i islam påberåbe sig retten til at ‘befri’ andre fra undertrykkelse og uretfærdighed.
Det er kendt, at mange kristne bønder i Europa tidligere i historien hellere ville leve under muslimsk herredømme end under kristne fyrster, der gjorde livet surt for dem med umenneskeligt høje beskatninger.
Den islamiske civilisation havde dengang tilsyneladende mere at byde på, når det kom til rettigheder og retfærdighed, og derfor var deres krigsførelse efter deres mening vel nok retfærdig og legitim.
Det er desuden aktuel hvermandsviden, at de vestlige lande i dag påberåber sig retten til at kritisere de lande, der ser stort på menneskerettigheder.
Dette er netop udtryk for en udøvelse af jihad. De vestlige stater, der på mange punkter må siges at have nogenlunde ordentlige forhold i deres egne samfund, hvad angår social lighed og retfærdighed, ser det som en fornem opgave – om nødvendigt – på forskellig vis at blande sig i andre landes interne menneskeretlige forhold.
En sådan intervention blev tidligere i historien foretaget af muslimske riger – primært gennem krig – og havde udelukkende det undertrykkende lands militærstyrker som angrebsmål.
Den jihad, der udgår fra de vestlige lande i dag, siges at ville bringe fred og orden for ‘slyngelstaternes’ befolkninger. De vestlige hensigtserklæringer lyder flot. Men spørger man disse landes befolkninger om, ‘hvordan de selv synes, det går’, så er de højst sandsynligt ikke særlig begejstret for den ‘hjælp’, de modtager.
Jihad skal altså forstås som et princip om retfærdighed og redelighed, der ikke kun skal være gældende for éns egen person, naboer og medborgere, men også globalt for andre samfund.
Besidder man ikke selv disse principper, behøver man ikke at være bekymret på andres vegne.